25. november 2014
4. november 2014
...
Tiden flyver afsted. Og alligevel føler jeg, den har stået stille siden jeg fik hue på. Sabbatår er overvurderet, men alligevel var det nok en god idé til at finde ud af, hvor klar man egentlig er til at flytte hjemmefra og komme langt væk og endelig bare være sig selv.
Jeg føler mig fanget i mit eget hjem. Et hjem, som ikke længere føles som et hjem, men som et sted,jeg blot er en urimelig gæst. Men det er selvfølgelig også svært for min familie at forstå den verden udenfor, jeg lever i, slet ikke passer med den, der er derhjemme. Jeg lever allerede i mit hoved et sparet liv, hvor indtjening passer med forbrug af nødvendigheder og først derefter er der til sjov, mens der herhjemme ikke bliver sparet på hverken antal opvaske, madspild og unødig varme. Men samtidig er jeg ikke ansvarlig nok, synes de. Jeg burde have mere økonomisk ansvar, siger de, men insisterer på at betale min fitness- og telefonregning. Så er det svært at tage ansvar eller bare i det mindste lære at gøre det...
Jeg føler mig fanget i mit eget hjem. Et hjem, som ikke længere føles som et hjem, men som et sted,jeg blot er en urimelig gæst. Men det er selvfølgelig også svært for min familie at forstå den verden udenfor, jeg lever i, slet ikke passer med den, der er derhjemme. Jeg lever allerede i mit hoved et sparet liv, hvor indtjening passer med forbrug af nødvendigheder og først derefter er der til sjov, mens der herhjemme ikke bliver sparet på hverken antal opvaske, madspild og unødig varme. Men samtidig er jeg ikke ansvarlig nok, synes de. Jeg burde have mere økonomisk ansvar, siger de, men insisterer på at betale min fitness- og telefonregning. Så er det svært at tage ansvar eller bare i det mindste lære at gøre det...
27. oktober 2014
21. september 2014
En telefonsælgers kvaler.
Jeg troede ikke, at jeg var typen, der gav op så let, men efter lidt over 1½ måned har jeg allerede fået nok af mit nye arbejde. Alle ved at telefonsælgere er flabede, irriterende og forhadte, men at jeg skulle tage det så personligt, som jeg gør, er en selvindsigt i sig selv. Jeg har på kort tid lært rigtig meget om mig selv, hvem jeg er og hvem jeg bestemt ikke vil være, men det er på den hårde og absolut ubehagelig måde.
En chef, der presser mig psykisk og konstant giver dårlig samvittighed, og alligevel ikke hjælper, når jeg har brug for det og har brug for feedback.
Kollegaer, som er en blanding mellem de mest arrogante og flinkeste personer, jeg har mødt.
Fastlønnet, men med en elendig timeløn, intet tillæg, men dog en fin provisionsordning, som jeg dog aldrig kommer til at nyde godt af, som det ser ud nu.
Og når man så søger videre og kommer til samtaler, så har de ikke engang en ledig stilling til én, som man kan komme væk og komme videre.
Man er fanget. Og hvis jeg bliver meget længere, ved jeg ikke hvilke konsekvenser, det kommer til at have, men indtil videre er jeg nået til depressive tendenser.
Så jeg søger videre.....
30. august 2014
This is it...
.. Jeg gør det. Jeg gør det endelig. Ingenting kan stoppe mig. Nu er det mig, der bestemmer. Okay. Nu sker det.
JEG INSTALLERER SIMS 2 IGEN!!! FINALLY!
JEG INSTALLERER SIMS 2 IGEN!!! FINALLY!
10. august 2014
Hvem er jeg?
Jeg har det underligt. Hvis du spurgte, hvad jeg havde lyst til, så havde jeg højst sandsynligt kun kunne nævne en madret. Mit overskud er lig nul og jeg føler mig fanget i min egen krop. Alle følelser gør ondt. Og alligevel gør jeg ting i forsøg på at få det bedre. Prøver at tage nogle chancer. Men ingenting fungerer som håbet. Hvis nu jeg så bare udlevede den triste hverdag, som jeg gør, så kunne det være, jeg en dag ville lægge mærke til noget, som var specielt. For det med at ville gøre alt til noget specielt, gør, at ingenting ender med at være det. Er det ren volapyk, eller er der rent faktisk nogen, som forstår?
Hvem er jeg? Hvor er jeg? Hvad skal det bliver af mig?
13. juli 2014
Jeg har lyst til at skrige det og skrive det overalt. i forsøg på at en eller anden vil tage sig af mig og sige det hele nok skal gå: Min mor har brystkræft. Tror jeg da. Der er ingen det fortæller mig noget helt konkret, som jeg kan forholde mig til. For som jeg har forstået det, så er det vist kun kræft, hvis operationen ender op med, at hun alligevel skal gennem kemo. Men det er jo en kræftknude, og jeg er blevet bombarderet med brochurer omkring hvordan og hvorledes børn kan agere, når en forælder får kræft (okay, det var en brochure, men det var rigeligt til tårekanalerne for denne omgang).
Det er jo kræft. Forhelvede altså. Hvorfor nu? Det skulle være den bedste sommer i mit liv: lige blevet student, luksusferie til Tyrkiet og nyde sommeren. I stedet er den blevet til et helvede, hvor jeg desperat skelner mellem at ville flygte og få noget lidt hjemmefra, men samtidig føler skyldfølelse over at ville "forlade" min mor i hendes raske periode inden operationen.
I need help.
10. juli 2014
Ferien med all inclusive på 5-stjernet hotel i Tyrkiet er nu aflyst. Det var beskeden fra mine forældre, da de kom hjem fra Ringsted Sygehus, hvor vi godt vidste, at samtalen skulle handle om den knude, de havde fundet i min mors bryst. Konklusion: kræftknude. Ferien blev kun aflyst fordi lægerne reagerede så hurtigt og hun nu skal opereres allerede på onsdag.
Tårerne vil ingen ende tage. Hverken hos min mor eller mig. Dog er jeg mest bekymret for min lillebror. Han sidder bare der. Tavs, som han ellers aldrig er. Hold kæft hvor jeg elsker hele min familie. Hvorfor skal det ske for os?
24. juni 2014
23. juni 2014
20. juni 2014
Damn you, nelly.com!
Jeg kan jo ikke tåle den slags...
Jeg tror ærligt talt jeg er ved at få mig et problem. Er nok sådan for alvor blevet en shopaholiker - ligesom så mange andre kvinder. Men jeg troede jeg kunne styre det, men allerede på den her måned har jeg nok brugt 7.-8.000 på ny computer, tøj og sko.
Bliver ved med at sige til mig selv, at der er en god grund og jeg har brug for det. Og det har jeg jo også. Hvis ikke det var fordi jeg allerede ikke kunne få mere ind i mit skab....
16. juni 2014
Midt imellem kognitive metaforer og performativ biografisme blev jeg altså nødt til lige at købe den bluse. Den var jo bare alt for billig til at lade være og så endda brugt af en designer. Jeg bliver nødt til at lade være med at følge ting på Facebook, hvor man kan købe ting, for det er tydeligvis ikke godt for min pengepung. Ved ikke engang rigtig hvordan den ser ud. Blusen, altså. Gik bare ud fra den måtte være værd at eje, når den er købt af en designer. 50 kr. er da heller ikke så meget. Hellere så købe tøj for de penge end bruge dem på en latte og cheesecake...
8 dage til huen og stadig 2 eksaminer to go!
8 dage til huen og stadig 2 eksaminer to go!
14. juni 2014
11. juni 2014
26. maj 2014
Definition: asshole.
Det er lang tid siden jeg har blogget... Ved ikke om det er fordi, jeg har haft tralvt, eller fordi der er sket så meget, både godt og dårligt, på så kort tid, at jeg ikke har haft lyst til at sætte farten ned og tage stilling til det.
For at afrunde seneste indlæg: Jeg havde lidt med min venindes ekskæreste, hvor hun havde sagt god for det osv., men så fandt vi ligesom ud af, at vi nok aldrig rigtig ville komme til at nærme os kæreste-stadiet, hvilke jeg havde det fint med, indtil han efter en bytur tog med mig hjem og sov, og siden da har han ikke svaret på mine beskeder. Selv den fyr, som man har fået at vide af alle er den sødeste man overhovedet kan få, viser sig at være lige så stor en pussy som de andre, og ignorerer bare en i stedet for at skrive pænt og kortfattet, at det eventuelt ikke går mere, osv... Men nej.
Så havde jeg ellers mødt en vildt lækker gut samtidig med, at jeg lige havde mødte førnævnte. Han var rimelig lækker, og jeg tænkte for mig selv, at selvom jeg havde snakket godt med ham, og han sågar havde forsøgt at kysse mig farvel (som jeg afviste pga. min venindes eks), så var han langt over min standard. Alligevel tikkede der en sms ind en af de efterfølgende fredage, hvor han inviterede mig i byen, og lang historie kort: vi flirtede ret meget, han kyssede mig, og så endte vi jo også lige hjemme hos ham. Det var så urealistisk! Her havde jeg gået om drømt om den her fyr på afstand, men aldrig troet jeg kunne få ham, og så sker det.
Han går på min skole, så de efterfølgende hverdage var lidt akavede, men jeg fik dog fremprovokeret et par smil, som han gengældte. Jeg svævede lidt på min egen imaginære lyserøde sky og drømte om, hvad der ellers kunne ske. Lige indtil det lige pludselig stod på Facebook: I et forhold med......
HVAD?! Det var ikke mere end 2 uger siden dér, at jeg havde været sammen med ham, og det kunne da umuligt være gået så hurtigt for ham at finde en ny? Konklusion: Endnu et navn til idiot-listen....
Jeg prøvede ikke at lade det slå mig ud, og glædede mig til at sidste skoledag, som gik ned med et brag! Her mødte jeg også en sød fyr, som jeg faktisk var blevet hooked lidt op sammen med torsdagen før, men hvor vi kun fik tantekysset lidt farvel, og så var det det. Men nu havde jeg chancen igen, og ville ikke lade den gå til spilde!
Efter at have ledt efter ham et stykke tid, gav jeg op, og så det som skæbnens måde at straffe mig for Gud ved hvad.... Men så stod han der. Sød, som jeg huskede ham, og det var heldigvis gengæld. Derefter pludseligt afbrudt af min veninde, som skulle på toilettet, så jeg blev modvilligt revet væk, og kunne kun ærge mig derefter. ØV!
Nu var det jo så så heldigt, at jeg havde hele aftenen ende til at prøve at finde ham og prøve lykken igen, men da alle jo valgte at tage i byen lige netop den aften, vidste jeg godt, at det ville blive som at finde en nål i en høstak. Og dog! Da jeg står i garderobekøen, kan jeg se en drengegruppe længere fremme, hvor jeg genkender en af hans venner fra torsdagen før. Vennen hvisker til en af de andre venner, som så vender sig om. Det var ham. Hen sendte mig et kort blik og et luftkys med sit hævekort, for derefter at betale garderoben og smutte videre ind på baren. Nu vidste jeg i det mindste, at han var lige i nærheden, og jeg kunne ikke andet end smile ved tanken og synet af ham.
Da vi var kommet helt ind, gik der ikke lang tid før jeg faldt i snak med ham, dødberusede, som vi jo var. Vi holdt lidt diskret i hånden, da vi ventede i baren og efter et stykke tids flirten, fik vi endelig kysset, da vi stod i et hjørne for os selv. Han var meget begejstret for mit sidste skoledags kostume som politidame, og jeg synes da også det var lidt sjovt at joke med, men da tiden nåede dertil, besluttede jeg, at han ikke skulle med hjem - i hvert fald ikke for andet end at sove -, hvilket jeg godt kunne se, var til hans store ærgelse, men sådan blev det.
Da jeg spurgte, om han ikke ville have mit nummer, sagde han, at han nok skulle finde mig på Facebook, så jeg tænkte ikke videre over det og traskede lykkeligt hjemad.
Den næste dag sad jeg med hjertet i halsen hver gang, jeg så på min iPhone, at der var kommet en notifikation. Lige skuffet blev jeg, da jeg hver gang fandt ud af, at det bare var en Candy Crush-anmodning. Hvorfor ansøger han ikke, når han sagde han ville?
Efter et par dage uden at have hørt fra ham, skrev jeg med en af mine venner, som han havde snakket med om, hvor sød han egentlig synes jeg var, og han sagde, at jeg bare selv skulle ansøge, fordi drenge var dovne. Modvilligt endte jeg med at gøre det, og gæt engang: stadig intet svar. OVERHOVEDET!
Et det mig der er noget galt med? Sådan helt seriøst? Jeg ved godt, at jeg også selv går lidt galt i byen i og med, at jeg oftest går efter de flotte gutter, men skal de virkelig være sådan nogle røve gang på gang? Hvor er min undtagelse, lige i "He's just not that into you"???? Bah...... Så nu lever jeg i cølibat, men samtidig vil jeg jo bare også så gerne have det ekstra hak med i huen, når den er på om en måned (!!!!)...
En eller anden, please, hjælp...
For at afrunde seneste indlæg: Jeg havde lidt med min venindes ekskæreste, hvor hun havde sagt god for det osv., men så fandt vi ligesom ud af, at vi nok aldrig rigtig ville komme til at nærme os kæreste-stadiet, hvilke jeg havde det fint med, indtil han efter en bytur tog med mig hjem og sov, og siden da har han ikke svaret på mine beskeder. Selv den fyr, som man har fået at vide af alle er den sødeste man overhovedet kan få, viser sig at være lige så stor en pussy som de andre, og ignorerer bare en i stedet for at skrive pænt og kortfattet, at det eventuelt ikke går mere, osv... Men nej.
Så havde jeg ellers mødt en vildt lækker gut samtidig med, at jeg lige havde mødte førnævnte. Han var rimelig lækker, og jeg tænkte for mig selv, at selvom jeg havde snakket godt med ham, og han sågar havde forsøgt at kysse mig farvel (som jeg afviste pga. min venindes eks), så var han langt over min standard. Alligevel tikkede der en sms ind en af de efterfølgende fredage, hvor han inviterede mig i byen, og lang historie kort: vi flirtede ret meget, han kyssede mig, og så endte vi jo også lige hjemme hos ham. Det var så urealistisk! Her havde jeg gået om drømt om den her fyr på afstand, men aldrig troet jeg kunne få ham, og så sker det.
Han går på min skole, så de efterfølgende hverdage var lidt akavede, men jeg fik dog fremprovokeret et par smil, som han gengældte. Jeg svævede lidt på min egen imaginære lyserøde sky og drømte om, hvad der ellers kunne ske. Lige indtil det lige pludselig stod på Facebook: I et forhold med......
HVAD?! Det var ikke mere end 2 uger siden dér, at jeg havde været sammen med ham, og det kunne da umuligt være gået så hurtigt for ham at finde en ny? Konklusion: Endnu et navn til idiot-listen....
Jeg prøvede ikke at lade det slå mig ud, og glædede mig til at sidste skoledag, som gik ned med et brag! Her mødte jeg også en sød fyr, som jeg faktisk var blevet hooked lidt op sammen med torsdagen før, men hvor vi kun fik tantekysset lidt farvel, og så var det det. Men nu havde jeg chancen igen, og ville ikke lade den gå til spilde!
Efter at have ledt efter ham et stykke tid, gav jeg op, og så det som skæbnens måde at straffe mig for Gud ved hvad.... Men så stod han der. Sød, som jeg huskede ham, og det var heldigvis gengæld. Derefter pludseligt afbrudt af min veninde, som skulle på toilettet, så jeg blev modvilligt revet væk, og kunne kun ærge mig derefter. ØV!
Nu var det jo så så heldigt, at jeg havde hele aftenen ende til at prøve at finde ham og prøve lykken igen, men da alle jo valgte at tage i byen lige netop den aften, vidste jeg godt, at det ville blive som at finde en nål i en høstak. Og dog! Da jeg står i garderobekøen, kan jeg se en drengegruppe længere fremme, hvor jeg genkender en af hans venner fra torsdagen før. Vennen hvisker til en af de andre venner, som så vender sig om. Det var ham. Hen sendte mig et kort blik og et luftkys med sit hævekort, for derefter at betale garderoben og smutte videre ind på baren. Nu vidste jeg i det mindste, at han var lige i nærheden, og jeg kunne ikke andet end smile ved tanken og synet af ham.
Da vi var kommet helt ind, gik der ikke lang tid før jeg faldt i snak med ham, dødberusede, som vi jo var. Vi holdt lidt diskret i hånden, da vi ventede i baren og efter et stykke tids flirten, fik vi endelig kysset, da vi stod i et hjørne for os selv. Han var meget begejstret for mit sidste skoledags kostume som politidame, og jeg synes da også det var lidt sjovt at joke med, men da tiden nåede dertil, besluttede jeg, at han ikke skulle med hjem - i hvert fald ikke for andet end at sove -, hvilket jeg godt kunne se, var til hans store ærgelse, men sådan blev det.
Da jeg spurgte, om han ikke ville have mit nummer, sagde han, at han nok skulle finde mig på Facebook, så jeg tænkte ikke videre over det og traskede lykkeligt hjemad.
Den næste dag sad jeg med hjertet i halsen hver gang, jeg så på min iPhone, at der var kommet en notifikation. Lige skuffet blev jeg, da jeg hver gang fandt ud af, at det bare var en Candy Crush-anmodning. Hvorfor ansøger han ikke, når han sagde han ville?
Efter et par dage uden at have hørt fra ham, skrev jeg med en af mine venner, som han havde snakket med om, hvor sød han egentlig synes jeg var, og han sagde, at jeg bare selv skulle ansøge, fordi drenge var dovne. Modvilligt endte jeg med at gøre det, og gæt engang: stadig intet svar. OVERHOVEDET!
Et det mig der er noget galt med? Sådan helt seriøst? Jeg ved godt, at jeg også selv går lidt galt i byen i og med, at jeg oftest går efter de flotte gutter, men skal de virkelig være sådan nogle røve gang på gang? Hvor er min undtagelse, lige i "He's just not that into you"???? Bah...... Så nu lever jeg i cølibat, men samtidig vil jeg jo bare også så gerne have det ekstra hak med i huen, når den er på om en måned (!!!!)...
En eller anden, please, hjælp...
21. april 2014
Jeg har mødt en fyr, som er sød og sjov og reel. Jeg har det godt i hans selskab og slapper virkelig af omkring ham. Men typisk nok, fandt jeg ud af i går, at han er min venindes ekskæreste.
Jeg kan nu ikke tænke på andet end det faktum, at hun har været der først, og alt hvad vi laver sammen, det har han gjort med hende. Og værst af alt: Hvad nu hvis det sårer hende, når hun finder ud af det?
6. april 2014
Sundays.
Hvorfor skal hver evig eneste søndag være trist? Hvorfor skal søndage altid minde mig om, hvor alene jeg er, og det faktum, at jeg ikke har nogen, at tage hjem og ligge og putte med? Det er som om de bare er skabt til at se realiteterne i øjnene og have det dårligt med sig selv. Jeg ved ikke hvorfor jeg ovenikøbet konstant har tendenser til at græde over bare den mindste ting, som om det var dråben til randen af sindssyge. For jeg føler mig efterhånden lidt sindssyg. Ikke at jeg kunne finde på at gøre noget derefter, men min hjerne er fucked. Jeg stiller hele tiden diagnoser for mig selv, i håb om at finde en fysisk forklaring på mine mentale problemer. Fordi jeg ikke gider se det i øjnene og konfrontere dem, men bare sidde og håbe de går væk af sig selv, og jeg en dag så kan starte forfra.
31. marts 2014
24. marts 2014
She was a smart girl, till she fell in love.
Kan man snakke om dårlig timing? Ej, jeg er jo heller ikke sikker, men jeg anstrenger mig i hvert fald for ikke at gå ind og kigge på billeder fra i lørdags. Eller hende. I min iver efter at finde fejl, måtte jeg konstatere, at hun faktisk er ret flot. Ej, jeg er bare stresset. Jeg er ikke vild med ham. Hvordan skulle jeg dog være blevet det? Nej, det er noget pjat. Ligesom de bittesmå tårer, som presser sig på. Satans! Lad nu være. Jeg har det godt. Jeg har det godt. (Hvorfor lyder det mindre overbevisende i mit hoved, for hver gang jeg siger det til mig selv?)
Kom nu. Lad nu være. Det er måske meget godt. Så er jeg færdig med ham for alvor nu, og skal aldrig være irriteret eller sur på ham igen.
Men så igen. Måske var det noget, som jeg godt kunne lide.
Ej. Nu må jeg også tage mig sammen. Jeg er for klog til den slags. Det er bare vejret og årstiden. Jeg er normal til efteråret. Der er kun, hvad, 5 måneder endnu....... *suk* fuck. ARGH.
Seriously. Jeg har det fint.
Åh gud, jeg kunne godt købe noget nyt og ekstra dyrt tøj lige nu!
21. marts 2014
Kynisk kælling.
Yes, det er mig. Det er sådan jeg har følt mig det meste af tiden på det seneste i hvert fald. Jeg anstrenger mig for at undgå at råbe af folk og kaste mig ting. Jeg stresser mig selv, og når det hele bliver lidt for meget, så enten råber og skriger jeg eller sætter mig ned og græder i flere timer.
Om det er det faktum, at jeg skriver synopsis til min AT-eksamen, mangel på søvn eller at jeg er irriteret på min kollega-flirt, ved jeg ikke. Måske en god blanding, som nu har resulteret i, at jeg igen må gøre bekendskab med stress og prøve at rode mig ud af det og sige nej til ting. Som skole i dag. Jeg blev hjemme for at kunne skrive AT (er ikke begyndt endnu).
Det med min kollega er altså ved at fucke mig godt og grundigt op. Og ikke kun på den gode måde. Der var spisning og bytur med arbejdet i lørdags, hvor indtagen af alkohol startede allerede om eftermiddagen og så ellers kun blev værre og værre. Lang historie kort: På trods af lidt uoverensstemmelser, ender vi hjemme hos ham. Jeg var dog en del irriteret, da jeg fandt ud af, at han havde siddet og blæret sig med, at have været sammen med mig overfor chefen og flere af vores kolleger. Så nu ved nogenlunde alle, hvad der er sket mellem os.
Onsdagen efter blev der holdt en slags "gamer-aften" med chefen, ham, min gode veninde, som er så heldig stadig at arbejde sammen med, og mig. Og det gik jo egentlig fint nok, bortset fra da han og chefen blev fuldere og fuldere, mens jeg forblev ædru, så jeg kunne køre bil. Undervejs på aftenen, hentydede han til hvor grim jeg så ud og morgenen, og mente selv, at han var et komisk geni, og at chefen da lige skulle underholdes med det.
Da det så blev tid til at køre hjem, hvor jeg havde lovet min veninde, at køre hende hjem, så mente han bestemt, at jeg var forpligtet til også at køre ham hjem, når nu de boede i nærheden af hinanden. Han spurgte ikke engang, men jeg gav alligevel efter. Han reagerede ikke, da jeg efter 117 gange havde konstateret, at vi skulle køre NU! og da vi endelig får ham ud af døren, begynder han at tænde en cigaret, som jeg bestemt ikke mente skulle få lov at lugte i mine forældres bil. Da han havde røget færdig, var jeg lidt flabet, og syntes jeg skulle køre bilen lidt væk fra ham, idet han var på vej hen mod den (ligesom i film, you know). Hans kommentar var: "Du leger med ilden," men jeg kunne ikke være mere ligeglad efter den måde, han havde opført sig foreløbig. Halvdelen af vejen ender så med, at han kritiserer min kørsel og sidder bare og spiller flabet på bagsædet.
Jeg havde sagt til ham, at jeg max. ville køre til min veninde og sætte ham af der også, men den havde han ikke forstået, da vi nåede dertil. Min veninde var smuttet og nu sad vi så der i bilen og diskuterede. Han argumenterede med, hvor mange gange han ikke havde betalt taxaen, når vi skulle hjem fra byen osv., osv.. Han troede ikke jeg mente det, før jeg til sidst stod fast og bad ham om at smide ud. Den måde, han derefter lige skulle spille ekstra flabet og ligeglad, selvom jeg godt vidste han var lige så meget oppe i det røde felt, som jeg var, gjorde alligevel lidt ondt. Måske fordi jeg hader konfrontationer og tanken om, hvis folk begynder at hade mig eller tage afstand.
Adrenalinen pumpede, da han var steget ud af bilen og jeg arrogant startede den med det samme for at dreje i modsat retning af ham. Magen til idiot. Eller var det mig, som rent faktisk bare var en egoistisk bitch?
Jeg kunne ikke sove da jeg kom hjem. Stadig for meget adrenalin og stress i kroppen. Jeg endte med at sende ham en besked, hvor der kortfattet stod, at det sgu nok ikke var helt okay, taget alle de gange han havde givet et lift i betragtning, og at jeg håbede, han bare kunne se det lidt som en spøg. Jeg regnede ikke med at få et svar, og det fik jeg heller ikke.
Er det virkelig mig, som er en egoistisk, feministisk, kynisk kælling, eller er det egentlig fair, når man føler man er blevet ignoreret, set ned på, taget for givet, ikke blevet respekteret, osv.? Jeg føler mig lidt som "the bad guy" i den her situation, selvom alle omkring mig, mener han fik, hvad han havde fortjent.
Om det er det faktum, at jeg skriver synopsis til min AT-eksamen, mangel på søvn eller at jeg er irriteret på min kollega-flirt, ved jeg ikke. Måske en god blanding, som nu har resulteret i, at jeg igen må gøre bekendskab med stress og prøve at rode mig ud af det og sige nej til ting. Som skole i dag. Jeg blev hjemme for at kunne skrive AT (er ikke begyndt endnu).
Det med min kollega er altså ved at fucke mig godt og grundigt op. Og ikke kun på den gode måde. Der var spisning og bytur med arbejdet i lørdags, hvor indtagen af alkohol startede allerede om eftermiddagen og så ellers kun blev værre og værre. Lang historie kort: På trods af lidt uoverensstemmelser, ender vi hjemme hos ham. Jeg var dog en del irriteret, da jeg fandt ud af, at han havde siddet og blæret sig med, at have været sammen med mig overfor chefen og flere af vores kolleger. Så nu ved nogenlunde alle, hvad der er sket mellem os.
Onsdagen efter blev der holdt en slags "gamer-aften" med chefen, ham, min gode veninde, som er så heldig stadig at arbejde sammen med, og mig. Og det gik jo egentlig fint nok, bortset fra da han og chefen blev fuldere og fuldere, mens jeg forblev ædru, så jeg kunne køre bil. Undervejs på aftenen, hentydede han til hvor grim jeg så ud og morgenen, og mente selv, at han var et komisk geni, og at chefen da lige skulle underholdes med det.
Da det så blev tid til at køre hjem, hvor jeg havde lovet min veninde, at køre hende hjem, så mente han bestemt, at jeg var forpligtet til også at køre ham hjem, når nu de boede i nærheden af hinanden. Han spurgte ikke engang, men jeg gav alligevel efter. Han reagerede ikke, da jeg efter 117 gange havde konstateret, at vi skulle køre NU! og da vi endelig får ham ud af døren, begynder han at tænde en cigaret, som jeg bestemt ikke mente skulle få lov at lugte i mine forældres bil. Da han havde røget færdig, var jeg lidt flabet, og syntes jeg skulle køre bilen lidt væk fra ham, idet han var på vej hen mod den (ligesom i film, you know). Hans kommentar var: "Du leger med ilden," men jeg kunne ikke være mere ligeglad efter den måde, han havde opført sig foreløbig. Halvdelen af vejen ender så med, at han kritiserer min kørsel og sidder bare og spiller flabet på bagsædet.
Jeg havde sagt til ham, at jeg max. ville køre til min veninde og sætte ham af der også, men den havde han ikke forstået, da vi nåede dertil. Min veninde var smuttet og nu sad vi så der i bilen og diskuterede. Han argumenterede med, hvor mange gange han ikke havde betalt taxaen, når vi skulle hjem fra byen osv., osv.. Han troede ikke jeg mente det, før jeg til sidst stod fast og bad ham om at smide ud. Den måde, han derefter lige skulle spille ekstra flabet og ligeglad, selvom jeg godt vidste han var lige så meget oppe i det røde felt, som jeg var, gjorde alligevel lidt ondt. Måske fordi jeg hader konfrontationer og tanken om, hvis folk begynder at hade mig eller tage afstand.
Adrenalinen pumpede, da han var steget ud af bilen og jeg arrogant startede den med det samme for at dreje i modsat retning af ham. Magen til idiot. Eller var det mig, som rent faktisk bare var en egoistisk bitch?
Jeg kunne ikke sove da jeg kom hjem. Stadig for meget adrenalin og stress i kroppen. Jeg endte med at sende ham en besked, hvor der kortfattet stod, at det sgu nok ikke var helt okay, taget alle de gange han havde givet et lift i betragtning, og at jeg håbede, han bare kunne se det lidt som en spøg. Jeg regnede ikke med at få et svar, og det fik jeg heller ikke.
Er det virkelig mig, som er en egoistisk, feministisk, kynisk kælling, eller er det egentlig fair, når man føler man er blevet ignoreret, set ned på, taget for givet, ikke blevet respekteret, osv.? Jeg føler mig lidt som "the bad guy" i den her situation, selvom alle omkring mig, mener han fik, hvad han havde fortjent.
18. marts 2014
9. marts 2014
Over and over.
Jeg kom lidt til at skrive til ham her igen: klik
Jeg har savnet ham lidt. Eller. Jeg har savnet tanken om ham, og hvor fantastisk alting lige pludselig blev på bare 2 dage. Det endte jo desværre med, at han ikke svarede mig. Da jeg så skrev i går, virkede det som om, at han heller ikke rigtig vidste hvad der var gået galt, og til spørgsmålet: "Hvis du gerne også ville ses lidt igen, kunne vi måske finde ud af at skrive lidt igen?" svarede han: "Jeg synes da vi skal skrive noget mere sammen". Jeg interesserer ham jo ikke mere, så hvorfor prøver jeg overhovedet. Gårsdagens samtale døde efter en halv time, og nu her er vi nået til et punkt, hvor han ikke engang laver smiley'er, som han plejer. Hvorfor behøvede jeg også pine mig selv igen? Måske er det foråret som gør mig forelskelsessyg, eller også er det bare fordi, jeg savner en, som jeg kan holde af ubetinget.
Seneste besked: "Ja", uden noget andet. Men nu har jeg ham, så hvorfor ikke se, hvor langt jeg kan køre den, før han igen ignorerer mig. Nu har han jo til gengæld "givet mig lov" til at skrive ham, så det må da skulle udnyttes. Han bor alligevel et godt stykke væk, så jeg regner ikke med at rende ind i ham, hvis det går helt galt og jeg bliver for desperat.
Men ville han overhovedet skrive, at han gerne vil skrive lidt mere sammen igen, hvis han ikke bare lidt gerne ville? Se, det er en af grundene til, at jeg ikke forstår hvorfor mænds hjerner er skruet sammen.
Jeg har savnet ham lidt. Eller. Jeg har savnet tanken om ham, og hvor fantastisk alting lige pludselig blev på bare 2 dage. Det endte jo desværre med, at han ikke svarede mig. Da jeg så skrev i går, virkede det som om, at han heller ikke rigtig vidste hvad der var gået galt, og til spørgsmålet: "Hvis du gerne også ville ses lidt igen, kunne vi måske finde ud af at skrive lidt igen?" svarede han: "Jeg synes da vi skal skrive noget mere sammen". Jeg interesserer ham jo ikke mere, så hvorfor prøver jeg overhovedet. Gårsdagens samtale døde efter en halv time, og nu her er vi nået til et punkt, hvor han ikke engang laver smiley'er, som han plejer. Hvorfor behøvede jeg også pine mig selv igen? Måske er det foråret som gør mig forelskelsessyg, eller også er det bare fordi, jeg savner en, som jeg kan holde af ubetinget.
Seneste besked: "Ja", uden noget andet. Men nu har jeg ham, så hvorfor ikke se, hvor langt jeg kan køre den, før han igen ignorerer mig. Nu har han jo til gengæld "givet mig lov" til at skrive ham, så det må da skulle udnyttes. Han bor alligevel et godt stykke væk, så jeg regner ikke med at rende ind i ham, hvis det går helt galt og jeg bliver for desperat.
Men ville han overhovedet skrive, at han gerne vil skrive lidt mere sammen igen, hvis han ikke bare lidt gerne ville? Se, det er en af grundene til, at jeg ikke forstår hvorfor mænds hjerner er skruet sammen.
2. marts 2014
26. februar 2014
Madblogs.
Hvorfor har jeg ikke tænkt på det før? Det kom sig af, at min mor havde fundet en opskrift på Loui & Bearnaisen, og da jeg generelt er glad for mad, både at spise og lave det, så begyndte jeg at læse flere og mange madblogs.
Det er sjovt at se udviklingen i opskrifter. Fra dengang hvor det blev mundtligt overleveret fra generation til generation til nu til dags, hvor kogebøger ikke er nok, næ, vi skal da have både madapps, madblogs og video-"tutorials". Og jeg er vild med det!
Jeg har altid haft en stor passion for mad og især opskrifter. I stedet for at læse fantasybøger, som alle de andre børn gjorde, så sad jeg derhjemme og læste i min mors kogebøger og tiggede og bad om at lave en ret, hvis der var en, som lød ekstra lækker. Det værste er, at sådan har jeg det stadig.
Hvis jeg ved, jeg skal lave mad på et tidspunkt, så kan jeg bruge timer med mine mange madapps på at finde den helt rigtige, som matcher familiens budget og smagssanser. Åh, hvor jeg dog elsker det. Og det bedste er ikke bare jagten, men også når man så endelige har fundet opskriftEN(!), og man skal til at lave den. Resultatet er altid besværet værd, og at se min families ansigter, når de sukker af mine kulinariske frembringelser.
Jeg må lyde fanatisk! Men hvad så?
Nu har jeg heldigvis fundet mig et par madblogs, som fokuserer på sund mad, så jeg kan med god samvittighed læse de sidste lektier færdig og gå i krig med at finde de næste par ugers hovedretter.
Velbekomme!
(Et eller andet sted gør jeg nok også det med at lave mad nu, for at forberede mig til den tid, hvor jeg er flyttet hjemmefra og selv skal klare det. Så er der trods alt lidt erfaring med på vejen. Men stadig - JEG ELSKER MAD!)
Det er sjovt at se udviklingen i opskrifter. Fra dengang hvor det blev mundtligt overleveret fra generation til generation til nu til dags, hvor kogebøger ikke er nok, næ, vi skal da have både madapps, madblogs og video-"tutorials". Og jeg er vild med det!
Jeg har altid haft en stor passion for mad og især opskrifter. I stedet for at læse fantasybøger, som alle de andre børn gjorde, så sad jeg derhjemme og læste i min mors kogebøger og tiggede og bad om at lave en ret, hvis der var en, som lød ekstra lækker. Det værste er, at sådan har jeg det stadig.
Hvis jeg ved, jeg skal lave mad på et tidspunkt, så kan jeg bruge timer med mine mange madapps på at finde den helt rigtige, som matcher familiens budget og smagssanser. Åh, hvor jeg dog elsker det. Og det bedste er ikke bare jagten, men også når man så endelige har fundet opskriftEN(!), og man skal til at lave den. Resultatet er altid besværet værd, og at se min families ansigter, når de sukker af mine kulinariske frembringelser.
Jeg må lyde fanatisk! Men hvad så?
Nu har jeg heldigvis fundet mig et par madblogs, som fokuserer på sund mad, så jeg kan med god samvittighed læse de sidste lektier færdig og gå i krig med at finde de næste par ugers hovedretter.
Velbekomme!
(Et eller andet sted gør jeg nok også det med at lave mad nu, for at forberede mig til den tid, hvor jeg er flyttet hjemmefra og selv skal klare det. Så er der trods alt lidt erfaring med på vejen. Men stadig - JEG ELSKER MAD!)
25. februar 2014
Uddannelse.
Jeg synes sgu det er svært med det der med at vælge uddannelse. Ikke fordi jeg ikke ved hvad jeg vil, det har jeg skam fundet ud af nu, men bare generelt hele presset og idéen med det. Har for første gang gennemskuet at gymnasiet blot har været en mellemstation mellem barn og voksen, og i virkeligheden kunne den evige kamp om karakterer og at undgå stress have været lige meget, for der hvor jeg (ENDELIG) har fundet ud af,jeg skal hen, der er der ikke engang kvotesystem. Ved godt at jeg skal være stolt af at være kommet så langt og egentlig have klaret det meget flot. Mit gennemsnit ligger pt. på 9,1, og det er altså uden at jeg sådan rigtig har taget mig sammen i de enkelte fag. Men hvad fanden? Det er jo kun et tal. Et tal som vil følge mig resten af mine dage, men som aldrig helt alligevel har kunne definere mig, som den person jeg er. Det siger ikke noget om mine evner indenfor social kunnen og ambitiøse mål, for slet ikke at tale om min egentlig personlighed og udstråling. Har det ikke også noget at sige? Eller vil de i fremtiden hellere sidde og læse den halve side, hvorpå diverse chefer har pyntet på mine kompetencer indenfor ligegyldige deltidsjobs. Mød mig. Lær mig at kende. Oplev min personlighed, for det er der jeg skinner igennem. Ikke nødvendigvis indenfor vektorregning eller danskanalyse. Fuck det, der er fri adgang på min nuværende drømmeuddannelse.
Hvorfor skal der være så meget konkurrence? Jeg endte på et tidspunkt i en diskussion med en veninde, hvor hun blærede sig med at få højere karakterer end mig, kun fordi jeg grinte af noget, som for mig var almen viden, men som hun ikke vidste. Så sad jeg der, og skulle argumentere min egen sag, og jeg endte egentlig bare med at sige: "du skal bruge det, det skal jeg ikke." For det er fandme rigtigt nok! Det er ikke os alle sammen, som behøver eller kun er tilfredse med topkarakterer, men hvorfor skal vi så blive set ned på? Jeg er ikke engang typen, som er jaloux på 12-tals-eleverne, for jeg var selv en i folkeskolen, så jeg kender følelsen af, når noget lykkes til en topkarakter. Hvad er det for en måde at dømme andre på? Det værste var, at selvom det kunne rage mig et hvis sted, det hun havde sagt, så gjorde det alligevel ondt.
Jeg skal nyde de sidste måneder, jeg har tilbage af gymnasiet, det ved jeg godt. Jeg vil bare så meget hellere bare være færdig nu, hvor jeg ved, hvad der rent faktisk venter mig efter.
Hvorfor skal der være så meget konkurrence? Jeg endte på et tidspunkt i en diskussion med en veninde, hvor hun blærede sig med at få højere karakterer end mig, kun fordi jeg grinte af noget, som for mig var almen viden, men som hun ikke vidste. Så sad jeg der, og skulle argumentere min egen sag, og jeg endte egentlig bare med at sige: "du skal bruge det, det skal jeg ikke." For det er fandme rigtigt nok! Det er ikke os alle sammen, som behøver eller kun er tilfredse med topkarakterer, men hvorfor skal vi så blive set ned på? Jeg er ikke engang typen, som er jaloux på 12-tals-eleverne, for jeg var selv en i folkeskolen, så jeg kender følelsen af, når noget lykkes til en topkarakter. Hvad er det for en måde at dømme andre på? Det værste var, at selvom det kunne rage mig et hvis sted, det hun havde sagt, så gjorde det alligevel ondt.
Jeg skal nyde de sidste måneder, jeg har tilbage af gymnasiet, det ved jeg godt. Jeg vil bare så meget hellere bare være færdig nu, hvor jeg ved, hvad der rent faktisk venter mig efter.
22. februar 2014
Ekskærester.
Hvad fanden sker der? Det er et år siden min ekskæreste og jeg gik fra hinanden, og jeg var kommet over det og jeg har været sammen med flere siden, men så alligevel når jeg er fuld og møder ham, slår det klik. Måske var det fordi der sad en tøs klistret op af ham hele aftenen og nærmest skubbede mig væk, hvis jeg prøvede at snakke med ham. Eller måske er det fordi jeg ikke har nogen lige nu og alle minderne lige pludselig stod der foran mig. Vi fungerer jo godt sammen og kan godt snakke sammen osv., da det jo egentlig endte rimelig cool. Men så skal jeg lige bruge en hel aften på at pine mig selv ved at "holde øje med ham".
Hvorfor skal det gøre så ondt nu? Jeg er jo ovre det? Skal man bare konsekvent lige have et stik i hjertet hver gang, man ser en, man har holdt meget af? For så er jeg da helt sikker på, jeg ikke gider finde nogen igen...
18. februar 2014
Fuck....
... er det meste sagte ord i den biografaktuelle film "the Wolf of Wall Street". Den var godt nok lang. Og hold kæft, hvor er det unfair at man skal sidde og se en masse lækre sexscener, når man selv ikke får noget...
Okay, det passer ikke. Min kollega og jeg var sammen igen i torsdags efter et par hyggelige fyraftensbajere udviklede sig til en god druktur og fejring af "lille fredag". Vi havde jo ellers aftalt, at det nok var bedst, vi stoppede, men en måned og 3 Jägerbombs senere, så er det jo glemt. Og det var desværre ret rart at være tilbage i fortvivlelsen omkring, hvad fanden det er, vi går og laver. Det fede var dog, at da vi efterfølgende var på arbejde sammen, så var det faktisk muligt for os at fjolle og nærmest flirte igen. Rart. Desværre?
9. februar 2014
Narcissisme.
Har lige skrevet om det emne i engelsk og kan selvfølgelig ikke undgå at føle mig ramt, når jeg støder ind i sætningen: "Apparently, of the 120.000 new blogs createdevery day, 50 per cent focus on exactly the same subject: the blogger him og herself."
Tjoo... Jeg ved godt det er narcissistisk, og der er slet ikke tvivl om, at jeg er det mest narcissistiske menneske jeg kender, men er det virkelig så slemt? Får vi ikke hele tiden at vide, at vi skal elske os selv, før andre kan elske os? Men kan man nu også elske sig selv for meget?
I virkeligheden elsker jeg jo heller ikke alt ved mig selv. Jeg ender jo aldrig som en af dem, fra "For lækker til love", som selvsikkert kan sidde og påstå, at de kan vælge hvem som helst fra, hvis de ikke lever op til deres standard. Men et eller andet sted, ville det så ikke være lidt fedt at kunne? Ikke sidde og have det dårligt over, at veninden har flere "likes" på sit profilbillede end en selv, fordi man bare vidste og troede fast på, at man jo var bedre og smukkere end andre? I know, den narcissistiske tankegang har taget lidt overhånd, men det er virkelig svært at sige, uden at man bliver stemplet som en egocentrisk kælling.
Jeg tror bare, jeg vil være bedre til at anerkende mig selv, og så gør det på det forkerte grundlag, og prøver at overbevise mig om, at hvis jeg køber de dyre par sko og den dyre jakke, frem for det, der bare ligner lidt, så opnår jeg en eller anden form for prestige. Men det gør jeg jo ikke. Jeg er jo stadig mig. Så hvorfor ikke bare prøve at lære at elske mig?
..... fordi jeg ikke ved hvem jeg er endnu.
Tjoo... Jeg ved godt det er narcissistisk, og der er slet ikke tvivl om, at jeg er det mest narcissistiske menneske jeg kender, men er det virkelig så slemt? Får vi ikke hele tiden at vide, at vi skal elske os selv, før andre kan elske os? Men kan man nu også elske sig selv for meget?
I virkeligheden elsker jeg jo heller ikke alt ved mig selv. Jeg ender jo aldrig som en af dem, fra "For lækker til love", som selvsikkert kan sidde og påstå, at de kan vælge hvem som helst fra, hvis de ikke lever op til deres standard. Men et eller andet sted, ville det så ikke være lidt fedt at kunne? Ikke sidde og have det dårligt over, at veninden har flere "likes" på sit profilbillede end en selv, fordi man bare vidste og troede fast på, at man jo var bedre og smukkere end andre? I know, den narcissistiske tankegang har taget lidt overhånd, men det er virkelig svært at sige, uden at man bliver stemplet som en egocentrisk kælling.
Jeg tror bare, jeg vil være bedre til at anerkende mig selv, og så gør det på det forkerte grundlag, og prøver at overbevise mig om, at hvis jeg køber de dyre par sko og den dyre jakke, frem for det, der bare ligner lidt, så opnår jeg en eller anden form for prestige. Men det gør jeg jo ikke. Jeg er jo stadig mig. Så hvorfor ikke bare prøve at lære at elske mig?
..... fordi jeg ikke ved hvem jeg er endnu.
2. februar 2014
Note til mig selv:
Jeg skal lade være med at have så meget selvtillid, når det kommer til fag, som jeg var god til i folkeskolen. DET ER MEGET SVÆRERE PÅ GYMNASIE-NIVEAU, FAT DET NU! Det var en dum idé først at starte på danskafleveringen til i morgen for en time siden!
Hypochondriac.
Jeg lider af dovenskab, dysfunktionelt selvhad, trøstespisning, trøstesultning, shopaholisme, forelskelsessorger (over alle drenge jeg overhovedet har kysset), mild vinterdepression og kaffeafhængighed. Og alligevel kan jeg sidde og lade som om, jeg har det godt og alt er okay. Fedt. Det der med at lyve for mig selv giver nok bagslag i sidste ende....
1. februar 2014
19. januar 2014
18. januar 2014
Everything sucks....
Hvorfor bliver tilværelsen bare værre og værre for mig som tiden skrider frem. Jeg har haft en lorteuge generelt.
Min fars kusine tabte kampen til kræften i lørdags, så vi var til begravelse i dag for at sige farvel, og er du gal det var svært. Hendes yngste søn på 15 år og hendes far holdt tale til begravelsen, og jeg tror først jeg havde tørre øjne igen, da vi havde forladt kirkegården. Puha. Andet familiemedlem på 7 måneder, der er gået bort. Det er altså ikke fair. Og slet ikke, at det skal være pga. så uretfærdig en sygdom som kræft.
Når nu vi er ved emnet, så fandt jeg også ud af i går, at en af mine kollegaer, som har været langtidssyg, skal til at starte i kemo nu. Lortesygdom, altså! Man burde kraftedeme droppe alt om selviske musikkarrieredrømme og bruge sin hjerne til at finde en kur mod kræft. Det må da være meningen med livet. At hjælpe andre.
Samtidig har jeg været ekstremt syg i en uge nu, hvor jeg ellers kun plejer at være syg i maks. 3 dage. Jeg føler slet ikke jeg kan blive mere rask nu, og jeg sidder med den ondeste smerte i min hals og en halvsnottet næse, og kan derfor ikke engang komme op og træne, så noget i det mindste kunne hjælpe mit humør i den rigtige retning.
Grunden til min sygdom, har nok også noget at gøre med det faktum, at jeg valgte at tage i byen i lørdags med kjole og strømpebukser og kun en jakke udover det. Jeg beder måske selv om det. Jeg havde ellers en rigtig hyggelig aften med veninderne og vi var blevet godt berusede, da min kollega-flirt vælger at skrive til mig, og høre om jeg er i byen, hvorefter han dukker op. Det gik meget som det plejede, og vi nåede hurtigt til det punkt, hvor vi diskuterede hvem af os, vi skulle tage hjem til. MEN, så var det vi valgte at slå et smut forbi en McD, og der gik det galt. Vi begyndte at snakke sammen. Han begyndte at blive deprimeret over sin ekskæreste, og så fik han det dårligt over, at han følte han misbrugte mig bare fordi han skulle bruge et rebound, så han mente ikke, at vi burde forsætte det. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg endte med bare at være stille og så tage alene hjem. Derefter blev jeg sur på ham og skrev en dum SMS om, at han ikke skulle spilde min tid, hvis han ikke ville mig alligevel. Det er stadig uden følelser, og netop derfor forstår jeg ikke, hvorfor han ikke bare kan være ligeglad. Men det er vel fair nok, for jeg har også selv lidt tænkt, at vi burde stoppe det, og var netop selv i byen, for at prøve at finde en ny gut at kaste mig over, men så skrev han. HAN skrev. Hvorfor dropper han mig så bagefter? Det er nok det, jeg er mest sur over, fordi jeg forlod mine veninder til fordel for ham, fordi jeg troede, at jeg ville "get lucky". Men nej. Han skulle heldigvis ikke på arbejde de følgende 14 dage, så da jeg kom på arbejde mandag, var der ikke noget, der var akavet eller noget.
Jeg forstår ham bare ikke, men jeg har også godt indset, at jeg nok bør kommer lidt videre, fordi han lidt har holdt mig tilbage fra at ville score andre, fordi jeg bare har vidst, at hvis jeg skulle bruge noget, så var han der. Jeg havde måske egentlig brug for det.
Generelt bare en lorteuge: Ikke mere uforpligtende sex, ikke flere penge på kontoen, begravelse med en nær slægtning, en slem forkølelse og så valgte min matematiklærer også lige at annoncere, at hun er gravid, så vi får ny lærer lige inden eksaminerne. Tak, 2014. Du tegner ikke ligefrem til at blive et godt år.
Min fars kusine tabte kampen til kræften i lørdags, så vi var til begravelse i dag for at sige farvel, og er du gal det var svært. Hendes yngste søn på 15 år og hendes far holdt tale til begravelsen, og jeg tror først jeg havde tørre øjne igen, da vi havde forladt kirkegården. Puha. Andet familiemedlem på 7 måneder, der er gået bort. Det er altså ikke fair. Og slet ikke, at det skal være pga. så uretfærdig en sygdom som kræft.
Når nu vi er ved emnet, så fandt jeg også ud af i går, at en af mine kollegaer, som har været langtidssyg, skal til at starte i kemo nu. Lortesygdom, altså! Man burde kraftedeme droppe alt om selviske musikkarrieredrømme og bruge sin hjerne til at finde en kur mod kræft. Det må da være meningen med livet. At hjælpe andre.
Samtidig har jeg været ekstremt syg i en uge nu, hvor jeg ellers kun plejer at være syg i maks. 3 dage. Jeg føler slet ikke jeg kan blive mere rask nu, og jeg sidder med den ondeste smerte i min hals og en halvsnottet næse, og kan derfor ikke engang komme op og træne, så noget i det mindste kunne hjælpe mit humør i den rigtige retning.
Grunden til min sygdom, har nok også noget at gøre med det faktum, at jeg valgte at tage i byen i lørdags med kjole og strømpebukser og kun en jakke udover det. Jeg beder måske selv om det. Jeg havde ellers en rigtig hyggelig aften med veninderne og vi var blevet godt berusede, da min kollega-flirt vælger at skrive til mig, og høre om jeg er i byen, hvorefter han dukker op. Det gik meget som det plejede, og vi nåede hurtigt til det punkt, hvor vi diskuterede hvem af os, vi skulle tage hjem til. MEN, så var det vi valgte at slå et smut forbi en McD, og der gik det galt. Vi begyndte at snakke sammen. Han begyndte at blive deprimeret over sin ekskæreste, og så fik han det dårligt over, at han følte han misbrugte mig bare fordi han skulle bruge et rebound, så han mente ikke, at vi burde forsætte det. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg endte med bare at være stille og så tage alene hjem. Derefter blev jeg sur på ham og skrev en dum SMS om, at han ikke skulle spilde min tid, hvis han ikke ville mig alligevel. Det er stadig uden følelser, og netop derfor forstår jeg ikke, hvorfor han ikke bare kan være ligeglad. Men det er vel fair nok, for jeg har også selv lidt tænkt, at vi burde stoppe det, og var netop selv i byen, for at prøve at finde en ny gut at kaste mig over, men så skrev han. HAN skrev. Hvorfor dropper han mig så bagefter? Det er nok det, jeg er mest sur over, fordi jeg forlod mine veninder til fordel for ham, fordi jeg troede, at jeg ville "get lucky". Men nej. Han skulle heldigvis ikke på arbejde de følgende 14 dage, så da jeg kom på arbejde mandag, var der ikke noget, der var akavet eller noget.
Jeg forstår ham bare ikke, men jeg har også godt indset, at jeg nok bør kommer lidt videre, fordi han lidt har holdt mig tilbage fra at ville score andre, fordi jeg bare har vidst, at hvis jeg skulle bruge noget, så var han der. Jeg havde måske egentlig brug for det.
Generelt bare en lorteuge: Ikke mere uforpligtende sex, ikke flere penge på kontoen, begravelse med en nær slægtning, en slem forkølelse og så valgte min matematiklærer også lige at annoncere, at hun er gravid, så vi får ny lærer lige inden eksaminerne. Tak, 2014. Du tegner ikke ligefrem til at blive et godt år.
16. januar 2014
Pizza...
Har lige brugt alt for lang tid på at vælge den helt rigtige pizza, fordi der var tilbud på Dominos. I forvejen har jeg alt for få penge tilbage til resten af måneden. Jeg burde nok afmelde mig deres nyhedsbrev...
13. januar 2014
Jeg render rastløst rundt og tankerne flyver rundt om løst og fast. Jeg græder ikke, men jeg føler alligevel at alle kan se, at jeg er ked af det. Men af hvad? Jeg gider ikke tænke på hvad, for tænk hvis det rent faktisk ER noget, som gør mig virkelig ked af at tænke på. Så hellere lade være og drukne sorgerne i ligegyldige hverdagsbedrifter. Fuck altså. Giv mig noget sommer. Nu, tak.
11. januar 2014
7. januar 2014
Jeg har ikke lyst til at gå i skole mere.
Jeg vil have min hue, begynde at tjene mine egne penge, så jeg kan leve mit eget liv i min egen lejlighed, mens jeg arbejder mig frem til det, som jeg vil lave resten af mit liv. Jeg keder mig for meget lige nu. Og hvad fanden skal oldtidskundskab gøre godt for?
5. januar 2014
4. januar 2014
Everything is just fine.
Puh, det er et stykke tid siden, jeg har opdateret bloggen, så det bliver nok et lidt rodet indlæg.
Det er egentlig heller ikke fordi, jeg har haft det store behov for at komme ud med noget på det sidste, for alt er nogenlunde som det plejer.
Galla gik godt. Jeg fik sat mit hår af min frisør, og for en gangs skyld var jeg tilfreds, da jeg forlod sallonen, og så var det hjem og skynde sig videre til en fest, som sluttede alt for tidligt, fordi jeg først var blevet færdig med min SRP kl. 2 natten inden. Men jeg overvandt SRP'en, på trods af, at jeg var oppe og få hjælp af min vejleder de sidste to dage, fordi jeg ikke kunne tænke logisk til sidst, og samtidig havde jeg et enormt søvnunderskud. Men afleveret blev den, og nu føles gymnasiet ligegyldigt. Som om jeg mentalt er færdig, og dog er der lige et halvt år endnu. Håber jeg kan klare det, og ikke bare sløser for meget, så de 3 år er spildt, fordi jeg så alligevel ikke fik et nogenlunde gennemsnit til mine videregående uddannelser. Hvis jeg da skal have sådan en.
Juleaften var med blandede følelser. Startede dagen ud med 1½ times styrketræning, hvilket gav mig lidt ekstra overskud, men da vi så var oppe og besøge min mosters gravsted, gik det ned af bakke. Jeg stortudede. Hold kæft jeg savner hende. Hun var der altid i julen og hun elskede det. Og jeg elskede at hun var der. Mere end jeg selv lagde mærke til. Juleaften var så bare med mine forældre og min lillebror. Det var hyggeligt, men vi følte alle sammen et savn, men vi sad bare og sagde ingenting og lod som om, at det var okay.
Senere på aftenen, da stemningen alligevel var ret flad, tog jeg i byen for at fejre det sidste af min juleaften med mine gode venner. Og hvem møder jeg selvfølgelig i byen? Min kollega-flirt. Jeg siger bare hurtigt hej, og snakker en smule med ham inden jeg forsvinder ind i mængden igen. Men han ringer. Og spørger om jeg ikke tager med ham hjem og sover. Situationen er da således, at jeg har lovet en veninde, at hun må sove hos mig og samtidig er det den forkerte tid af måneden, så jeg må afvise ham modvilligt. Han siger ikke meget mere og lægger på. Jeg gider ikke tage mig af det, og da det går fint de efterfølgende dage på arbejdet, beslutter jeg mig for, at det nok også var det bedste lige der. Jeg vil heller ikke bare være en nikkedukke, som ikke kan sige nej til ham.
Så blev det nytårsaften, og den blev fejret med tøserne efterfulgt af en vild bytur. Gutterne i byen var i højt humør, så man stod ikke på noget tidspunkt og var tørstig, for så sørgede de for en. Det var lige sådan min aften skulle være. Udover mine voldsomme mængder af alkohol og min pailletkjole føltes det ikke som en nytårsaften, men sjovt var det da.
Min veninde fik til gengæld sat mig i gang med et par sms'er til forskellige fyre, og om ikke de kom i byen. Deriblandt min kollega. Som svarede hurtigt og flirtende hver gang. Men han kunne ikke komme i byen, fordi alle taxaer var optagede. Det skulle dog ikke stoppe mig i min meget store brandert, så jeg får arrangeret et lift med en sød fremmed pige, hvis kæreste kom og hentede hende og tilfældigvis skulle i samme retning. altså ud mod ham.
Han går mig i møde, da jeg er blevet sat af og vi går sammen hjem til ham. Vi kysser ikke. Vi holder ikke i hånden. Vi snakker bare om vores aften og griner lidt af den. Jeg er selvfølgelig i mit es efter en masse Vodka/Juice, så jeg snakker og snakker, selv da vi er kommet indenfor. Han stoppe min talestrøm med et kys og derefter går det jo sin gang, som det plejer. Det er så nemt med ham og det kommer så naturligt, som om vi bare passer sammen, når det kommer til det. Bagefter ligger vi bare i hans seng og ser "How I Met Your Mother" inden vi går omkuld. Jeg når lige at mærke, at han lægger sin arm om mig, før jeg falder i søvn. Morgenen efter sover vi bare længe og efter lidt akavet stemning med at komme forbi hans forældre og ud af døren, er jeg ude af døren. Veltilfredsstillet og dog tømmermændsramt. Men for en gangs skyld ville jeg ikke vide hvor vi står, men kunne bare nyde hvad der var sket, og være glad for at der ikke var mere i det. Der er en skøn og flot fyr, som jeg får lov at hygge mig med, men jeg behøver ikke være jaloux eller kærestesur på noget tidspunkt, fordi vi ikke har noget seriøst. Og det er jeg faktisk helt okay med.
Det er egentlig heller ikke fordi, jeg har haft det store behov for at komme ud med noget på det sidste, for alt er nogenlunde som det plejer.
Galla gik godt. Jeg fik sat mit hår af min frisør, og for en gangs skyld var jeg tilfreds, da jeg forlod sallonen, og så var det hjem og skynde sig videre til en fest, som sluttede alt for tidligt, fordi jeg først var blevet færdig med min SRP kl. 2 natten inden. Men jeg overvandt SRP'en, på trods af, at jeg var oppe og få hjælp af min vejleder de sidste to dage, fordi jeg ikke kunne tænke logisk til sidst, og samtidig havde jeg et enormt søvnunderskud. Men afleveret blev den, og nu føles gymnasiet ligegyldigt. Som om jeg mentalt er færdig, og dog er der lige et halvt år endnu. Håber jeg kan klare det, og ikke bare sløser for meget, så de 3 år er spildt, fordi jeg så alligevel ikke fik et nogenlunde gennemsnit til mine videregående uddannelser. Hvis jeg da skal have sådan en.
Juleaften var med blandede følelser. Startede dagen ud med 1½ times styrketræning, hvilket gav mig lidt ekstra overskud, men da vi så var oppe og besøge min mosters gravsted, gik det ned af bakke. Jeg stortudede. Hold kæft jeg savner hende. Hun var der altid i julen og hun elskede det. Og jeg elskede at hun var der. Mere end jeg selv lagde mærke til. Juleaften var så bare med mine forældre og min lillebror. Det var hyggeligt, men vi følte alle sammen et savn, men vi sad bare og sagde ingenting og lod som om, at det var okay.
Senere på aftenen, da stemningen alligevel var ret flad, tog jeg i byen for at fejre det sidste af min juleaften med mine gode venner. Og hvem møder jeg selvfølgelig i byen? Min kollega-flirt. Jeg siger bare hurtigt hej, og snakker en smule med ham inden jeg forsvinder ind i mængden igen. Men han ringer. Og spørger om jeg ikke tager med ham hjem og sover. Situationen er da således, at jeg har lovet en veninde, at hun må sove hos mig og samtidig er det den forkerte tid af måneden, så jeg må afvise ham modvilligt. Han siger ikke meget mere og lægger på. Jeg gider ikke tage mig af det, og da det går fint de efterfølgende dage på arbejdet, beslutter jeg mig for, at det nok også var det bedste lige der. Jeg vil heller ikke bare være en nikkedukke, som ikke kan sige nej til ham.
Så blev det nytårsaften, og den blev fejret med tøserne efterfulgt af en vild bytur. Gutterne i byen var i højt humør, så man stod ikke på noget tidspunkt og var tørstig, for så sørgede de for en. Det var lige sådan min aften skulle være. Udover mine voldsomme mængder af alkohol og min pailletkjole føltes det ikke som en nytårsaften, men sjovt var det da.
Min veninde fik til gengæld sat mig i gang med et par sms'er til forskellige fyre, og om ikke de kom i byen. Deriblandt min kollega. Som svarede hurtigt og flirtende hver gang. Men han kunne ikke komme i byen, fordi alle taxaer var optagede. Det skulle dog ikke stoppe mig i min meget store brandert, så jeg får arrangeret et lift med en sød fremmed pige, hvis kæreste kom og hentede hende og tilfældigvis skulle i samme retning. altså ud mod ham.
Han går mig i møde, da jeg er blevet sat af og vi går sammen hjem til ham. Vi kysser ikke. Vi holder ikke i hånden. Vi snakker bare om vores aften og griner lidt af den. Jeg er selvfølgelig i mit es efter en masse Vodka/Juice, så jeg snakker og snakker, selv da vi er kommet indenfor. Han stoppe min talestrøm med et kys og derefter går det jo sin gang, som det plejer. Det er så nemt med ham og det kommer så naturligt, som om vi bare passer sammen, når det kommer til det. Bagefter ligger vi bare i hans seng og ser "How I Met Your Mother" inden vi går omkuld. Jeg når lige at mærke, at han lægger sin arm om mig, før jeg falder i søvn. Morgenen efter sover vi bare længe og efter lidt akavet stemning med at komme forbi hans forældre og ud af døren, er jeg ude af døren. Veltilfredsstillet og dog tømmermændsramt. Men for en gangs skyld ville jeg ikke vide hvor vi står, men kunne bare nyde hvad der var sket, og være glad for at der ikke var mere i det. Der er en skøn og flot fyr, som jeg får lov at hygge mig med, men jeg behøver ikke være jaloux eller kærestesur på noget tidspunkt, fordi vi ikke har noget seriøst. Og det er jeg faktisk helt okay med.
Abonner på:
Opslag (Atom)