Jeg tror jeg har det godt lige nu.... ja, det synes jeg....

Funny thing about looks...

Det er sgu sjovt. Når jeg sidder og kigger gamle billeder igennem på Facebook, så kan man godt se en udvikling det sidste års tid. Ikke at jeg overhovedet har ændret udseende udover mit hår er blevet længere, men det er som om, at jeg var kønnere for et år siden. Og så kom jeg i tanke om, at jeg jo også var en del gladere og friskere dér. Måske hænger det virkelig sammen: jo bedre du har det med dig selv, jo mere stråler det igennem i dit ydre. Jeg ville ønske jeg kunne gå tilbage. Jeg ville ikke være foruden de oplevelser jeg har haft nu, men ting gik lettere dér. Måske er det bare gymnasieræset og stressen, der har suget alt til sig, men det er da underligt? Hvordan kan noget som mit udseende ændres  på baggrund af mit generelle humør og indstilling? Gid jeg var lige så glad og kønnere som dengang...

Mænd...

.. hvad skal man bruge dem til? Vi kvinder kan jo alligevel snart klare os fint uden. Måske endda bedre. Hvorfor skal det være så kompliceret for dem, at forstå os? Hvorfor kan de ikke fatte den hentydning for 117. gang, og hvorfor er de så fantastiske samtidigt? Og hvad er hele idéen med, at man skal prøve flere af. Jeg har "prøvet" et par stykker, og jeg synes altså ikke der er meget forskel i sidste ende.
Gider jeg egentlig overhovedet uddybe emnet mere? Det er efterhånden godt voldtaget anyway... men kunne der ikke bare for en gangs skyld ske et eller andet, som rent faktisk gav en følelsen af, at det, man var i gang med, var det værd?

Confusion.

Det er sgu rart med vinterferie. Jeg har da også både fået en masse tøj og afslapning ud af det...

Har ikke rigtig været så social. Har egentlig ikke haft lyst, hvilket overhovedet ikke ligner mig. Jeg var dog sammen med en fyr igår. En ven, tror jeg. Jeg kan aldrig rigtig finde ud af det. Han er rigtig sød, og jeg tror godt jeg kan lide illusionen af, at kunne lide ham og at være helt ovre min eks, men jeg kan alligevel mærke at jeg ikke helt er der. Jeg er også bange for at få følelser for nogen igen. Det tager så meget tid, og man ender alligevel altid med at være ked af det, so what's the rush? Men han ER rigtig sød, og vi hyggede os. Det virker bare altid som om, at når jeg vil mere, så står han af og omvendt, og i går var det omvendt - og jeg stod af. Lidt flirten var fint, men når det kom for tæt på, trak jeg mig væk. Tøsepige, jeg er. Men sådan er det...
Jeg er bare forvirret. Jeg skal nok finde ud af det en dag, håber jeg...

Jeg har virkelig ikke lyst til at leve lige nu....

Hvis man nu går med selvmordstanker, men bare ikke helt tør udføre dem, er det så alligevel nok til at blive indlagt?

What if....

Hvad nu hvis jeg ikke vil gøre, som folk råder mig til?

Hvad nu hvis jeg vil leve i min egen imaginære verden, bygget på noget der var, men som jeg er udemærket klar over ikke vil ske?

Hvad nu hvis jeg var ligeglad?

Hvad nu hvis jeg kunne stå stærk en dag, og sige hvordan jeg havde det, og være okay med det, og ikke drukne mig i sorg over... ja, at være sorgfuld?

Hvad nu hvis jeg tror på det bedste, og jeg ikke vil lukke døren helt, fordi jeg er bange for, at sidde alene tilbage i mørket i det rum, jeg har lukket døren til?

Hvad nu hvis....

Being sick...

Jeg hader hader hader at være syg! Så sidder man der, og ved ikke om man dør, eller om det bare lige er kroppen, der overreagerer eller tager pis på en. Oveni det, så havde man da også meldt sig til et hold i fitness i mandags, som nu har sørget for, at jeg også har ondt i hele kroppen, når jeg bevæger mig. Så det der med at hoste igennem, ikke? Det kan man ikke.

Jeg klynker, I know, men helt ærligt? Er der noget værre end at føle sig magteløs og svag. Et pludseligt muskelsvigt under aftensmaden i går, forårsagede da også lige, at jeg måtte tørre bordet af, og derefter ligger 15 minutter i fosterstilling, fordi min krop ikke kunne klare det. Hvis det ikke er svagt, så ved jeg ikke hvad.

Ellers fordriver jeg tiden med at kigge på tøj, og indtil videre skal jeg kun af med 3.000, hvis jeg skal have alt det, jeg ønsker mig. Suk. Vintermånederne er bare ikke mig. De er alt for lange, alt for sygdomsfyldte, og alt for deprimerende. Jeg tror jeg vil gå i gang med min dansk kronik, så der i det mindste er en mindre deprimerende faktor i mit liv. Eller også kan det være, jeg går ind og lægger mig igen....

- Anna

Life or death.

Jeg kan ikke huske hvilken klog gut det var, som sagde det, men noget med, at man altid har et valg, og det er selvmord. Jeg ville aldrig gå så vidt, men hvordan sikrer man sig, aldrig at blive såret igen? Hvordan sikrer man sig, at man aldrig bliver forelsket igen? Skal man opfinde en lille rustning eller er skjold til sit hjerte, så kun de seje krigere kan komme ind til det, og dermed kun dem, som har fortjent det? Men er der virkelig nogen, der har fortjent det? Og hvad hvis heller bare vil give det væk til en, som slet ikke er værdig nok, men som man bare håber vil leve til at bevise det, så man ikke skal trættes af alle de mange kampe, for bare at føle noget?

Kan det virkelig passe, at kærlighed er liv eller død? Hvis man vil slippe for kærligheden og i stedet bare lære sig selv ordentlig at kende, så er den eneste vej selvmord? For det er det eneste, der lader til at passe i min verden.

Who do we really have to blame?

Jeg ved sgu ikke. Ved ikke rigtig hvad jeg laver. Ved ikke rigtig hvad jeg vil. Den ene dag er det hele på stand-by, men smilet op til ørene. Den anden kan smilet synes tabt for altid, og mens tanker og følelser har frit spil, sidder man bare der. Forvirret. Over hvad? Over hvem? Over sig selv?