You can't make everyone happy...

.... prøver jeg at sige til mig selv, mens jeg ligger her i min forvirrede selvmedlidenhed.

Uddannelse, materielle goder og dalende selvværd.

Hvem ved om jeg overhovedet er klar til at tage en videregående uddannelse? Er pt. splittet mellem mine to personligheder, som på den ene side, bare gerne vil i gang og blive færdig og succesrig med det samme, og på den anden side, hvor jeg bare har lyst til at feste, rejse og tage dumme beslutninger flere år frem. Kan man kombinere? Sikkert ikke. En ting er dog sikkert: der skal snart ske noget i mit liv.

Det er et stykke tid siden, jeg har blogget, men det er heller ikke fordi, der er sket det store. Pt. består mine følelsesmæssige opture i materielle goder, såsom By Malene Birger-hat, Adax-tasker, Marc Jacobs-skindjakke og Saint Laurent-clutch (hvoraf sidstnævnte køb hurtigt blev afbrudt af fornuften inden kortet blev kørt igennem). For satan, hvor er det svært at kontrollere sine penge, når man har så mange af dem - og her er det ikke for at lyde som et overklasseløg, men dem, der har prøvet det, vil forstå hvad jeg mener. Mindre kan også gøre det. For hvis man allerede har overført 50% til opsparingen, og resten alligevel skal bruges, hvorfor så ikke vælge at indkøbe lidt prestige til sit selvværd?

Der er faktisk sket én ting, men ikke noget, jeg er stolt af. Et øjebliks nostalgi i en penicillin-brændert, som førte en tømmermændshovedpine med sig, som stadig varer lidt endnu. Lang historie kort (selvom jeg er bedre til det modsatte): Mødte gammel kollega-flirt i byen. Han har fået kæreste, så jeg var selvfølgelig overbevist om, at vi nu fungerede som de bedsteste venner, og intet andet end det. Det var altså lige indtil, vi var de sidste tilbage på dansegulvet, som resulterede i en pludselig omgang på nærmeste toilet, hvoraf jeg desværre svagt husker detaljer, andet end det faktum, at jeg følte et savn. Dog lige indtil bagefter, hvor svinet var tilbage i ham, og jeg for 117. gang kunne stå og bande over mig selv og min egen ikke-eksisterende rygrad. Hvad havde jeg også regnet med?

Alle de komplimenter og snakken om, at der altid vil være en kemi (drivkraft, om man vil) mellem os, bragte mig straks i en drømmeverden omkring et Chuck og Blair-agtigt on/off-forhold, for så efterfølgende at finde ud af, at vi nok aldrig rigtig har kunne kalde os en kærlighedshistorie. Og fair nok. Et forhold med ham er udelukket på baggrund af alle hans sidespring (godt nok med mig, men "once a cheater, always a cheater", right?).

Så ja. Jeg er stadig alene. Eller single, som man siger, for at få det til at lyde bedre, men efterhånden er jeg stoppet med at lyve for mig selv. Jeg er alene, og det burde der ikke være noget galt i. Men sådan føles det. Fordi jeg længes efter den der person, som alle de andre er ved at fundet, og jeg sidder herhjemme på min fridag og overvejer, om jeg nogensinde finder en større kærlighed end den, jeg pt. har til mine Balenciaga-sko og sushi. For der skal virkelig meget til, for at overgå det.

Dem, der siger, at kærlighed ikke kan købes for penge, har højst sandsynligt ret. Men hvorfor er det så overhovedet vigtigt, at få sig den uddannelse, så man kan få sig et job og sikre sin fremtid? Er det kun mig, som nogle gange har svært ved at se forskellen på ydelse og nydelse?