Madblogs.

Hvorfor har jeg ikke tænkt på det før? Det kom sig af, at min mor havde fundet en opskrift på Loui & Bearnaisen, og da jeg generelt er glad for mad, både at spise og lave det, så begyndte jeg at læse flere og mange madblogs.

Det er sjovt at se udviklingen i opskrifter. Fra dengang hvor det blev mundtligt overleveret fra generation til generation til nu til dags, hvor kogebøger ikke er nok, næ, vi skal da have både madapps, madblogs og video-"tutorials". Og jeg er vild med det!

Jeg har altid haft en stor passion for mad og især opskrifter. I stedet for at læse fantasybøger, som alle de andre børn gjorde, så sad jeg derhjemme og læste i min mors kogebøger og tiggede og bad om at lave en ret, hvis der var en, som lød ekstra lækker. Det værste er, at sådan har jeg det stadig.
Hvis jeg ved, jeg skal lave mad på et tidspunkt, så kan jeg bruge timer med mine mange madapps på at finde den helt rigtige, som matcher familiens budget og smagssanser. Åh, hvor jeg dog elsker det. Og det bedste er ikke bare jagten, men også når man så endelige har fundet opskriftEN(!), og man skal til at lave den. Resultatet er altid besværet værd, og at se min families ansigter, når de sukker af mine kulinariske frembringelser.

Jeg må lyde fanatisk! Men hvad så?
Nu har jeg heldigvis fundet mig et par madblogs, som fokuserer på sund mad, så jeg kan med god samvittighed læse de sidste lektier færdig og gå i krig med at finde de næste par ugers hovedretter.

Velbekomme!

(Et eller andet sted gør jeg nok også det med at lave mad nu, for at forberede mig til den tid, hvor jeg er flyttet hjemmefra og selv skal klare det. Så er der trods alt lidt erfaring med på vejen. Men stadig - JEG ELSKER MAD!)

Uddannelse.

Jeg synes sgu det er svært med det der med at vælge uddannelse. Ikke fordi jeg ikke ved hvad jeg vil, det har jeg skam fundet ud af nu, men bare generelt hele presset og idéen med det. Har for første gang gennemskuet at gymnasiet blot har været en mellemstation mellem barn og voksen, og i virkeligheden kunne den evige kamp om karakterer og at undgå stress have været lige meget, for der hvor jeg (ENDELIG) har fundet ud af,jeg skal hen, der er der ikke engang kvotesystem. Ved godt at jeg skal være stolt af at være kommet så langt og egentlig have klaret det meget flot. Mit gennemsnit ligger pt. på 9,1, og det er altså uden at jeg sådan rigtig har taget mig sammen i de enkelte fag. Men hvad fanden? Det er jo kun et tal. Et tal som vil følge mig resten af mine dage, men som aldrig helt alligevel har kunne definere mig, som den person jeg er. Det siger ikke noget om mine evner indenfor social kunnen og ambitiøse mål, for slet ikke at tale om min egentlig personlighed og udstråling. Har det ikke også noget at sige? Eller vil de i fremtiden hellere sidde og læse den halve side, hvorpå diverse chefer har pyntet på mine kompetencer indenfor ligegyldige deltidsjobs. Mød mig. Lær mig at kende. Oplev min personlighed, for det er der jeg skinner igennem. Ikke nødvendigvis indenfor vektorregning eller danskanalyse. Fuck det, der er fri adgang på min nuværende drømmeuddannelse.

Hvorfor skal der være så meget konkurrence? Jeg endte på et tidspunkt i en diskussion med en veninde, hvor hun blærede sig med at få højere karakterer end mig, kun fordi jeg grinte af noget, som for mig var almen viden, men som hun ikke vidste. Så sad jeg der, og skulle argumentere min egen sag, og jeg endte egentlig bare med at sige: "du skal bruge det, det skal jeg ikke." For det er fandme rigtigt nok! Det er ikke os alle sammen, som behøver eller kun er tilfredse med topkarakterer, men hvorfor skal vi så blive set ned på? Jeg er ikke engang typen, som er jaloux på 12-tals-eleverne, for jeg var selv en i folkeskolen, så jeg kender følelsen af, når noget lykkes til en topkarakter. Hvad er det for en måde at dømme andre på? Det værste var, at selvom det kunne rage mig et hvis sted, det hun havde sagt, så gjorde det alligevel ondt.

Jeg skal nyde de sidste måneder, jeg har tilbage af gymnasiet, det ved jeg godt. Jeg vil bare så meget hellere bare være færdig nu, hvor jeg ved, hvad der rent faktisk venter mig efter.

Ekskærester.

Hvad fanden sker der? Det er et år siden min ekskæreste og jeg gik fra hinanden, og jeg var kommet over det og jeg har været sammen med flere siden, men så alligevel når jeg er fuld og møder ham, slår det klik. Måske var det fordi der sad en tøs klistret op af ham hele aftenen og nærmest skubbede mig væk, hvis jeg prøvede at snakke med ham. Eller måske er det fordi jeg ikke har nogen lige nu og alle minderne lige pludselig stod der foran mig. Vi fungerer jo godt sammen og kan godt snakke sammen osv., da det jo egentlig endte rimelig cool. Men så skal jeg lige bruge en hel aften på at pine mig selv ved at "holde øje med ham".

Hvorfor skal det gøre så ondt nu? Jeg er jo ovre det? Skal man bare konsekvent lige have et stik i hjertet hver gang, man ser en, man har holdt meget af? For så er jeg da helt sikker på, jeg ikke gider finde nogen igen...

Fuck....

... er det meste sagte ord i den biografaktuelle film "the Wolf of Wall Street". Den var godt nok lang. Og hold kæft, hvor er det unfair at man skal sidde og se en masse lækre sexscener, når man selv ikke får noget...

Okay, det passer ikke. Min kollega og jeg var sammen igen i torsdags efter et par hyggelige fyraftensbajere udviklede sig til en god druktur og fejring af "lille fredag". Vi havde jo ellers aftalt, at det nok var bedst, vi stoppede, men en måned og 3 Jägerbombs senere, så er det jo glemt. Og det var desværre ret rart at være tilbage i fortvivlelsen omkring, hvad fanden det er, vi går og laver. Det fede var dog, at da vi efterfølgende var på arbejde sammen, så var det faktisk muligt for os at fjolle og nærmest flirte igen. Rart. Desværre?

Narcissisme.

Har lige skrevet om det emne i engelsk og kan selvfølgelig ikke undgå at føle mig ramt, når jeg støder ind i sætningen: "Apparently, of the 120.000 new blogs createdevery day, 50 per cent focus on exactly the same subject: the blogger him og herself."
Tjoo... Jeg ved godt det er narcissistisk, og der er slet ikke tvivl om, at jeg er det mest narcissistiske menneske jeg kender, men er det virkelig så slemt? Får vi ikke hele tiden at vide, at vi skal elske os selv, før andre kan elske os? Men kan man nu også elske sig selv for meget?

I virkeligheden elsker jeg jo heller ikke alt ved mig selv. Jeg ender jo aldrig som en af dem, fra "For lækker til love", som selvsikkert kan sidde og påstå, at de kan vælge hvem som helst fra, hvis de ikke lever op til deres standard. Men et eller andet sted, ville det så ikke være lidt fedt at kunne? Ikke sidde og have det dårligt over, at veninden har flere "likes" på sit profilbillede end en selv, fordi man bare vidste og troede fast på, at man jo var bedre og smukkere end andre? I know, den narcissistiske tankegang har taget lidt overhånd, men det er virkelig svært at sige, uden at man bliver stemplet som en egocentrisk kælling.

Jeg tror bare, jeg vil være bedre til at anerkende mig selv, og så gør det på det forkerte grundlag, og prøver at overbevise mig om, at hvis jeg køber de dyre par sko og den dyre jakke, frem for det, der bare ligner lidt, så opnår jeg en eller anden form for prestige. Men det gør jeg jo ikke. Jeg er jo stadig mig. Så hvorfor ikke bare prøve at lære at elske mig?
..... fordi jeg ikke ved hvem jeg er endnu.

Note til mig selv:

Jeg skal lade være med at have så meget selvtillid, når det kommer til fag, som jeg var god til i folkeskolen. DET ER MEGET SVÆRERE PÅ GYMNASIE-NIVEAU, FAT DET NU! Det var en dum idé først at starte på danskafleveringen til i morgen for en time siden!

Hypochondriac.

Jeg lider af dovenskab, dysfunktionelt selvhad, trøstespisning, trøstesultning, shopaholisme, forelskelsessorger (over alle drenge jeg overhovedet har kysset), mild vinterdepression og kaffeafhængighed. Og alligevel kan jeg sidde og lade som om, jeg har det godt og alt er okay. Fedt. Det der med at lyve for mig selv giver nok bagslag i sidste ende....

Hæ. Hæ. Jeg er begyndt at instagramme.

Hæ. Jeg kan ikke finde ud af det.

Følg mig da: annasophieln