Narcissisme.

Har lige skrevet om det emne i engelsk og kan selvfølgelig ikke undgå at føle mig ramt, når jeg støder ind i sætningen: "Apparently, of the 120.000 new blogs createdevery day, 50 per cent focus on exactly the same subject: the blogger him og herself."
Tjoo... Jeg ved godt det er narcissistisk, og der er slet ikke tvivl om, at jeg er det mest narcissistiske menneske jeg kender, men er det virkelig så slemt? Får vi ikke hele tiden at vide, at vi skal elske os selv, før andre kan elske os? Men kan man nu også elske sig selv for meget?

I virkeligheden elsker jeg jo heller ikke alt ved mig selv. Jeg ender jo aldrig som en af dem, fra "For lækker til love", som selvsikkert kan sidde og påstå, at de kan vælge hvem som helst fra, hvis de ikke lever op til deres standard. Men et eller andet sted, ville det så ikke være lidt fedt at kunne? Ikke sidde og have det dårligt over, at veninden har flere "likes" på sit profilbillede end en selv, fordi man bare vidste og troede fast på, at man jo var bedre og smukkere end andre? I know, den narcissistiske tankegang har taget lidt overhånd, men det er virkelig svært at sige, uden at man bliver stemplet som en egocentrisk kælling.

Jeg tror bare, jeg vil være bedre til at anerkende mig selv, og så gør det på det forkerte grundlag, og prøver at overbevise mig om, at hvis jeg køber de dyre par sko og den dyre jakke, frem for det, der bare ligner lidt, så opnår jeg en eller anden form for prestige. Men det gør jeg jo ikke. Jeg er jo stadig mig. Så hvorfor ikke bare prøve at lære at elske mig?
..... fordi jeg ikke ved hvem jeg er endnu.