Jeg er færdig. Helt færdig med mad for i år. Har nu stoppe det ned de sidste par dage, og bukserne er ikke ligefrem blevet løsere. Nøj, hvor har jeg spist alt for meget mad, og til hvilken nytte? Ingen, for jeg skal alligevel ud og af med det hele efter nytår, så jeg måske i det mindste kan få lidt af selvværdet tilbage efter en hård og deprimerende december-måned.
Så sidder jeg der til den årlige familiejulefrokost. Single igen. Sjovt nok lige det år, hvor alle, der ellers plejer at være singler, får enten kæreste på eller er blevet gravide (kun min kusine er dog blevet det), og så kan jeg rigtig sidde der og føle mig udenfor. De kan jo selvfølgelig ikke gøre for det, og det er da fantastisk, at min fars kusine, som ellers har været single i det meste af den tid jeg har kendt hende, endelig har fået en kæreste og endda skal flytte sammen med ham. Det giver måske en smule håb til os andre.
Det er egentlig heller ikke fordi jeg ikke kan score. Jeg tror næsten allerede jeg har tre sikre nytårsscoringer ved hånden, men det er jo kun fordi jeg ikke er ovre min eks endnu, at det ikke tiltaler mig. To af de tre er endda tidligere crush, så er det ikke bare typisk? Dengang man var frisk var de ikke, og selvom man nu er single og de er klar, så er man alligevel ikke helt så frisk. Det er også bare svært at skulle nøjes med noget, som i ens hoved er næstbedst, fordi min eks virkede som en, jeg kunne have brugt så meget længere tid af mit liv på. Men på den anden side, så havde det jo så været sværere at skulle sige farvel. Juhu, hvor er jeg heldig for det *lettere ironisk tone tilføjes her*...
Jeg klager konstant over noget her i tilværelsen for tiden. Jeg er evigt træt og har konstant ondt i ryggen eller hovedet. Jeg burde motionere både for sundheden og humørets skyld, men får aldrig taget mig sammen. Jeg er blevet svag. Jeg håber dog stadig at det gavekort til fitnesscenteret, som jeg fik i julegave, kan opmuntre mig lidt til at komme i gang. Mest for humøret, for nu synes jeg den vinterdepression har trukket nok af dårlige følger med sig.
Ja, humøret går op og ned. Nærmest konstant, desværre. Jeg hader nogen gange, at ting bare ikke kan gå lidt efter mig hoved. Og desuden fandt jeg den anden dag ud af, at jeg faktisk ikke har haft noget med en fyr i mere end 5 måneder. Selv ikke med ham, som det slet ikke lod at være problemer med. Jeg havde bare sådan håbet at når det var så perfekt og romantisk en fyr, som også altid havde ønsket sig en kæreste, og følt det manglede i hans liv, så havde jeg bare troet (og håbet), at jeg rent faktisk kunne give mig fuldt hen uden at blive såret på denne her måde i den nærmere fremtid. Men stress kan åbenbart ændre meget. Alt for meget.
Nå, men jeg tror bare jeg vil sidde her og hygge i min dejlige trøje, som jeg fik i julegave og lave et eller andet, som lige kan få hunøret lidt op en gang.
Er den ikke fed? http://www.asos.com/pgeproduct.aspx?iid=2743410
- Anna
26. december 2012
23. december 2012
We are living in a material world, and I am (indeed) a material girl...
Har arbejdet min triste røv i laser de sidste par dage, for nu at kunne nyde 3 hele dage uden arbejde, men med al for meget mad, kage og julespiritus, så jeg senere kan brokke mig over min 12 kg for store krop (ifølge mig selv og nogle tests i en meget deprimerende idrætstime.)
Så blev det endelig jul, I morgen altså. Jeg tror jeg glæder mig. Måske mest bare til al den lækre mad og undskyldningen for at bare æde for meget. Måske mest til gaverne, men om det er fordi jeg gerne vil have det sorte par stilletter eller om det er fordi jeg glæder mig til at bytte ting, til noget jeg gerne vil have, er jeg ikke sikker på. Begge dele tror jeg. Og så sove lææænge! Det har jeg endnu ikke fået gjort pga. jobbet. Jeg havde i forvejen stress, men hvis jeg skal forsætte min ellers så materialistiske livsstil, så er det en nødvendighed. 6-7000 er heller ikke dårligt for 1½ måneds hårdt slid med sure kunder, der mener det er min skyld, og selvfølgelig ikke hovedkontoret, som har lavet den regel, jeg ellers så fint håndhæver. Jeg er træt. Virkelig. Bare træt. Men hvem kan sov,e når mor står med dessert, juletræet skal pyntes og det er første aften, man sådan rigtig kan nyde.
Det mest triste af det hele er, at jeg kun har arbejde og min eks på hjernen. Arbejde, fordi jeg ikke laver andet, og min eks, fordi det er det jeg slet ikke kan lave. Jeg savner ham godt nok meget. Skrev med en af mine venner den anden aften, som forklarede mig, at han det nok bare var det bedste for ham, siden at han havde det bedre nu. Nu er jeg et ret egoistisk menneske, så og hvad så? Hvorfor skal det gå ud over mig? Hvorfor skal jeg have det af helvedes til med mig selv, fordi det gør ham gladere?
"I love you, but I love me more...." - Samantha Jones, Sex and the City. Alligevel ville jeg gøre alt for at få ham tilbage. Måske skulle jeg bare vente til det rent faktisk går op for mig, at han aldrig rigtig var min fuldtidskæreste, og at jeg sagtens kan klare mig selv uden. Jeg mangler bare den der bekræftelse af en fantastisk fyr rent faktisk kunne holde af mig. Nu er mit billede at det spoleret, fordi det åbenbart viser sig, at den fyr også nemt kan undvære mig. Jeg haaaaaader bare nogle ting, altså!
Nu vil jeg gå ind og halvsove videre til den ellers så klassiske "Alene Hjemme". Glædelig Lille Juleaften alle sammen!
- Anna
Så blev det endelig jul, I morgen altså. Jeg tror jeg glæder mig. Måske mest bare til al den lækre mad og undskyldningen for at bare æde for meget. Måske mest til gaverne, men om det er fordi jeg gerne vil have det sorte par stilletter eller om det er fordi jeg glæder mig til at bytte ting, til noget jeg gerne vil have, er jeg ikke sikker på. Begge dele tror jeg. Og så sove lææænge! Det har jeg endnu ikke fået gjort pga. jobbet. Jeg havde i forvejen stress, men hvis jeg skal forsætte min ellers så materialistiske livsstil, så er det en nødvendighed. 6-7000 er heller ikke dårligt for 1½ måneds hårdt slid med sure kunder, der mener det er min skyld, og selvfølgelig ikke hovedkontoret, som har lavet den regel, jeg ellers så fint håndhæver. Jeg er træt. Virkelig. Bare træt. Men hvem kan sov,e når mor står med dessert, juletræet skal pyntes og det er første aften, man sådan rigtig kan nyde.
Det mest triste af det hele er, at jeg kun har arbejde og min eks på hjernen. Arbejde, fordi jeg ikke laver andet, og min eks, fordi det er det jeg slet ikke kan lave. Jeg savner ham godt nok meget. Skrev med en af mine venner den anden aften, som forklarede mig, at han det nok bare var det bedste for ham, siden at han havde det bedre nu. Nu er jeg et ret egoistisk menneske, så og hvad så? Hvorfor skal det gå ud over mig? Hvorfor skal jeg have det af helvedes til med mig selv, fordi det gør ham gladere?
"I love you, but I love me more...." - Samantha Jones, Sex and the City. Alligevel ville jeg gøre alt for at få ham tilbage. Måske skulle jeg bare vente til det rent faktisk går op for mig, at han aldrig rigtig var min fuldtidskæreste, og at jeg sagtens kan klare mig selv uden. Jeg mangler bare den der bekræftelse af en fantastisk fyr rent faktisk kunne holde af mig. Nu er mit billede at det spoleret, fordi det åbenbart viser sig, at den fyr også nemt kan undvære mig. Jeg haaaaaader bare nogle ting, altså!
Nu vil jeg gå ind og halvsove videre til den ellers så klassiske "Alene Hjemme". Glædelig Lille Juleaften alle sammen!
- Anna
18. december 2012
What hurts the most.
Jeg ved godt, jeg er ved at blive til en emo, men hvad jeg virkelig tror, er det, som gør mig allermest ked af det, er at jeg ved, at alt hvad jeg lige har vænnet mig til, for at tilpasse mig hans vaner og personlighed, det skal væk. Ellers kan jeg vandre rundt som en anden zombie, der lever i en verden, som ikke længere eksisterer.
Jeg vil bare skrue tiden tilbage. Tilbage til den dag vi lå i hans seng en juli-morgen, og aldrig ønskede at stå op, fordi det var rarere at ligge og holde om hinanden og bare nyde øjeblikket. Kun med ham, har jeg prøvet bare at nyde øjeblikket. Jeg gjorde ikke andet, for så at leve videre i samme øjeblik, indtil næste gang vi sås og det næste øjeblik fandt sted. Nu kan jeg begynde at leve splittet mellem fortiden og fremtiden igen.
Jeg vandrede rundt så længe og ledte efter bare et eller andet, som gav mening for mig, og lige pludselig er det der, og selvfølgelig når det er ovre, så forsvinder al meningen og man render forvirret rundt hvor man slap. Jeg ærligt talt træt af at være forvirret, stresset, frustreret og træt! Hvor er den fucking livsglæde? Jeg er 17 år, og jeg har mistet min holdning og tro på alt. En eller anden. Hjælp mig.
- Anna
17. december 2012
Last Kiss.
Det er helt utroligt, hvordan sange (især af TS) kan beskrive så meget hvordan man føler. Det gør denne her i hvert fald....
On the other hand...
Jeg er åbenbart ikke så okay, som jeg først så ud til at være. Tårerne viste sig bare først sådan rigtigt i går. Det værste er, at jeg bebrejder mig selv. Jeg må tydeligvis ikke være en skid værd, hvis en fyr ikke en gang kan klare at være kæreste med mig bare en gang om ugen. Jeg forstår det virkelig ikke. Hvordan kan man være så lykkelig det ene sekund og så lige pludselig, får man at vide, at tingene ikke ligefrem går godt, selvom det var det, som gik allerbedst i ens liv. Hvordan skal man reagere? Jeg ved ikke hvordan jeg klarer mig lige nu, men jeg kan bare stadig ikke fatte, at jeg ikke i det mindste fik bare én chance for at vi skulle klare. Men nej. Hvorfor er det aldrig mig, der bestemmer over mit liv? Hvorfor er det min ekskæreste, min chef, mine forældre og mine venner?. Svaret er vel på en eller anden måde, at det er fordi de er en del af det, men burde jeg ikke selv kunne gøre noget? Åbenbart ikke....
Det gør mig måske også bare endnu mere ked af det, at jeg ikke bare har prøvet nu at blive slået med af en kæreste, men jeg op til flere gange er blevet "slået op med" af veninder. En, fordi hun bare syntes hun lige manglede en pause fra mig, og da hun så kom tilbage, tilgav jeg hende bare uden videre. Fordi jeg ikke overhovedet kunne overveje andet. Og en anden, fordi hun er så meget sammen med sin kæreste, at jeg har svært ved at komme tæt på hende, og så giver hun mig skylden for at droppe hende som veninde. Så hun "slog op". Det er kun fordi jeg hader at hade folk, at jeg reddede vores venskab.
Jeg døjer med stress, lavt selvværd, dårligt syn, fedtet hud, trøstespisning, manglende livslyst og mange andre ting. For bare en måned siden var jeg lykkelig. Jeg hader hvordan livet kan ændre sig så hurtigt.
Jeg var seriøst lykkelig! Hvorfor skal jeg så lige pludselig tabes på gulvet igen, som så mange andre gange før. Kun 4½ måned med ægte lykke, hvor alt bare passede sammen, for nu at se mange flere måneder i sigte, med stress, depression, hormoner og alt for mange tårer. Jeg gider snart ikke alt det her mere, hvis jeg alligevel skal miste det hele igen og igen.
Han skylder skylden på sig selv og mener ikke han var en perfekt kæreste for mig. Jeg havde bare aldrig brug for perfektion. Jeg havde brug for ham. Bare nærvær, så kunne alt andet være lige meget. Vi behøvede næsten ikke fokusere på hinanden. Han spurgte aldrig, hvad jeg ville. Han tog beslutningen for mig. For os.
- Anna
Det gør mig måske også bare endnu mere ked af det, at jeg ikke bare har prøvet nu at blive slået med af en kæreste, men jeg op til flere gange er blevet "slået op med" af veninder. En, fordi hun bare syntes hun lige manglede en pause fra mig, og da hun så kom tilbage, tilgav jeg hende bare uden videre. Fordi jeg ikke overhovedet kunne overveje andet. Og en anden, fordi hun er så meget sammen med sin kæreste, at jeg har svært ved at komme tæt på hende, og så giver hun mig skylden for at droppe hende som veninde. Så hun "slog op". Det er kun fordi jeg hader at hade folk, at jeg reddede vores venskab.
Jeg døjer med stress, lavt selvværd, dårligt syn, fedtet hud, trøstespisning, manglende livslyst og mange andre ting. For bare en måned siden var jeg lykkelig. Jeg hader hvordan livet kan ændre sig så hurtigt.
Jeg var seriøst lykkelig! Hvorfor skal jeg så lige pludselig tabes på gulvet igen, som så mange andre gange før. Kun 4½ måned med ægte lykke, hvor alt bare passede sammen, for nu at se mange flere måneder i sigte, med stress, depression, hormoner og alt for mange tårer. Jeg gider snart ikke alt det her mere, hvis jeg alligevel skal miste det hele igen og igen.
Han skylder skylden på sig selv og mener ikke han var en perfekt kæreste for mig. Jeg havde bare aldrig brug for perfektion. Jeg havde brug for ham. Bare nærvær, så kunne alt andet være lige meget. Vi behøvede næsten ikke fokusere på hinanden. Han spurgte aldrig, hvad jeg ville. Han tog beslutningen for mig. For os.
- Anna
16. december 2012
Ghosts.
Elsker at høre Gabrielle Aplins forsigtigt forførende stemme. Jeg får tit de der tider, hvor en bestemt kunstners sange næsten ikke kan skuffe mig, og det her er helt klart en af dem. ♥
Tidligere (og stadig) addictions: Ed Sheeran, Chris Daughtry, Taylor Swift, Hedley og MANGE andre!
Mascara is SO wasted on guys when they're gonna make you cry anyway..
Så skete det sgu. Jeg blev single igen. Efter 5 fantastiske måneder, som jeg egentlig aldrig så som ikke værende fantastiske. Ikke en eneste dag. For fanden hvor gør det ondt at skulle give slip. Bare sådan lige. Men det var dog alligevel lidt en fælles beslutning. Der er bare SÅ mange minder forbundet med det. Den bedste del af mit liv indtil videre - nu taget fra mig.
Det er egentlig sjovt. Jeg skrev ovenstående(inklusiv overskriften) i onsdags, men kunne ikke forsætte pga. for mange følelser, der endnu ikke var til at kontrollere. Nu er der gået 5 dage siden bruddet og følelserne er stadig splittet, selvfølgelig, men alligevel har de sidste par dage været fantastiske. Jeg har på en måde nydt det. Nydt de små ting. Fokuseret på mig selv. På de bedste venner og mennesker omkring mig. På tøj og make-up (tøset, I know). På det jeg elsker allermest, som blot har været tilsidesat for en kæreste. Nu hvor han ikke er der mere, så kom alt det andet pludselig bare naturligt tilbage, som da den tid var allerbedst.
Det er på en måde en underlig følelse. Savnet af ham er der selvfølgelig - den slags tager jo tid, men jeg har faktisk ellers ikke skænket det så meget en tanke. Hvis det er dukket op, har det selvfølgelig bragt sorg med sig om, at det nu er helt ovre, men jeg har på en måde skyldfølelse over ikke at være mere knust. Var det måske slet ikke så meget kærlighed, som det bare var tryghed, der til sidst holdt fast? Jeg er ærligt talt i tvivl, men jeg tror egentlig heller ikke jeg vil vide det, for ikke at spolere det billede jeg har af det hele nu. Der er ingen had. Ingen vinder, ingen taber. Enighed om, at det bare ikke skulle være mere, af så mange forskellige faktorer fra begge sider, så det var tydeligvis for det bedste. Især nu hvor jeg ser, hvordan det allerede har påvirket mig positivt. Er det underligt, at jeg har det sådan så kort tid efter?
Jeg så ham faktisk igår. Vi var til en 18 års med vores bedste ven, og selvom jeg frygtede at se ham så kort tid efter, så blev jeg endnu en gang overrasket over mine følelser. I starten snakkede vi ikke, men så fik man lidt indenbords og pludselig kunne vi godt bare snakke lidt osv. Det var for mig overhovedet ikke akavet. Selvfølgelig kunne jeg godt ærge mig over, at jeg ikke er sammen med ham mere, når nu han er så fandens flot, men ellers var der ikke den der trang til at holde ham i hånden eller kysse med ham. Selvom jeg i tirsdags sagde, at vi nok ikke kunne bare være venner, fordi jeg skulle over det, så er det nok ikke helt tilfældet alligevel. Selvfølgelig skal vi ikke sidde og se film sammen og stene, men vi behøver overhovedet heller ikke at ignorere hinanden. Det er virkelig rart.
Ellers tror jeg sgu ikke der sker såååå meget for tiden. Standpunktskarakterer = lort! Fritid fra arbejde = ingen! Jeg har nu ca. 3-4 dage fri fra arbejde året ud udover helligdage. Jeg glæder mig til januar, løn og udsalg! Og dog lidt til juleaften. Der er ikke længe til nu! Jeg glæder mig dog nok mest til gaverne, men hey! Julestemning er julestemning, right?
- Anna
Det er egentlig sjovt. Jeg skrev ovenstående(inklusiv overskriften) i onsdags, men kunne ikke forsætte pga. for mange følelser, der endnu ikke var til at kontrollere. Nu er der gået 5 dage siden bruddet og følelserne er stadig splittet, selvfølgelig, men alligevel har de sidste par dage været fantastiske. Jeg har på en måde nydt det. Nydt de små ting. Fokuseret på mig selv. På de bedste venner og mennesker omkring mig. På tøj og make-up (tøset, I know). På det jeg elsker allermest, som blot har været tilsidesat for en kæreste. Nu hvor han ikke er der mere, så kom alt det andet pludselig bare naturligt tilbage, som da den tid var allerbedst.
Det er på en måde en underlig følelse. Savnet af ham er der selvfølgelig - den slags tager jo tid, men jeg har faktisk ellers ikke skænket det så meget en tanke. Hvis det er dukket op, har det selvfølgelig bragt sorg med sig om, at det nu er helt ovre, men jeg har på en måde skyldfølelse over ikke at være mere knust. Var det måske slet ikke så meget kærlighed, som det bare var tryghed, der til sidst holdt fast? Jeg er ærligt talt i tvivl, men jeg tror egentlig heller ikke jeg vil vide det, for ikke at spolere det billede jeg har af det hele nu. Der er ingen had. Ingen vinder, ingen taber. Enighed om, at det bare ikke skulle være mere, af så mange forskellige faktorer fra begge sider, så det var tydeligvis for det bedste. Især nu hvor jeg ser, hvordan det allerede har påvirket mig positivt. Er det underligt, at jeg har det sådan så kort tid efter?
Jeg så ham faktisk igår. Vi var til en 18 års med vores bedste ven, og selvom jeg frygtede at se ham så kort tid efter, så blev jeg endnu en gang overrasket over mine følelser. I starten snakkede vi ikke, men så fik man lidt indenbords og pludselig kunne vi godt bare snakke lidt osv. Det var for mig overhovedet ikke akavet. Selvfølgelig kunne jeg godt ærge mig over, at jeg ikke er sammen med ham mere, når nu han er så fandens flot, men ellers var der ikke den der trang til at holde ham i hånden eller kysse med ham. Selvom jeg i tirsdags sagde, at vi nok ikke kunne bare være venner, fordi jeg skulle over det, så er det nok ikke helt tilfældet alligevel. Selvfølgelig skal vi ikke sidde og se film sammen og stene, men vi behøver overhovedet heller ikke at ignorere hinanden. Det er virkelig rart.
Ellers tror jeg sgu ikke der sker såååå meget for tiden. Standpunktskarakterer = lort! Fritid fra arbejde = ingen! Jeg har nu ca. 3-4 dage fri fra arbejde året ud udover helligdage. Jeg glæder mig til januar, løn og udsalg! Og dog lidt til juleaften. Der er ikke længe til nu! Jeg glæder mig dog nok mest til gaverne, men hey! Julestemning er julestemning, right?
- Anna
10. december 2012
not good...
Sidder og ryster som aldrig før, var nær blevet kvalt af et hosteanfald pga. gråd og mit ansigt er varmt, som havde jeg feber... - what is happening to me?
Humans are just filled with stupid emotions they end up pushing away without thinking...
Hvorfor er mennesker så forfærdelige væsner, som ikke kan finde ud af at holde sammen på hverken hinanden eller dem, som står dem tættest? Nu er det ikke blot kæresten, der er ude af sind, men også en af veninderne. Åh gud, hvor jeg hader mennesker, inklusiv mig selv...
Jeg ved jo godt hvor det hele ender efterhånden. Det har folk efterhånaden gjort det klart for mig. Men er jeg virkelig SÅ svær at holde ud? Hvorfor skal dem, som jeg elsker højt og føler mig allertættest med, altid efterlade til mig selv, som om jeg er bedre tjent uden dem og nok skal finde en måde at passe mig selv?
Jeg kan ikke passe mig selv...
Jeg er bange for at være alene. Altså, jeg kan godt sidde alene på mit værelse og lave lektier osv., uden at føle mig, som var jeg med i en gyserfilm, men virkelig bange for en dag at opdage, at der sgu aldrig nogensinde har været nogen kærlighed omkring mig og at folk bare har været "høflige" nok, til at lade mig leve i troen.
Jeg er bange for at miste troen på noget godt og på at miste troen på kærlighed. Hvad er meningen uden det? Hvad fanden skal jeg ellers bruge mit liv på, når alt hvad der nogensinde virkelig har betydet noget, forsvinder ud af hænderne på mig?
Viser jeg følelser for lidt eller for meget? Jeg har mistet så meget af min værdighed på at prøve at kæmpe for det jeg vil have (som man altid har fået at vide, man skal), og pludselig siger alle at jeg skal give op? En af mine kollegaer sagde idag at i og med, at jeg kæmpede og ville gøre alt for at få ting til at fungere, gjorde det mig kun nemmere og svagere, hvilket kun vil såre mig mere i fremtiden, fordi folk vil vænne sig til at jeg altid vil sidde tiggende på knæ til når de kunne bruge mig igen.
Jeg kan bare ikke andet. Jeg ville aldrig tilgive mig selv andet....
- Anna
Jeg ved jo godt hvor det hele ender efterhånden. Det har folk efterhånaden gjort det klart for mig. Men er jeg virkelig SÅ svær at holde ud? Hvorfor skal dem, som jeg elsker højt og føler mig allertættest med, altid efterlade til mig selv, som om jeg er bedre tjent uden dem og nok skal finde en måde at passe mig selv?
Jeg kan ikke passe mig selv...
Jeg er bange for at være alene. Altså, jeg kan godt sidde alene på mit værelse og lave lektier osv., uden at føle mig, som var jeg med i en gyserfilm, men virkelig bange for en dag at opdage, at der sgu aldrig nogensinde har været nogen kærlighed omkring mig og at folk bare har været "høflige" nok, til at lade mig leve i troen.
Jeg er bange for at miste troen på noget godt og på at miste troen på kærlighed. Hvad er meningen uden det? Hvad fanden skal jeg ellers bruge mit liv på, når alt hvad der nogensinde virkelig har betydet noget, forsvinder ud af hænderne på mig?
Viser jeg følelser for lidt eller for meget? Jeg har mistet så meget af min værdighed på at prøve at kæmpe for det jeg vil have (som man altid har fået at vide, man skal), og pludselig siger alle at jeg skal give op? En af mine kollegaer sagde idag at i og med, at jeg kæmpede og ville gøre alt for at få ting til at fungere, gjorde det mig kun nemmere og svagere, hvilket kun vil såre mig mere i fremtiden, fordi folk vil vænne sig til at jeg altid vil sidde tiggende på knæ til når de kunne bruge mig igen.
Jeg kan bare ikke andet. Jeg ville aldrig tilgive mig selv andet....
- Anna
9. december 2012
Where there is love, there is pain.
Har arbejdet hele weekenden, så er nu godt smadret og kan blot vente til slutningen af måneden på at få nytte af alt mit slid. Jeg mangler alligevel lidt indhold i tilværelsen, så hvorfor ikke bruge tiden til at tjene penge. Så ved jeg da, at på et eller andet tidspunkt, skal mit liv skam nok fungere helt.
Har nu ikke hørt noget fra "kæresten" sådan rigtig, siden mandag/tirsdag, hvor han lovede at skrive hvornår vi kunne ses og få snakket igennem. Meeen, det skete så ikke. Så var jeg så til fest i fredags, hvor han også var der...
Idet jeg ankommer med tre af mine venner, ser først min ene ven sin ekskæreste og kort efter ser en anden sin ekskæreste. Jeg følte det så typisk hvis jeg også skulle mødes med min (ekskæreste? - åh gud, det gør ondt bare at tænke det). Men selvfølgelig dukker han op, og siden han er bedste venner med min bedste ven, var det alligevel forudsigeligt. Vi stod i kø til garderoben, og selvom det ikke just er det mest spændende syn, så havde jeg blikket rettet stift fremad, for ikke at skulle stå ansigt til ansigt med ham. Jeg havde godt med alkohol i blodet, og havde på forhånd besluttet at holde mig væk mest muligt, ellers ville det ende ligeså sårbart og nedslående som sidst.
Jeg kunne egentlig mærke, at han faktisk gerne ville sige hej, men jeg forstod det virkelig ikke? Hvordan kan én, som har ignoreret mig hele ugen lige pludselig have lyst til at se mig, snakke med mig og sige hej? Hvordan kan han overhovedet tro, jeg ville være okay?
Det lykkedes mig at ignorere ham det meste af aftenen og prøve at holde mig beskæftiget med noget andet og nogle andre, indtil jeg stod og snakkede med vores fælles bedste ven, og han så nærmest overfaldede mig med et kram, for at sige hej (næsten sidst på aftenen). Vores ven gik så, for at lade os være alene, men jeg havde tidligere nævnt, at det var det, jeg havde allermindst lyst til lige den aften. Det var akavet, som det er nu blevet her i "pausen". Han prøvede dog at bryde det akavede ved at sige, at vi selvfølgelig ikke behøvede snakke om det. Jeg havde det bare sådan lidt: men hvornår så? I min vrede og sorg sagde jeg "well, in that case..." og så vendte jeg mig 180 grader og gik min vej, og snakkede ikke yderligere med ham.
Det gjorde ondt at skulle være "the bad guy", men på en eller anden måde, håber jeg det har været en øjenåbner for ham, så han kan se alvoren, selvom det ikke lader til han overhovedet har nogen idé om hvad han gør mod mig..
Jeg tror jeg flæber mindst en time om dagen. Jeg tænker på ham hver gang, jeg ikke kan blive distraheret nok. Men jeg tror slet ikke han tænker særlig meget på mig, for ville han så ikke have lyst og huske at skrive til mig?
Jeg er blank for flere ord og følelser lige nu, for kan mærke at den daglige tudetur presser på...
- Anna
Har nu ikke hørt noget fra "kæresten" sådan rigtig, siden mandag/tirsdag, hvor han lovede at skrive hvornår vi kunne ses og få snakket igennem. Meeen, det skete så ikke. Så var jeg så til fest i fredags, hvor han også var der...
Idet jeg ankommer med tre af mine venner, ser først min ene ven sin ekskæreste og kort efter ser en anden sin ekskæreste. Jeg følte det så typisk hvis jeg også skulle mødes med min (ekskæreste? - åh gud, det gør ondt bare at tænke det). Men selvfølgelig dukker han op, og siden han er bedste venner med min bedste ven, var det alligevel forudsigeligt. Vi stod i kø til garderoben, og selvom det ikke just er det mest spændende syn, så havde jeg blikket rettet stift fremad, for ikke at skulle stå ansigt til ansigt med ham. Jeg havde godt med alkohol i blodet, og havde på forhånd besluttet at holde mig væk mest muligt, ellers ville det ende ligeså sårbart og nedslående som sidst.
Jeg kunne egentlig mærke, at han faktisk gerne ville sige hej, men jeg forstod det virkelig ikke? Hvordan kan én, som har ignoreret mig hele ugen lige pludselig have lyst til at se mig, snakke med mig og sige hej? Hvordan kan han overhovedet tro, jeg ville være okay?
Det lykkedes mig at ignorere ham det meste af aftenen og prøve at holde mig beskæftiget med noget andet og nogle andre, indtil jeg stod og snakkede med vores fælles bedste ven, og han så nærmest overfaldede mig med et kram, for at sige hej (næsten sidst på aftenen). Vores ven gik så, for at lade os være alene, men jeg havde tidligere nævnt, at det var det, jeg havde allermindst lyst til lige den aften. Det var akavet, som det er nu blevet her i "pausen". Han prøvede dog at bryde det akavede ved at sige, at vi selvfølgelig ikke behøvede snakke om det. Jeg havde det bare sådan lidt: men hvornår så? I min vrede og sorg sagde jeg "well, in that case..." og så vendte jeg mig 180 grader og gik min vej, og snakkede ikke yderligere med ham.
Det gjorde ondt at skulle være "the bad guy", men på en eller anden måde, håber jeg det har været en øjenåbner for ham, så han kan se alvoren, selvom det ikke lader til han overhovedet har nogen idé om hvad han gør mod mig..
Jeg tror jeg flæber mindst en time om dagen. Jeg tænker på ham hver gang, jeg ikke kan blive distraheret nok. Men jeg tror slet ikke han tænker særlig meget på mig, for ville han så ikke have lyst og huske at skrive til mig?
Jeg er blank for flere ord og følelser lige nu, for kan mærke at den daglige tudetur presser på...
- Anna
6. december 2012
Top five love songs....
My top five (sad) love songs - definitely recommendable!
1. Daughtry - Life After You
2. Gabrielle Aplin - The Power of Love
3. Ed Sheeran - Give Me Love
4. Keith Urban - Tonight I Wanna Cry
5. Lady Antebellum - Somewhere Love Remains
5. december 2012
....
Det er jo ikke en pause mere. Nu er det mere bare ventetid, som strækkes indtil det endelige brud. Vi skal bare lige have fundet en dag at "snakke".
Hvis målet for ham er at finde sig selv, fordi han ikke kunne det før, hvad skal han så med mig igen? Tanken gør ondt, men helt ærligt, så har jeg jo ret.
Jeg er som en hund. Kommer springende og logrende når dem jeg elsker kommer igen, også selvom det var de selv samme, som tidligere efterlod mig helt alene, og satte mig til kun at vente på, at der skulle ske noget.
Men hvordan opretholder man modet og håbet, når man gang på gang skuffes?
Hvis målet for ham er at finde sig selv, fordi han ikke kunne det før, hvad skal han så med mig igen? Tanken gør ondt, men helt ærligt, så har jeg jo ret.
Jeg er som en hund. Kommer springende og logrende når dem jeg elsker kommer igen, også selvom det var de selv samme, som tidligere efterlod mig helt alene, og satte mig til kun at vente på, at der skulle ske noget.
Men hvordan opretholder man modet og håbet, når man gang på gang skuffes?
3. december 2012
Savn.
Hvordan kan nogen, man har elsket og stolet så ubetinget på, vise sig som en, man begynder at tvivle på?
Hvorfor skal jeg trækkes gennem denne her pine og mindes om alle de gode tider, når jeg ved, at der kun er flere i vente, hvis det nogensinde skal fungere igen?
Hvem kan man vende sig til, når den man allerhelst vil det mod, er den, man ikke kan vende sig til.
Hvad gør man for at overleve dette med hjertet og psyken i behold?
Hver dag føles som endnu en, hvor tårer skal holdes tilbage, smil skal fremtvinges, følelserne skal skjules og hjertet skal trædes på. Det giver ikke mening, at alt hvad der bragte glæde og hvile, nu bringer sorg og frustration.
Hvad skete der med det, som virked så stærkt mellem os?
Du overså det og trådte det ned, da jeg prøvede at samle det op fra sine gulvet, for at redde det. Det kræver meget fra dig, for nogensinde at blive tilgivet, men jeg ved jo, at jeg er som din hund. Jeg lystrer når du kalder og kommer løbende med logrende hale. Fuldstændigt forblændet over sin kærlighed, selvom den før har såret den.
Havde det været andre, havde jeg stoppet dem, hvor de var. Når det er mig, kan jeg ikke give slip.
Jeg ville gøre alt for bare endnu et kys, til bare at varme mit forfrosne hjerte en lille smule, og lade håbet redde mig endnu et stykke tid fra undergang.
Hvorfor skal jeg trækkes gennem denne her pine og mindes om alle de gode tider, når jeg ved, at der kun er flere i vente, hvis det nogensinde skal fungere igen?
Hvem kan man vende sig til, når den man allerhelst vil det mod, er den, man ikke kan vende sig til.
Hvad gør man for at overleve dette med hjertet og psyken i behold?
Hver dag føles som endnu en, hvor tårer skal holdes tilbage, smil skal fremtvinges, følelserne skal skjules og hjertet skal trædes på. Det giver ikke mening, at alt hvad der bragte glæde og hvile, nu bringer sorg og frustration.
Hvad skete der med det, som virked så stærkt mellem os?
Du overså det og trådte det ned, da jeg prøvede at samle det op fra sine gulvet, for at redde det. Det kræver meget fra dig, for nogensinde at blive tilgivet, men jeg ved jo, at jeg er som din hund. Jeg lystrer når du kalder og kommer løbende med logrende hale. Fuldstændigt forblændet over sin kærlighed, selvom den før har såret den.
Havde det været andre, havde jeg stoppet dem, hvor de var. Når det er mig, kan jeg ikke give slip.
Jeg ville gøre alt for bare endnu et kys, til bare at varme mit forfrosne hjerte en lille smule, og lade håbet redde mig endnu et stykke tid fra undergang.
Those mornings where I actually don't feel like staying in bed...
Dette bliver lige et hurtigt update. Intet nyt på kæreste/pause-fronten, så det springer vi let hen over...
Jeg er seriøst blevet så forelsket i det her look fra Stylejunkie!! Sådan nærmest decideret forelsket - især i tørklædet fra ZARA - åh gud, hvem der bare havde pengene til det og som samtidig kunne passe ordentligt på det..
Ikke mig i hvert fald. Jeg lagde en halskæde til udluftning udenfor (lang historie, men kortfattet: for meget alkohol der skulle ud igen), og nu er den så frosset fast, hvor den ligger, fordi jeg havde glemt det, og alt nu bare er sne og is. Så jeg smutter ud med en føntørrer senere... Typisk mit held.
Så fandt man lige ud af i går, at man først skulle møde kl. 12 i dag, så jeg stod op kl.9, smuttede i bad og lavede mig så en dejlig, lettere mislykket omelet og en kop Latte Macchiato og så kørte det! Nu sidderjeg så her, og burde egentlig skynde mig lidt af sted, men I skal da ikke snydes for et billede af herligheden..
Jeg ved hvad I tænker, men det smagte nu meget godt!
Hav en dejlig snefyldt mandag og 3. december!
- Anna
Jeg er seriøst blevet så forelsket i det her look fra Stylejunkie!! Sådan nærmest decideret forelsket - især i tørklædet fra ZARA - åh gud, hvem der bare havde pengene til det og som samtidig kunne passe ordentligt på det..
Ikke mig i hvert fald. Jeg lagde en halskæde til udluftning udenfor (lang historie, men kortfattet: for meget alkohol der skulle ud igen), og nu er den så frosset fast, hvor den ligger, fordi jeg havde glemt det, og alt nu bare er sne og is. Så jeg smutter ud med en føntørrer senere... Typisk mit held.
Så fandt man lige ud af i går, at man først skulle møde kl. 12 i dag, så jeg stod op kl.9, smuttede i bad og lavede mig så en dejlig, lettere mislykket omelet og en kop Latte Macchiato og så kørte det! Nu sidderjeg så her, og burde egentlig skynde mig lidt af sted, men I skal da ikke snydes for et billede af herligheden..
 |
| Omelet med oregano, parmaskinke og Reservé-ost - mums! |
Jeg ved hvad I tænker, men det smagte nu meget godt!
Hav en dejlig snefyldt mandag og 3. december!
- Anna
1. december 2012
Hearts are tough. Most of the times they don't break. Most times they only bend.
Alt har været så frustrerende for tiden, og egentlig vil jeg helst lukke alt ud og glemme det, men på en eller anden måde skal det vel bearbejdes, så her er jeg...
Sidste tirsdag havde jeg, som så mange andre, en lille diskussion med min kæreste, og det kan godt være det var om det samme som altid, og det altid er mig, der brokker mig, men der er jo en grund.. Anyway, onsdag var jeg stadig ked, så jeg skrev jeg gerne ville snakke med ham, så han ringede.
Det var lange sekunder og tårene pressede på, og jeg kunne godt høre hvor samtalen førte hen. En pause. Hvordan skal man gribe det an? Aner det ikke, men jeg meldte fra til arbejde, pjækkede fra sidste time, fik en ven til at køre mig hjem til min kæreste, hvor jeg så fandt ud af, at der var ikke noget at redde, selvom jeg havde taget den lange vej. Intet jeg kunne gøre. Han var fast besluttet på det.
Det der når ens verden bryder sammen og man ikke forstår hvad fanden man har tilbage, ikke? Sådan er det. Det er underligt hvordan psykisk smerte, kan synes fysisk, og hvad kan man gøre? Intet.
Dagene gik og jeg tror ikke, der var en eneste dag, jeg ikke enten græd eller opførte mig kynisk overfor andre i selvforsvar for mine egne følelser. Den eneste jeg havde lyst til at snakke med var ham, som så sjovt nok var den eneste jeg ikke måtte snakke med eller skrive til, fordi vi skulle bruge tid hver for sig. Jeg forstår pludselig folk, som skader sig selv for ikke at fjerne smerten fra det psykiske. Havde jeg været mere psykisk ustabil, havde det været mig.
Hvorfor? Fordi han er mega stresset og ikke har tid til andet end skemalagte planer, hvilket han også så vores forhold som efterhånden. En stressfaktor. Et fravalg.
Han skal bruge tid til at finde sig selv. Det kan han åbenbart ikke sammen med mig. Lyder lovende *dyb ironisk tone..*
Mødte ham ved et tildfælde i mandags. Aldrig har det været så akavet mellem os. Jeg savner os. Han sagde han også savnede mig, og det lyder så oprigtigt når han siger, så jeg kan ikke tro andet. Jeg stoler på ham. Jeg tror på ham. På en eller anden måde, gør det, det både sværere og nemmere, men det er alt sammen et stort rod i mit hovedet, for slet ikke at tale om mit hjerte.
Jeg ville give alt for endnu et kys.
Så var der jo lige i går. Med et arrangement på hans skole, var det næsten stensikkert at jeg ville møde ham igen, hvilket jeg gjorde. Jeg var dog forberedt. Jeg havde, inden vores lille pause-ting her, lavet en 5-måneders-gave til ham, som bestod i en chokoladejulekalender med et sådan, okay frækt billede af undertegnede på forsiden. Så på trods af det hele, synes jeg alligevel han skulle have den. Det ville være forkert at gøre andet, når nu den var ment til ham. Så kan han gøre hvad han vil med den.
Jeg trak ham til siden for at snakke, hvilket gjorde lidt ondt, da jeg så han stadig virkede fast i sin beslutning. Glad blev han dog for kalenderen, og i bare 5 minutter var alt tilbage. Kys, at blive kaldt "skat", at holde om hinanden og bare vide man hører til. Afbrudt af en længere telefonopringning til ham, og bagefter var pausen stadig aktuel. Troen og håbet var det rart at have fået sit boost og bekræftelse til, men hjertet og kærligheden synkede endnu en gang i dyb skuffelse.
Jed ved jo han holder af mig. Hvorfor behøver han gøre det på afstand, når han alligevel ved, jeg er der, og han i virkeligheden kan udnytte mit naive hjerte til alt?
Jeg håber ikke det var for internt, der er bare så meget, der vil ud på en gang, men når det så først er undervejs, trækker det sig alligevel tilbage til forsvarsposition. Story of my life...
- Anna
Sidste tirsdag havde jeg, som så mange andre, en lille diskussion med min kæreste, og det kan godt være det var om det samme som altid, og det altid er mig, der brokker mig, men der er jo en grund.. Anyway, onsdag var jeg stadig ked, så jeg skrev jeg gerne ville snakke med ham, så han ringede.
Det var lange sekunder og tårene pressede på, og jeg kunne godt høre hvor samtalen førte hen. En pause. Hvordan skal man gribe det an? Aner det ikke, men jeg meldte fra til arbejde, pjækkede fra sidste time, fik en ven til at køre mig hjem til min kæreste, hvor jeg så fandt ud af, at der var ikke noget at redde, selvom jeg havde taget den lange vej. Intet jeg kunne gøre. Han var fast besluttet på det.
Det der når ens verden bryder sammen og man ikke forstår hvad fanden man har tilbage, ikke? Sådan er det. Det er underligt hvordan psykisk smerte, kan synes fysisk, og hvad kan man gøre? Intet.
Dagene gik og jeg tror ikke, der var en eneste dag, jeg ikke enten græd eller opførte mig kynisk overfor andre i selvforsvar for mine egne følelser. Den eneste jeg havde lyst til at snakke med var ham, som så sjovt nok var den eneste jeg ikke måtte snakke med eller skrive til, fordi vi skulle bruge tid hver for sig. Jeg forstår pludselig folk, som skader sig selv for ikke at fjerne smerten fra det psykiske. Havde jeg været mere psykisk ustabil, havde det været mig.
Hvorfor? Fordi han er mega stresset og ikke har tid til andet end skemalagte planer, hvilket han også så vores forhold som efterhånden. En stressfaktor. Et fravalg.
Han skal bruge tid til at finde sig selv. Det kan han åbenbart ikke sammen med mig. Lyder lovende *dyb ironisk tone..*
Mødte ham ved et tildfælde i mandags. Aldrig har det været så akavet mellem os. Jeg savner os. Han sagde han også savnede mig, og det lyder så oprigtigt når han siger, så jeg kan ikke tro andet. Jeg stoler på ham. Jeg tror på ham. På en eller anden måde, gør det, det både sværere og nemmere, men det er alt sammen et stort rod i mit hovedet, for slet ikke at tale om mit hjerte.
Jeg ville give alt for endnu et kys.
Så var der jo lige i går. Med et arrangement på hans skole, var det næsten stensikkert at jeg ville møde ham igen, hvilket jeg gjorde. Jeg var dog forberedt. Jeg havde, inden vores lille pause-ting her, lavet en 5-måneders-gave til ham, som bestod i en chokoladejulekalender med et sådan, okay frækt billede af undertegnede på forsiden. Så på trods af det hele, synes jeg alligevel han skulle have den. Det ville være forkert at gøre andet, når nu den var ment til ham. Så kan han gøre hvad han vil med den.
Jeg trak ham til siden for at snakke, hvilket gjorde lidt ondt, da jeg så han stadig virkede fast i sin beslutning. Glad blev han dog for kalenderen, og i bare 5 minutter var alt tilbage. Kys, at blive kaldt "skat", at holde om hinanden og bare vide man hører til. Afbrudt af en længere telefonopringning til ham, og bagefter var pausen stadig aktuel. Troen og håbet var det rart at have fået sit boost og bekræftelse til, men hjertet og kærligheden synkede endnu en gang i dyb skuffelse.
Jed ved jo han holder af mig. Hvorfor behøver han gøre det på afstand, når han alligevel ved, jeg er der, og han i virkeligheden kan udnytte mit naive hjerte til alt?
Jeg håber ikke det var for internt, der er bare så meget, der vil ud på en gang, men når det så først er undervejs, trækker det sig alligevel tilbage til forsvarsposition. Story of my life...
- Anna
Abonner på:
Opslag (Atom)