Det er sjovt hvordan ingenting har ændret sig. Sidder her med mine kvaler om fyre og frygten for aldrig nogensinde at skulle finde en, som er lige så fantastisk, som man har hørt han skulle være. Tænk nu hvis han har været der, og man så bare fuckede det op eller overså chancen, som så lige pludselig forsvandt. Og så går det alligevel op for en, at man sad på nøjagtig samme måde og hørte de nøjagtigt samme sange for bare et år siden, og det er jo ikke fordi året har stået stille. Det hjælper lidt på upcoming depressive tanker, men skam slet ikke på håbet.
Jeg har været gennem det 117. gange, så jeg er efterhånden god til at få mit hjerte knust og samle de rester, jeg nu kan finde, med lidt gaffa og så videre ud i en ny omgang. Men har jeg lært noget? Åbenbart ikke. For havde det så ikke været noget andet nu? Måske er tid og sted også en faktor. Jeg har trods alt mange år endnu. Hvis det alligevel skal ende med at være nutidens idioter, så vil jeg da nok alligevel hellere have dem om et par år, når de er lidt mindre idioter og lidt mere sikker på, hvad de vil og om de vil have mig.
Der er jo en tendens til at de alligevel kommer krybende tilbage. Og så står jeg der med åbent hjerte og klar til at tage hele turen om igen, selvom jeg ved, hvordan det sidst endte, og risikoen for at det sker igen. Men er det ikke det, det handler om? Op- og nedturene? Jeg bliver ved med at tænke, jo længere ned det går, jo højere op må det da også komme, når det så går den vej. Og i så fald ser det ud til, der venter mig mange ekstreme opture i fremtiden.