Jeg kom lidt til at skrive til ham her igen: klik
Jeg har savnet ham lidt. Eller. Jeg har savnet tanken om ham, og hvor fantastisk alting lige pludselig blev på bare 2 dage. Det endte jo desværre med, at han ikke svarede mig. Da jeg så skrev i går, virkede det som om, at han heller ikke rigtig vidste hvad der var gået galt, og til spørgsmålet: "Hvis du gerne også ville ses lidt igen, kunne vi måske finde ud af at skrive lidt igen?" svarede han: "Jeg synes da vi skal skrive noget mere sammen". Jeg interesserer ham jo ikke mere, så hvorfor prøver jeg overhovedet. Gårsdagens samtale døde efter en halv time, og nu her er vi nået til et punkt, hvor han ikke engang laver smiley'er, som han plejer. Hvorfor behøvede jeg også pine mig selv igen? Måske er det foråret som gør mig forelskelsessyg, eller også er det bare fordi, jeg savner en, som jeg kan holde af ubetinget.
Seneste besked: "Ja", uden noget andet. Men nu har jeg ham, så hvorfor ikke se, hvor langt jeg kan køre den, før han igen ignorerer mig. Nu har han jo til gengæld "givet mig lov" til at skrive ham, så det må da skulle udnyttes. Han bor alligevel et godt stykke væk, så jeg regner ikke med at rende ind i ham, hvis det går helt galt og jeg bliver for desperat.
Men ville han overhovedet skrive, at han gerne vil skrive lidt mere sammen igen, hvis han ikke bare lidt gerne ville? Se, det er en af grundene til, at jeg ikke forstår hvorfor mænds hjerner er skruet sammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar