Sundays.

Hvorfor skal hver evig eneste søndag være trist? Hvorfor skal søndage altid minde mig om, hvor alene jeg er, og det faktum, at jeg ikke har nogen, at tage hjem og ligge og putte med? Det er som om de bare er skabt til at se realiteterne i øjnene og have det dårligt med sig selv. Jeg ved ikke hvorfor jeg ovenikøbet konstant har tendenser til at græde over bare den mindste ting, som om det var dråben til randen af sindssyge. For jeg føler mig efterhånden lidt sindssyg. Ikke at jeg kunne finde på at gøre noget derefter, men min hjerne er fucked. Jeg stiller hele tiden diagnoser for mig selv, i håb om at finde en fysisk forklaring på mine mentale problemer. Fordi jeg ikke gider se det i øjnene og konfrontere dem, men bare sidde og håbe de går væk af sig selv, og jeg en dag så kan starte forfra.