Må jeg blive overført til en anden verden, tak?

... for den her er simpelthen for lille. Når de seneste fyre, man har haft noget med, nu dater enten mine gode veninders veninde eller min fasters kærestes datter (som er f*cking 6 år yngre end mig!), så synes jeg det er ved at blive lidt trængt. Hvad er chancerne?! Må skynde mig at stikke af til Aalborg i en fart, inden det bliver alt for kvalmt her på Djævleøen...

Nothing has changed...

Det er sjovt hvordan ingenting har ændret sig. Sidder her med mine kvaler om fyre og frygten for aldrig nogensinde at skulle finde en, som er lige så fantastisk, som man har hørt han skulle være. Tænk nu hvis han har været der, og man så bare fuckede det op eller overså chancen, som så lige pludselig forsvandt. Og så går det alligevel op for en, at man sad på nøjagtig samme måde og hørte de nøjagtigt samme sange for bare et år siden, og det er jo ikke fordi året har stået stille. Det hjælper lidt på upcoming depressive tanker, men skam slet ikke på håbet.

Jeg har været gennem det 117. gange, så jeg er efterhånden god til at få mit hjerte knust og samle de rester, jeg nu kan finde, med lidt gaffa og så videre ud i en ny omgang. Men har jeg lært noget? Åbenbart ikke. For havde det så ikke været noget andet nu? Måske er tid og sted også en faktor. Jeg har trods alt mange år endnu. Hvis det alligevel skal ende med at være nutidens idioter, så vil jeg da nok alligevel hellere have dem om et par år, når de er lidt mindre idioter og lidt mere sikker på, hvad de vil og om de vil have mig.

Der er jo en tendens til at de alligevel kommer krybende tilbage. Og så står jeg der med åbent hjerte og klar til at tage hele turen om igen, selvom jeg ved, hvordan det sidst endte, og risikoen for at det sker igen. Men er det ikke det, det handler om? Op- og nedturene? Jeg bliver ved med at tænke, jo længere ned det går, jo højere op må det da også komme, når det så går den vej. Og i så fald ser det ud til, der venter mig mange ekstreme opture i fremtiden.

I know there is no more you in my life anymore, but still you're the only damn thing I can think about..

You can't make everyone happy...

.... prøver jeg at sige til mig selv, mens jeg ligger her i min forvirrede selvmedlidenhed.

Uddannelse, materielle goder og dalende selvværd.

Hvem ved om jeg overhovedet er klar til at tage en videregående uddannelse? Er pt. splittet mellem mine to personligheder, som på den ene side, bare gerne vil i gang og blive færdig og succesrig med det samme, og på den anden side, hvor jeg bare har lyst til at feste, rejse og tage dumme beslutninger flere år frem. Kan man kombinere? Sikkert ikke. En ting er dog sikkert: der skal snart ske noget i mit liv.

Det er et stykke tid siden, jeg har blogget, men det er heller ikke fordi, der er sket det store. Pt. består mine følelsesmæssige opture i materielle goder, såsom By Malene Birger-hat, Adax-tasker, Marc Jacobs-skindjakke og Saint Laurent-clutch (hvoraf sidstnævnte køb hurtigt blev afbrudt af fornuften inden kortet blev kørt igennem). For satan, hvor er det svært at kontrollere sine penge, når man har så mange af dem - og her er det ikke for at lyde som et overklasseløg, men dem, der har prøvet det, vil forstå hvad jeg mener. Mindre kan også gøre det. For hvis man allerede har overført 50% til opsparingen, og resten alligevel skal bruges, hvorfor så ikke vælge at indkøbe lidt prestige til sit selvværd?

Der er faktisk sket én ting, men ikke noget, jeg er stolt af. Et øjebliks nostalgi i en penicillin-brændert, som førte en tømmermændshovedpine med sig, som stadig varer lidt endnu. Lang historie kort (selvom jeg er bedre til det modsatte): Mødte gammel kollega-flirt i byen. Han har fået kæreste, så jeg var selvfølgelig overbevist om, at vi nu fungerede som de bedsteste venner, og intet andet end det. Det var altså lige indtil, vi var de sidste tilbage på dansegulvet, som resulterede i en pludselig omgang på nærmeste toilet, hvoraf jeg desværre svagt husker detaljer, andet end det faktum, at jeg følte et savn. Dog lige indtil bagefter, hvor svinet var tilbage i ham, og jeg for 117. gang kunne stå og bande over mig selv og min egen ikke-eksisterende rygrad. Hvad havde jeg også regnet med?

Alle de komplimenter og snakken om, at der altid vil være en kemi (drivkraft, om man vil) mellem os, bragte mig straks i en drømmeverden omkring et Chuck og Blair-agtigt on/off-forhold, for så efterfølgende at finde ud af, at vi nok aldrig rigtig har kunne kalde os en kærlighedshistorie. Og fair nok. Et forhold med ham er udelukket på baggrund af alle hans sidespring (godt nok med mig, men "once a cheater, always a cheater", right?).

Så ja. Jeg er stadig alene. Eller single, som man siger, for at få det til at lyde bedre, men efterhånden er jeg stoppet med at lyve for mig selv. Jeg er alene, og det burde der ikke være noget galt i. Men sådan føles det. Fordi jeg længes efter den der person, som alle de andre er ved at fundet, og jeg sidder herhjemme på min fridag og overvejer, om jeg nogensinde finder en større kærlighed end den, jeg pt. har til mine Balenciaga-sko og sushi. For der skal virkelig meget til, for at overgå det.

Dem, der siger, at kærlighed ikke kan købes for penge, har højst sandsynligt ret. Men hvorfor er det så overhovedet vigtigt, at få sig den uddannelse, så man kan få sig et job og sikre sin fremtid? Er det kun mig, som nogle gange har svært ved at se forskellen på ydelse og nydelse?

I'm losing my mind trying to stay on his...

En hurtig update.

På trods af kvalerne fra forrige indlæg, har jeg det faktisk okay. Bare lige FYI.

...

Tiden flyver afsted. Og alligevel føler jeg, den har stået stille siden jeg fik hue på. Sabbatår er overvurderet, men alligevel var det nok en god idé til at finde ud af, hvor klar man egentlig er til at flytte hjemmefra og komme langt væk og endelig bare være sig selv.

Jeg føler mig fanget i mit eget hjem. Et hjem, som ikke længere føles som et hjem, men som et sted,jeg blot er en urimelig gæst. Men det er selvfølgelig også svært for min familie at forstå den verden udenfor, jeg lever i, slet ikke passer med den, der er derhjemme. Jeg lever allerede i mit hoved et sparet liv, hvor indtjening passer med forbrug af nødvendigheder og først derefter er der til sjov, mens der herhjemme ikke bliver sparet på hverken antal opvaske, madspild og unødig varme. Men samtidig er jeg ikke ansvarlig nok, synes de. Jeg burde have mere økonomisk ansvar, siger de, men insisterer på at betale min fitness- og telefonregning. Så er det svært at tage ansvar eller bare i det mindste lære at gøre det...

Note til mig selv.

Don't fall in love with a guy you barely even know.

En telefonsælgers kvaler.

Jeg troede ikke, at jeg var typen, der gav op så let, men efter lidt over 1½ måned har jeg allerede fået nok af mit nye arbejde. Alle ved at telefonsælgere er flabede, irriterende og forhadte, men at jeg skulle tage det så personligt, som jeg gør, er en selvindsigt i sig selv. Jeg har på kort tid lært rigtig meget om mig selv, hvem jeg er og hvem jeg bestemt ikke vil være, men det er på den hårde og absolut ubehagelig måde.

En chef, der presser mig psykisk og konstant giver dårlig samvittighed, og alligevel ikke hjælper, når jeg har brug for det og har brug for feedback.

Kollegaer, som er en blanding mellem de mest arrogante og flinkeste personer, jeg har mødt.

Fastlønnet, men med en elendig timeløn, intet tillæg, men dog en fin provisionsordning, som jeg dog aldrig kommer til at nyde godt af, som det ser ud nu.

Og når man så søger videre og kommer til samtaler, så har de ikke engang en ledig stilling til én, som man kan komme væk og komme videre. 

Man er fanget. Og hvis jeg bliver meget længere, ved jeg ikke hvilke konsekvenser, det kommer til at have, men indtil videre er jeg nået til depressive tendenser.

Så jeg søger videre.....