31. marts 2014
24. marts 2014
She was a smart girl, till she fell in love.
Kan man snakke om dårlig timing? Ej, jeg er jo heller ikke sikker, men jeg anstrenger mig i hvert fald for ikke at gå ind og kigge på billeder fra i lørdags. Eller hende. I min iver efter at finde fejl, måtte jeg konstatere, at hun faktisk er ret flot. Ej, jeg er bare stresset. Jeg er ikke vild med ham. Hvordan skulle jeg dog være blevet det? Nej, det er noget pjat. Ligesom de bittesmå tårer, som presser sig på. Satans! Lad nu være. Jeg har det godt. Jeg har det godt. (Hvorfor lyder det mindre overbevisende i mit hoved, for hver gang jeg siger det til mig selv?)
Kom nu. Lad nu være. Det er måske meget godt. Så er jeg færdig med ham for alvor nu, og skal aldrig være irriteret eller sur på ham igen.
Men så igen. Måske var det noget, som jeg godt kunne lide.
Ej. Nu må jeg også tage mig sammen. Jeg er for klog til den slags. Det er bare vejret og årstiden. Jeg er normal til efteråret. Der er kun, hvad, 5 måneder endnu....... *suk* fuck. ARGH.
Seriously. Jeg har det fint.
Åh gud, jeg kunne godt købe noget nyt og ekstra dyrt tøj lige nu!
21. marts 2014
Kynisk kælling.
Yes, det er mig. Det er sådan jeg har følt mig det meste af tiden på det seneste i hvert fald. Jeg anstrenger mig for at undgå at råbe af folk og kaste mig ting. Jeg stresser mig selv, og når det hele bliver lidt for meget, så enten råber og skriger jeg eller sætter mig ned og græder i flere timer.
Om det er det faktum, at jeg skriver synopsis til min AT-eksamen, mangel på søvn eller at jeg er irriteret på min kollega-flirt, ved jeg ikke. Måske en god blanding, som nu har resulteret i, at jeg igen må gøre bekendskab med stress og prøve at rode mig ud af det og sige nej til ting. Som skole i dag. Jeg blev hjemme for at kunne skrive AT (er ikke begyndt endnu).
Det med min kollega er altså ved at fucke mig godt og grundigt op. Og ikke kun på den gode måde. Der var spisning og bytur med arbejdet i lørdags, hvor indtagen af alkohol startede allerede om eftermiddagen og så ellers kun blev værre og værre. Lang historie kort: På trods af lidt uoverensstemmelser, ender vi hjemme hos ham. Jeg var dog en del irriteret, da jeg fandt ud af, at han havde siddet og blæret sig med, at have været sammen med mig overfor chefen og flere af vores kolleger. Så nu ved nogenlunde alle, hvad der er sket mellem os.
Onsdagen efter blev der holdt en slags "gamer-aften" med chefen, ham, min gode veninde, som er så heldig stadig at arbejde sammen med, og mig. Og det gik jo egentlig fint nok, bortset fra da han og chefen blev fuldere og fuldere, mens jeg forblev ædru, så jeg kunne køre bil. Undervejs på aftenen, hentydede han til hvor grim jeg så ud og morgenen, og mente selv, at han var et komisk geni, og at chefen da lige skulle underholdes med det.
Da det så blev tid til at køre hjem, hvor jeg havde lovet min veninde, at køre hende hjem, så mente han bestemt, at jeg var forpligtet til også at køre ham hjem, når nu de boede i nærheden af hinanden. Han spurgte ikke engang, men jeg gav alligevel efter. Han reagerede ikke, da jeg efter 117 gange havde konstateret, at vi skulle køre NU! og da vi endelig får ham ud af døren, begynder han at tænde en cigaret, som jeg bestemt ikke mente skulle få lov at lugte i mine forældres bil. Da han havde røget færdig, var jeg lidt flabet, og syntes jeg skulle køre bilen lidt væk fra ham, idet han var på vej hen mod den (ligesom i film, you know). Hans kommentar var: "Du leger med ilden," men jeg kunne ikke være mere ligeglad efter den måde, han havde opført sig foreløbig. Halvdelen af vejen ender så med, at han kritiserer min kørsel og sidder bare og spiller flabet på bagsædet.
Jeg havde sagt til ham, at jeg max. ville køre til min veninde og sætte ham af der også, men den havde han ikke forstået, da vi nåede dertil. Min veninde var smuttet og nu sad vi så der i bilen og diskuterede. Han argumenterede med, hvor mange gange han ikke havde betalt taxaen, når vi skulle hjem fra byen osv., osv.. Han troede ikke jeg mente det, før jeg til sidst stod fast og bad ham om at smide ud. Den måde, han derefter lige skulle spille ekstra flabet og ligeglad, selvom jeg godt vidste han var lige så meget oppe i det røde felt, som jeg var, gjorde alligevel lidt ondt. Måske fordi jeg hader konfrontationer og tanken om, hvis folk begynder at hade mig eller tage afstand.
Adrenalinen pumpede, da han var steget ud af bilen og jeg arrogant startede den med det samme for at dreje i modsat retning af ham. Magen til idiot. Eller var det mig, som rent faktisk bare var en egoistisk bitch?
Jeg kunne ikke sove da jeg kom hjem. Stadig for meget adrenalin og stress i kroppen. Jeg endte med at sende ham en besked, hvor der kortfattet stod, at det sgu nok ikke var helt okay, taget alle de gange han havde givet et lift i betragtning, og at jeg håbede, han bare kunne se det lidt som en spøg. Jeg regnede ikke med at få et svar, og det fik jeg heller ikke.
Er det virkelig mig, som er en egoistisk, feministisk, kynisk kælling, eller er det egentlig fair, når man føler man er blevet ignoreret, set ned på, taget for givet, ikke blevet respekteret, osv.? Jeg føler mig lidt som "the bad guy" i den her situation, selvom alle omkring mig, mener han fik, hvad han havde fortjent.
Om det er det faktum, at jeg skriver synopsis til min AT-eksamen, mangel på søvn eller at jeg er irriteret på min kollega-flirt, ved jeg ikke. Måske en god blanding, som nu har resulteret i, at jeg igen må gøre bekendskab med stress og prøve at rode mig ud af det og sige nej til ting. Som skole i dag. Jeg blev hjemme for at kunne skrive AT (er ikke begyndt endnu).
Det med min kollega er altså ved at fucke mig godt og grundigt op. Og ikke kun på den gode måde. Der var spisning og bytur med arbejdet i lørdags, hvor indtagen af alkohol startede allerede om eftermiddagen og så ellers kun blev værre og værre. Lang historie kort: På trods af lidt uoverensstemmelser, ender vi hjemme hos ham. Jeg var dog en del irriteret, da jeg fandt ud af, at han havde siddet og blæret sig med, at have været sammen med mig overfor chefen og flere af vores kolleger. Så nu ved nogenlunde alle, hvad der er sket mellem os.
Onsdagen efter blev der holdt en slags "gamer-aften" med chefen, ham, min gode veninde, som er så heldig stadig at arbejde sammen med, og mig. Og det gik jo egentlig fint nok, bortset fra da han og chefen blev fuldere og fuldere, mens jeg forblev ædru, så jeg kunne køre bil. Undervejs på aftenen, hentydede han til hvor grim jeg så ud og morgenen, og mente selv, at han var et komisk geni, og at chefen da lige skulle underholdes med det.
Da det så blev tid til at køre hjem, hvor jeg havde lovet min veninde, at køre hende hjem, så mente han bestemt, at jeg var forpligtet til også at køre ham hjem, når nu de boede i nærheden af hinanden. Han spurgte ikke engang, men jeg gav alligevel efter. Han reagerede ikke, da jeg efter 117 gange havde konstateret, at vi skulle køre NU! og da vi endelig får ham ud af døren, begynder han at tænde en cigaret, som jeg bestemt ikke mente skulle få lov at lugte i mine forældres bil. Da han havde røget færdig, var jeg lidt flabet, og syntes jeg skulle køre bilen lidt væk fra ham, idet han var på vej hen mod den (ligesom i film, you know). Hans kommentar var: "Du leger med ilden," men jeg kunne ikke være mere ligeglad efter den måde, han havde opført sig foreløbig. Halvdelen af vejen ender så med, at han kritiserer min kørsel og sidder bare og spiller flabet på bagsædet.
Jeg havde sagt til ham, at jeg max. ville køre til min veninde og sætte ham af der også, men den havde han ikke forstået, da vi nåede dertil. Min veninde var smuttet og nu sad vi så der i bilen og diskuterede. Han argumenterede med, hvor mange gange han ikke havde betalt taxaen, når vi skulle hjem fra byen osv., osv.. Han troede ikke jeg mente det, før jeg til sidst stod fast og bad ham om at smide ud. Den måde, han derefter lige skulle spille ekstra flabet og ligeglad, selvom jeg godt vidste han var lige så meget oppe i det røde felt, som jeg var, gjorde alligevel lidt ondt. Måske fordi jeg hader konfrontationer og tanken om, hvis folk begynder at hade mig eller tage afstand.
Adrenalinen pumpede, da han var steget ud af bilen og jeg arrogant startede den med det samme for at dreje i modsat retning af ham. Magen til idiot. Eller var det mig, som rent faktisk bare var en egoistisk bitch?
Jeg kunne ikke sove da jeg kom hjem. Stadig for meget adrenalin og stress i kroppen. Jeg endte med at sende ham en besked, hvor der kortfattet stod, at det sgu nok ikke var helt okay, taget alle de gange han havde givet et lift i betragtning, og at jeg håbede, han bare kunne se det lidt som en spøg. Jeg regnede ikke med at få et svar, og det fik jeg heller ikke.
Er det virkelig mig, som er en egoistisk, feministisk, kynisk kælling, eller er det egentlig fair, når man føler man er blevet ignoreret, set ned på, taget for givet, ikke blevet respekteret, osv.? Jeg føler mig lidt som "the bad guy" i den her situation, selvom alle omkring mig, mener han fik, hvad han havde fortjent.
18. marts 2014
9. marts 2014
Over and over.
Jeg kom lidt til at skrive til ham her igen: klik
Jeg har savnet ham lidt. Eller. Jeg har savnet tanken om ham, og hvor fantastisk alting lige pludselig blev på bare 2 dage. Det endte jo desværre med, at han ikke svarede mig. Da jeg så skrev i går, virkede det som om, at han heller ikke rigtig vidste hvad der var gået galt, og til spørgsmålet: "Hvis du gerne også ville ses lidt igen, kunne vi måske finde ud af at skrive lidt igen?" svarede han: "Jeg synes da vi skal skrive noget mere sammen". Jeg interesserer ham jo ikke mere, så hvorfor prøver jeg overhovedet. Gårsdagens samtale døde efter en halv time, og nu her er vi nået til et punkt, hvor han ikke engang laver smiley'er, som han plejer. Hvorfor behøvede jeg også pine mig selv igen? Måske er det foråret som gør mig forelskelsessyg, eller også er det bare fordi, jeg savner en, som jeg kan holde af ubetinget.
Seneste besked: "Ja", uden noget andet. Men nu har jeg ham, så hvorfor ikke se, hvor langt jeg kan køre den, før han igen ignorerer mig. Nu har han jo til gengæld "givet mig lov" til at skrive ham, så det må da skulle udnyttes. Han bor alligevel et godt stykke væk, så jeg regner ikke med at rende ind i ham, hvis det går helt galt og jeg bliver for desperat.
Men ville han overhovedet skrive, at han gerne vil skrive lidt mere sammen igen, hvis han ikke bare lidt gerne ville? Se, det er en af grundene til, at jeg ikke forstår hvorfor mænds hjerner er skruet sammen.
Jeg har savnet ham lidt. Eller. Jeg har savnet tanken om ham, og hvor fantastisk alting lige pludselig blev på bare 2 dage. Det endte jo desværre med, at han ikke svarede mig. Da jeg så skrev i går, virkede det som om, at han heller ikke rigtig vidste hvad der var gået galt, og til spørgsmålet: "Hvis du gerne også ville ses lidt igen, kunne vi måske finde ud af at skrive lidt igen?" svarede han: "Jeg synes da vi skal skrive noget mere sammen". Jeg interesserer ham jo ikke mere, så hvorfor prøver jeg overhovedet. Gårsdagens samtale døde efter en halv time, og nu her er vi nået til et punkt, hvor han ikke engang laver smiley'er, som han plejer. Hvorfor behøvede jeg også pine mig selv igen? Måske er det foråret som gør mig forelskelsessyg, eller også er det bare fordi, jeg savner en, som jeg kan holde af ubetinget.
Seneste besked: "Ja", uden noget andet. Men nu har jeg ham, så hvorfor ikke se, hvor langt jeg kan køre den, før han igen ignorerer mig. Nu har han jo til gengæld "givet mig lov" til at skrive ham, så det må da skulle udnyttes. Han bor alligevel et godt stykke væk, så jeg regner ikke med at rende ind i ham, hvis det går helt galt og jeg bliver for desperat.
Men ville han overhovedet skrive, at han gerne vil skrive lidt mere sammen igen, hvis han ikke bare lidt gerne ville? Se, det er en af grundene til, at jeg ikke forstår hvorfor mænds hjerner er skruet sammen.
2. marts 2014
Abonner på:
Opslag (Atom)