Mig, når jeg skriver dansk....

...

Jeg gider ikke mere. Jeg synes efterhånden, der er gået for lang tid til, at jeg kan tillade mig stadig at have et crush på min kollega, men jo, åbenbart. Nu er det endda gået så vidt, at jeg i nat konstant har drømt om ham, og hvordan jeg hele tiden lige skulle hole øje med, hvor han var i håb om, at han også kiggede efter mig. Hvilket han ikke gjorde - i drømmen, vel at mærke.
Jalousi er en dræber. Og jeg er ikke i tvivl om at den mest gennemgående følelse i drømmen var jalousi. Måske fordi han hele dagen i går, da vi var på arbejde, virkede som om at han ville gøre mig jaloux ved at flirte med de andre piger, der var der. Det virkede åbenbart, selvom jeg godt selv kunne se, at det til tider var lidt for meget rettet mod min opmærksomhed. Han smuttede også straks til pause, da jeg nævnte for min chef, at jeg selv gik til pause. Det værste er, at det er så pissehyggeligt, og der er ikke noget seriøst i det, men alligevel irriterer det mig, at vi fungere skidegodt som gode venner, når vi er på arbejde, og så måske med en anelse flirt, men vi kan bare ikke finde ud af kun at være venner, når vi er i byen.

Det sjove er, at jeg egentlig kun fik den arbejdsvagt i går, fordi han spurgte mig i forgårs, om ikke jeg skulle på arbejde fordi det var den 28.. Jeg havde måske kort nævnt for ham på et tidspunkt, at jeg skulle på arbejde den 28. december, og det kunne han så huske lidt af åbenbart. Det sjove består så i den måde, han bagefter måtte prøve at komme med en undskyldning på, hvorfor han troede det, selvom jeg godt vidste, at det var fordi han havde husket det. Mand! Hvor er det sødt og irriterende! Lad mig nu være. Eller nej, det gider jeg heller ikke bare have. Kan han ikke bare sige hvad han vil? Der er julefrokost om en uge, og jeg ved sgu ikke hvad jeg skal forvente.

Måske skal vi bestræbe os efter bare at være venner, og så virkelig prøve denne her gang. Det er nok det smarteste. Så er det bare min underbevidsthed, som også skal fatte det, så jeg ikke vågner midt om natten igen, fordi jeg drømmer om ham. Måske prøver den bare at gøre mig opmærksom på mine undertrykte følelser. MEN DER ER LIGESOM EN GRUND TIL DE ER UNDERTRYKTE!!

Jeg gider ikke mere. Ikke igen. Ikke flere følelser. Lad nu være.

Når man keder sig...

.... ja, så kan man jo alligevel lige så godt bare begynde at øve sig i at krølle hår.

Fandt forresten ud af i dag, at jeg er kommet ned og veje 60,3 kg nu. Det er ca. 11,5 kg mindre end i januar, da jeg begyndte i Fitness World!!! Jeg er så glad og nærmest helt i chok - det er så vildt at tænke på!

Just say it.

Ja. Han var for god til at være sand - ham fra studiepraktik altså. Vi havde aftalt at vi skulle i byen på lørdag, så hans venner kunne møde mig, og nogle af mine kunne møde ham. Men nu svarer han mig ikke, når jeg skriver, og han har ikke skrevet til mig i en uge. Jeg vidste det var for godt til at være sandt. Han er jo perfekt! Han er lækker, han er sød, han er sjov, han er god i sengen, han er dejlig, han er romantisk, han er spontan. Hvorfor skulle han også gide have en som mig? Jeg ved godt jeg ikke skal være så selvhadende, for det er trods alt en faktor, at han for ikke så lang tid siden kom ud af et 3 års langt forhold, så jeg kan sgu godt forstå, hvis han vil slappe lidt af på den front. Men hvorfor kan han ikke bare sige det til mig? Skal vi piger virkelig bare vente til den dag vores fyr stopper med at skrive med at finde ud af, at de ikke er interesserede alligevel. Kan de ikke bare tage sig sammen og sige det? Vi bliver altså ikke sure, vi sætter bare pris på jeres ærlighed, og så er den ikke længere.

Jeg håber jo stadig han skriver, selvom det er tvivlsomt. Jeg gad godt bare vide: Er det noget med mig eller er det bare ham?

Gider ikke skrive mere engelsk. Vil bare sidde og være øv over ikke at have bestået min køreprøve på trods af at jeg kørte perfekt, men så fordi der lige præcis i dag skulle være et lyskryds ude af funktion, som skulle fucke min orienteringsevner op. Øv, altså. Min kørelærer var også nærmest i chok, fordi han ikke havde regnet med det. Så nu er det op igen hurtigst muligt. Heldigvis mener min kørelærer ikke, at jeg har behov for ekstra timer, så nu skal det altså bare overstås og kortet skal i hus, så jeg kan fokusere på alle det andre ting, der foregår i mit liv for tiden. Som engelsk essay fx. Men jeg gider IKKE!!! Hvad skal jeg bruge det til? Jeg får jo intet ud af det, når jeg alligevel ender med at give mig selv 2 timer til deadline til at skrive den i. Så bliver det jo ikke godt. Er det en okay undskyldning at give sin lærer eller bør jeg bare tage mig sammen? Æj, altså...

Confusion and a fucked world.

Jeg ved ikke, om jeg faktisk har det godt, eller om det er noget, jeg bilder mig selv ind. I dag har ellers været en god dag. Fik tidligt fri og smuttede så op og trænede til sveden løb godt og grundigt ned over mit ansigt (og hele resten af kroppen, for den sags skyld), og var glad og frisk, da jeg kom hjem. Men der gik det så op for mig. Hvad plejer jeg at lave herhjemme? Jeg havde allerede nået mine lektier, så det var ikke engang noget, der kunne distrahere mig. Hvad laver man derhjemme udover at spise, sove, skrive afleveringer og skændes med sine forældre? Og jeg må ærligt talt svare, at det ved jeg ikke. Så kom jeg i tanke om en engelskaflevering til i morgen aften, som jeg kunne nå at lave. Men gad jeg egentlig også det? Næ. Så i stedet vælger jeg at rydde op i hele huset, så jeg måske kan få et par rosende ord fra min mor efter vores skænderi om vasketøj i går aftes. Men er det ikke trist? Altså, huset er blevet flot, men helt ærligt? Hvor blev min folkeskole-mentalitet af, hvor jeg altid havde en idé om noget at lave, når jeg kom hjem fra skole og var færdig med lektierne? Den er bare væk. Nu er jeg bare kun træt, og det jeg så overvejer at lave er flere lektier eller rydde op. Jeg glæder mig virkelig til at komme væk fra det hele lige nu.

Måske er jeg bare frustreret over de drenge, der synes de bare kan gå ind og ud af mit liv. Og ja. Drenge i flertal. Selvom jeg var ved at blive rigtig glad for ham, jeg mødte i studiepraktik, så kunne fulde mig selvfølgelig ikke helt alligevel holde mig væk, da min flirte-kollega spurgte om han måtte sove hos mig efter en bytur. Lige pludselig var alting omvendt. Ham (min kollega), som havde haft en kæreste og som jeg var fuldt besluttet på at holde mig fra fordi han tydeligvis ikke var interesseret i mig rigtig, han var lige pludselig vildt sød, og sagde han var vild med mig, og blev tydeligt jaloux, da jeg nævnte, at der var en anden. Lå og holdt om mig hele natten og kyssede mig farvel. Så er der ham, som jeg troede var den perfekte, søde fyr, som nærmest ville sætte mig op på en piedestal, fordi han virkede så vild med mig. Han er så lige pludselig fraværende og svarer mig kun i få, korte sms'er uden smiley'er, selvom han plejede at skrive 2-3 gange om dagen og som minimum kalde mig smukke. HVAD GIK DER GALT? Nu kan jeg jo ikke vælge nogen af dem. Jo, måske sidstnævnte fra studiepraktik, hvis han tager sig sammen snart, men ellers så er jeg jo tilbage hvor jeg startede. Faktisk, så er det ikke så slemt, som jeg troede, men det er stadig noget lort.

Alligevel har det på en eller anden måde afstresset mig en smule, at jeg endelig fik gået hele vejen med min kollega, som jeg har flirtet med siden sidst i juli. Som om jeg virkelig havde brug for at komme af med al spændingen og nysgerrigheden, men nu kan jeg jo ikke lade være med at lave et tilbagespring. Undrer mig over: er han vild med mig nu? Han sagde gentagne, at han synes jeg var dejlig, og at han vildt godt kunne lide mig, men igen, han var også fuld. Ikke ligesom mig (fordi 3 tequila-shots var en dårlig idé), men stadig. Og sidst skete der jo ikke rigtig noget efter, udover at jeg fik en sms, hvor han mente vi skulle droppe det, fordi der ikke var følelser. Nu sidder jeg så her. 2½ måned efter. Der er sket mere flere gange og denne sidste gang endte vi hjemme hos mig. Og jeg fik ingen sms dagen efter. Jeg fik blot et sødt smil, et par farvelkys og så en pinlig forklaring, som skulle formuleres til min mor.

Er det bare mig, eller er det som om, at hver gang man tror, at man ved hvordan det hele skal være, så sker der bare et eller andet, som akkurat skal ændre det hele, som ellers passede så godt ind i ens hoved?

Just some random updates...

Så var jeg sgu ude og stemme for første gang i dag. Og jo, det ER altså vigtigt! Jeg er af den holdning, at hvis du ikke det mindste går op og stemmer blankt som provokation, så du næsten ligegyldig for samfundet at engagere sig i, hvis ikke du også engagerer dig i samfundet. Det lyder lidt tough, men ærligt talt? Man får slik og alt muligt, så så slemt er det heller ikke.

Derudover er jeg faktisk begyndt at kunne overskue skolen igen, på trods af stress osv. over SRP'en, men nu hvor jeg har været til sidste vejledningssamtale, så er der trods alt ikke andet at gøre end at vente på den endelige opgave og så bare få det overstået. For det hele lige nu, er bare noget der skal overstås.
Eksempelvis min køreprøve i overmorgen. Kan ikke finde ud af, om jeg skal regne med jeg får kortet eller ej. Er bange for at sætte næsen for højt op efter det, og så ikke få det. Ikke at jeg vil blive voldsomt skuffet, for det er jo bare til prøve igen en uge eller to, det er bare pengene, der er triste at bruge på det.

Så er min søde gut fra Studiepraktik begyndt at skrive mindre til mig, også selvom jeg skriver til ham. Vi var dog stadig sammen i lørdags og sov sammen (og måske lidt mere), men han virkede bare lidt fjern og som om, at ikke var helt så vild med mig mere, som det først virkede som om. Den sveg lidt, men vi har heldigvis en aftale d. 30. om at vi skal i byen sammen, så jeg kan møde hans venner, og han så kan møde et par af mine også. Jeg tror, at hvis det ikke bliver bedre indtil da, så må jeg hellere lige tage en snak med ham om, hvor han ser, vi står. Det kan jo være, han har meget travlt, og at det ikke altid lige passer, og fair nok. Jeg ville bare ønske han ville sige det så. Og især, hvis det er fordi han ikke længere er interesseret, for så vil jeg ikke kaste mig længere ud i forelskelsessøen.

♥

Behøver jeg virkelig vente på at lære ham bedre at kende, bare så jeg kan bekræfte mig selv i, at han er perfekt, når jeg bare vil have ham nu? Selvfølgelig. Han er jo næsten lige kommet ud af et 3 år langt forhold for et par måneder siden. Men øv!

Love is in the air....

Har brugt det meste af dagen på at bage pandekager, se film og putte med ham den søde, som jeg var på date med i lørdags. Han er da bare for fantastisk. Alt for god til at være sand, men selv hvis jeg drømmer, så lad lige være med at vække mig. Fik jeg nævnt, at han er overdrevet flot og SAMTIDIG mega sød? Han mødte også min familie (dvs. han hilste, men snakkede kun lidt med min mor) og de så vist bare ud til at være imponeret. Han var også helt cool med det. Det er godt nok utroligt.

Hele dagen føltes det bare som om, vi havde kendt i hinanden i lang tid og næsten allerede var sammen. Vi kyssede på alle tidspunkter mulige og... jaa.... Han er for dejlig! Jeg er virkelig ked af, det bliver sådan et puttenutte indlæg, hvor jeg praler om, hvor glad jeg er for den her fyr og hvor godt det går, men det var altså lige, hvad der var behov for.

♥ ♥ ♥

Oh, boys....

Så var jeg jo på date i går.

Det gik godt. Meget godt.

Han er vildt flot og virkelig sød, og det lader vist også til at han gerne vil se mig igen. Har siddet og smilet hele dagen. Kan ikke lade være. Han er sød. Hvordan sker det her? Så pludseligt. Så ud af det blå. Og samtidig med så dårlig timing, som jeg sidder og skal koncentrere mig om idrætsprojekt og snart SRP.... 

Ville ønske jeg turde lade mit hjerte banke løs og bare nyde det, men min kollega-gut har efterhånden ødelagt min tro på det gode i drenge. Nu er han så blevet single og hentyder så lidt til, at der nu er plads til mig, og så står han en halv time senere med sin hånd klistret fast på en eller anden lårkort blondine.

Jeg skal bare glemme ham. Gid det var nemmere end det åbenbart ikke er. Fuck.

Jeg burde bare kunne nyde den her nye, lækre, søde, dejlige, ja fantastiske fyr, som gerne vil se mig igen og bruger 750 kr. (!) på at invitere mig ud og spise. Han ER også sød, og jo jeg er nok også faldet lidt for ham. Nu er det bare idioten, jeg skal have ud af hovedet. Men hvordan gør jeg det, når det er ham, jeg ser oftest?

I går skal glemmes og i dag skal nydes!