31. august 2013

The other woman...

Kender I det der, når man drømmer om noget, som man tror aldrig nogensinde vil kunne ske i virkeligheden? Sådan havde jeg det, men så alligevel i går aftes skete der rent faktisk noget for mig:

Jeg har i et stykke tid gået rundt og sukket lidt efter den her fyr, som for en måned siden startede på mit arbejde. Vi havde fra starten en rigtig god kemi og allerede første dag gik vi og flirtede. Efter et par gange fandt jeg dog ud af, at han havde en kæreste, men flirteriet forsatte stadig, og jeg tænkte at så måtte han selv sige fra, hvis det blev for meget. Så var vi en aften i byen med arbejdet, hvor flirteriet stadig forsatte og han gav mig drinks hele aftenen. Der havde jeg lidt fået en fornemmelse af, at der var lidt mere.

Tiden efter gik med at vi stadig flirtede lidt uskyldigt, han ansøgte mig på Facebook og hver gang jeg var forbi arbejdet, var han hele tiden rundt om mig og vi kunne snakke og drille hinanden i lang tid hver gang. Det faldt dog lidt til ro, da jeg igen startede i skole og samtidig havde jeg bestemt mig for at komme lidt videre, når han nu havde en kæreste. 

I går der dukkede jeg så op på arbejdet omkring lukketid, og han og en anden kollega spurgte, om jeg ikke blev til fyraftensbajer, og mit svar var selvfølgelig et hurtigt ja, da jeg allerede havde drukket et par genstande inden. Da vi så var færdige der, insisterede jeg på, at de to gutter tog med videre i byen, selvom ham (som jeg flirtede med) skulle arbejde kl. 10 næste dag. Jeg fik dog overtalt dem, og de tog med.

Så var vi der i byen og vi drak og hyggede os, og samtidig begynder min "flirt" og jeg selvfølgelig at flirte lidt mere og mere, og lang historie kort: vi kysser, da vores er blevet træt og er gået hjem. 

Han sidder konstant med en hånd på mit lår og smiler uskyldigt og sødt, mens jeg har sværere og sværere ved at modstå, selvom tanken om kæresten bliver ved med at dukke op. Jeg spørger ind til hende, og han forklarer hvordan de har været on/off i 3 år og at han bare ikke har kunne lade være med at synes jeg var rigtig sød og dejlig, og (på samme måde som jeg) har haft lyst til at kysse mig. Jeg forklarer hvordan jeg ikke synes, det er fair for ham at være utro, hvorefter han forklarer, at han har set hende være utro.

Jeg spørger om jeg bare er hævn så, eller om jeg bare er et sidespring, fordi det andet er blevet for rutine-agtigt.

Han svarer at han normalt aldrig er sådan eller har haft det sådan, og at han ikke lige ved, hvad der er med mig, men han har fra starten ikke kunnet lade være med at synes jeg er sød. 

Vi bruger det meste af aftenen på at kysse mere og mere intenst, mens han stadig har hånden på mit lår (and you know...)

Vi går videre ud i natten, men nu som om alt er som før. Da vi når til den nærmeste McDonalds, sætter vi os udenfor og forsætter hvor vi slap. Vi begynder samtidig på en dybere og dybere samtale omkring vores opvækst, familier og hvad vi kan lide og ikke kan lide.

Da klokken nærmer sig 6-7 beslutter han sig for at han ikke kan nå hjem inden han skal arbejde igen. På det tidspunkt var vi meget trætte.

Han følger mig op til stationen og vi sidder begge lydløse på en bænk, mens enkelte friske mennesker går frem og tilbage forbi. Vi kysser ikke. Vi small-talker om ingenting. Jeg spørger ham om det er anderledes, når vi er ædru. Han spørger om jeg synes det, og jeg svarer at det egentlig ikke er det for mig. Jeg nævner hans pludselige nedtoning af komplimenter og han forklarer med, at han er meget træt, men at han stadig synes jeg er rigtig sød.

Jeg siger til ham, at han skal smutte ned på arbejdet, hvor han måske kan få sovet lidt inden chefen møder op. Han kysser mig farvel. Ikke så intenst som tidligere, men hånden er stadig på mit lår. Jeg ser ham cykle afsted, mens jeg tænker: "HVAD FANDEN SKETE DER LIGE DÉR?!"

Jeg havde ikke troet det skulle ske. Jeg havde måske ønsket det i ny og næ, når jeg tabte en øjenvippe eller klokken slog 11.11 eller 22.22, men jeg virkelig havde ikke forestillet mig det ville ske.

Min veninde spurgte mig, hvordan jeg havde det med at være "elskerinden". Og ærligt: jeg ved det sgu ikke.

Jeg stoler på, når han siger, at det er på grund af mig og ikke bare spændingen ved at være utro.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal agere i sådan en situation.

Jeg vil ikke ødelægge deres forhold eller såre nogen, men et eller andet sted, vil jeg nok hellere have ham for mig selv....

28. august 2013

Hormones..

Det har været den underligste dag.

For et par timer siden sad jeg og græd over, at jeg ikke følte jeg havde nogen "rigtige" venner eller en bedste ven, jeg kunne komme til, og nu elsker jeg alt og alle!

Mystiske, dumme kvindehormoner....
Jeg er nok det største ego jeg kender, men helt ærligt, mand! Hvis ikke man kan stole på andre, så har man kun sig selv, og hvem skal så fortælle en, at man er god nok?

Thoughts or feelings?

Nogle dage burde jeg ikke tillade mig selv at dele mine holdninger med andre mennesker, for slet ikke at snakke om at lytte til deres. Hvorfor skal jeg hele tiden sammenligne? Var jeg ikke lige blevet enig med mig selv i, at jeg har det godt nu? Og jeg har det jo godt. Det har jeg. Jeg er bare jaloux. Jaloux på alt det jeg har været, og som jeg egentlig ikke gider tilbage til, men som alligevel på en eller anden måde stadig er så fristende. Måske er jeg bange for, jeg ikke kan det længere og tanken om at mislykkes skræmmer mig. Men hvem kan ikke? Mine hjerne er splittet til to dele, som konstant diskuterer den ene yderlighed til den anden, og de vil aldrig enes. Men hvad er så det rigtige? Det jeg føler, eller det jeg tænker?



Fedt. Nu er der fløjet en dum sommerfugl ind på mit værelse. Magter det ikke.

Burde skrive engelsk. Fuck 3.g.
Hvad er idéen med at ødelægge unge menneskers livsenergi i så tidlig en alder? ....

25. august 2013

Hvorfor er jeg typen, der bliver ked af en ellers fin gave, som bare overhovedet ikke er noget jeg går med (JEG HADER SMYKKER!), i stedet for at være glad for at folk gad at komme og rent faktisk brug penge og tid på at købe en gave til mig? ...

15. august 2013

Back in hell...

Jeg kan slet ikke overskue at begynde at fortælle om alt det, der er sket i min sommerferie lige nu, så de historier må vente. Jeg har nu været 3.g'er i 2 dage og jeg er allerede smadret og jeg gider bare ikke mere! Oveni det, så er mine forældre også godt stressede og alt jeg er gør er åbenbart kun til besvær, selvom jeg ikke aner, hvad det er, jeg gør. Det ødelagde så mit ellers så dejligt positive overskud..

Jeg gider ikke være i et forhold lige nu (emneskift, btw), men alligevel kan jeg ikke lade være med at sidde og håbe på, at ham, som jeg scorede på Roskilde festivalen, skriver til mig, selvom det egentlig ikke er fordi vi har noget, men vi begge to bare godt ku' hinanden. Hvorfor vil jeg så have han skriver konstant? Gaaah! Få mit hoved til at stoppe med det pjat - nu hvor jeg er blevet 18, må jeg da være for gammel til den slags...