Money, money, money!

Det der, når det går op for en, at man i starten af måneden havde 4000 kr., og nu stadig har 3000 kr. tilbage, ikke? Ubeskrivelig lykke. Skyndte mig dog at overføre nogle penge til min opsparing. - Tænk at det skulle komme fra mig.

Facebook....

Facebook gør mig i dårligt humør... det ene øjeblik er man helt begejstret over, hvor søde klassekammerater man har, som lægger hjælpende links op på klassesiden, og det andet øjeblik sidder man og kigger på billeder af de alt for kønne tøser, man er venner med, og ender endda med at se på billeder af min eks..

Jeg savner de gamle dage. For 3 år siden. For 1 år siden. For et par dage siden. For en time siden.
Jeg kan tydeligvis ikke stille mig tilfreds med at leve i nuet. Selvom jeg prøver...

I'm soooo the last one....

23:41

I'm done! - godnat!

22:40

Jeg gider ikke mere og har det tilmed fået udsat, og dog kæmper jeg videre! Jeg SKAL kunne klare det!

21:34

burde lave tysk, burde lave tysk...... BAAAAH!!! og dog sidder jeg her.....

21:28

Et 12-tal i tysk mundtligt i folkeskolen og jeg overvurderer mine evner... fuuuuuuck, what do I do?

Just another Sunday...

Søndag. Flot vejr. Endelig er sommeren på vej, og vi kan mærke det. Jeg kan så også mærke min lettere forstoppede næse, fordi jeg overvurderede vejret og dermed fik for lidt tøj på den ene dag, og det resulterede så i, at jeg blev snottet.

Det er rart nok. Ting går okay. Jeg keder mig stadig røven ud af bukserne. Jeg er stadig single as fuck. Jeg har til gengæld for en gangs skyld ikke tømmermænd efter en fest med druk, og på trods af kun sølle 4 timers søvn max., så er jeg frisk. Imponerende, hvis jeg selv skal sige det.

Så er jeg så småt begyndt at planlægge min 18 års, selvom der er lidt over 3 måneder til. Det er ret spændende, men det SKAL bare være perfekt. Jeg kan slet ikke vente. Så kommer der endelig alligevel til at ske noget.

Er lidt random i dag, hvis det ikke allerede har vist sig... Dog ikke på en dårlige måde. Jeg er glad nok. Sådan da, Mit humør er i hvert fald godt, så det er fint.

Hvad venter jeg på?

Venter jeg på, at der skal ske noget? Venter jeg på, at der skal ske et vendepunkt i mit liv, så alt ikke virker så nytteløst og jeg ikke keder mig så meget? Venter jeg i virkeligheden bare på, han svarer igen? Venter jeg på, at ham den anden lader mig være? Venter jeg på, at det hele skal være overstået? Venter jeg på det hele skal begynde? Hvad venter jeg egentligt på, og har jeg overhovedet noget at vente på, selvom mit liv er gået i stå?

Everything should be upside down...

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad der er galt med mig. Og om det overhovedet er mig eller bare resten af verden den er gal med. Jeg siger selv fra, når de andre står fredag efter fredag og spørger om jeg ikke vil med til fredagscafé eller i byen, men så alligevel mandagen efter, ærger jeg mig over alt det jeg gik glip af. Egentlig har jeg ikke lyst til alt det der fest hver weekend og endda i hverdagen, men jeg føler jeg går glip af alt, hvad mine venner foretager sig uden for skolen, og jeg føler jeg bliver erstattet og glemt, selvom jeg ved de tænker på mig og det er min egen skyld, men er det virkelig ikke muligt at gå i 2.g. og være sammen med sine venner på en fredag aften uden man behøver involvere alkohol? Jeg kan godt selv lide at drikke og til tider er det endda veltrængt, men jeg kan bare ikke fredag efter fredag...

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg efterhånden tænker mere på min krop og hvordan jeg bedst muligt holder mig sund og kan tabe mig, men det kan jeg ikke sige til mine venner, fordi de ikke mener eg behøver det. Fordi de ikke ser mig, som jeg gør. Fordi alt de laver er at drikke! Selvfølgelig ikke alle mine venner, men en bestemt del af mine venner, og desværre dem, jeg skal høre på mandag efter mandag om, hvad de har foretaget sig i weekenden og alt det jeg gik glip af. Jeg er jaloux, men jeg ved ikke om det er fordi jeg savner det eller fordi jeg bare ikke kan lide at være udenfor, fordi jeg så tit før i tiden er blevet det. Jeg vælger jo selv fra, men hvorfor skal det være så svært? Hvorfor skal jeg have det dårligt over ikke at være ude og smadre min lever og kysse med ligegyldige og sikkert også grimme fyre, når jeg selv fordriver tiden med træning og fornuftige sengetider? Jeg er ikke en total dødbider, men hvem siger at man ikke også har lov til at være det? Hvem har vendt op og ned på, hvad der bliver set som rigtigt og forkert?

Running in to your ex...

Jeg løb lige ind i min ekskæreste, som jeg ellers ikke har set siden vi gik fra hinanden.. Damn, jeg troede jeg ville være mere okay og ovre det, end jeg opdagede var. Så stod han der, sagde egentlig bare hej som gestus, for så bare at gå videre, da jeg stopper og skal give krammer og høre hvordan det går osv. (havde egentlig selv en aftale jeg skulle nå). Jeg gik helt i panik og kunne mærke hvordan jeg havde en pludselig trang til at fortælle om alt, der er sket siden sidst; er startet i fitness, har mindre stress, har fået bedre karakterer osv., men i stedet får jeg nævnt hvor travlt jeg har for tiden og sådan? Hvad fanden? Hvor kom den lige fra? Jeg har der godt nok for tiden, er glad og gymnasiet er kun en smule uoverskueligt (okay meget!), så hvorfor skulle jeg sige det? Burde jeg ikke spille mega overskudsagtig og selvstændig uden ham? Men jeg savner ham jo. Rigtig meget. Jeg savner den måde han holdt om mig på. Jeg savner hans kys. Jeg savner nok lidt det hele. Måske er det fordi, at jeg alligevel ikke havde noget med ham min "ven" , jeg knaldede med, og så vil jeg hellere bare tilbage til hvor det hele var trygt. Dengang hvor man havde et par sms'er efter en lang dag, hvor der i det mindste var en der bekymrede sig om, hvordan ens dag havde været. Det passer forresten ikke, for det har jeg aldrig haft. Foreløbig ser det sgu heller ikke ud til at nogen vil have mig. Og det værste er, at jeg heller ikke har nogen bedste veninde mere at gå til. De har alle for travlt og har andre veninder, så jeg er ikke i første række hos nogen. Måske hos min mor, men det er da også det eneste lyspunkt.

Godnat, på en fredag kl. 22 :(

Genial og dejlig kombi ♥

Life's kinda rough to you sometimes...

Jeg er efterhånden noget til et punkt, hvor ting bare står stille, og jeg egentlig formår at holde mig opdateret og med på det hele, men i sidste ende ikke aner, hvad jeg laver. Ja, det er gymnasie, jeg hentyder til. Man siger jo 2.g. er det hårdeste, men så snakkede jeg med nogle 3.g.'er, som så åbenbart ikke så nogen ændring fra 2. til 3..

1 år mere med det her? Hvad så når vinteren kommer igen? Skal jeg gennem stress, angst og tusinde tårer endnu en gang? Jeg vil rigtig gerne gøre det godt, og gøre det bedste for mig, men når min far ikke en gang kan støtte mig i, at jeg skal nå at være tidligt færdig med mine lektier, så jeg kan komme ordentligt i seng og ikke være en zombie i skolen i morgen, bare fordi han misforstår mig under opvasken og lader mig komme til først med mine ting. Så bliver man kaldt egoistisk og selvoptaget, men er det ikke lige netop i sådanne situationer at det er okay? Eller hvad? Er hvem der kommer først til opvasken virkelig det helt store, mens en sølle gymnasieuddannelse bare er en lille ting, der nemt kan klares og ikke betyder noget. FANDME NEJ! I så fald giver jeg op, for hvis jeg ikke kan holde til en sådan "let" ting her i livet, så kan det vel kun blive sværere herfra. Og det værste er, at det ved jeg det bliver....

Jeg har bare travlt, travlt, travlt for tiden....