En telefonsælgers kvaler.

Jeg troede ikke, at jeg var typen, der gav op så let, men efter lidt over 1½ måned har jeg allerede fået nok af mit nye arbejde. Alle ved at telefonsælgere er flabede, irriterende og forhadte, men at jeg skulle tage det så personligt, som jeg gør, er en selvindsigt i sig selv. Jeg har på kort tid lært rigtig meget om mig selv, hvem jeg er og hvem jeg bestemt ikke vil være, men det er på den hårde og absolut ubehagelig måde.

En chef, der presser mig psykisk og konstant giver dårlig samvittighed, og alligevel ikke hjælper, når jeg har brug for det og har brug for feedback.

Kollegaer, som er en blanding mellem de mest arrogante og flinkeste personer, jeg har mødt.

Fastlønnet, men med en elendig timeløn, intet tillæg, men dog en fin provisionsordning, som jeg dog aldrig kommer til at nyde godt af, som det ser ud nu.

Og når man så søger videre og kommer til samtaler, så har de ikke engang en ledig stilling til én, som man kan komme væk og komme videre. 

Man er fanget. Og hvis jeg bliver meget længere, ved jeg ikke hvilke konsekvenser, det kommer til at have, men indtil videre er jeg nået til depressive tendenser.

Så jeg søger videre.....