Jeg har lyst til at skrige det og skrive det overalt. i forsøg på at en eller anden vil tage sig af mig og sige det hele nok skal gå: Min mor har brystkræft. Tror jeg da. Der er ingen det fortæller mig noget helt konkret, som jeg kan forholde mig til. For som jeg har forstået det, så er det vist kun kræft, hvis operationen ender op med, at hun alligevel skal gennem kemo. Men det er jo en kræftknude, og jeg er blevet bombarderet med brochurer omkring hvordan og hvorledes børn kan agere, når en forælder får kræft (okay, det var en brochure, men det var rigeligt til tårekanalerne for denne omgang).

Det er jo kræft. Forhelvede altså. Hvorfor nu? Det skulle være den bedste sommer i mit liv: lige blevet student, luksusferie til Tyrkiet og nyde sommeren. I stedet er den blevet til et helvede, hvor jeg desperat skelner mellem at ville flygte og få noget lidt hjemmefra, men samtidig føler skyldfølelse over at ville "forlade" min mor i hendes raske periode inden operationen.

I need help.

Ferien med all inclusive på 5-stjernet hotel i Tyrkiet er nu aflyst. Det var beskeden fra mine forældre, da de kom hjem fra Ringsted Sygehus, hvor vi godt vidste, at samtalen skulle handle om den knude, de havde fundet i min mors bryst. Konklusion: kræftknude. Ferien blev kun aflyst fordi lægerne reagerede så hurtigt og hun nu skal opereres allerede på onsdag.

Tårerne vil ingen ende tage. Hverken hos min mor eller mig. Dog er jeg mest bekymret for min lillebror. Han sidder bare der. Tavs, som han ellers aldrig er. Hold kæft hvor jeg elsker hele min familie. Hvorfor skal det ske for os?