Jeg render rastløst rundt og tankerne flyver rundt om løst og fast. Jeg græder ikke, men jeg føler alligevel at alle kan se, at jeg er ked af det. Men af hvad? Jeg gider ikke tænke på hvad, for tænk hvis det rent faktisk ER noget, som gør mig virkelig ked af at tænke på. Så hellere lade være og drukne sorgerne i ligegyldige hverdagsbedrifter. Fuck altså. Giv mig noget sommer. Nu, tak.