Uddannelse.

Jeg synes sgu det er svært med det der med at vælge uddannelse. Ikke fordi jeg ikke ved hvad jeg vil, det har jeg skam fundet ud af nu, men bare generelt hele presset og idéen med det. Har for første gang gennemskuet at gymnasiet blot har været en mellemstation mellem barn og voksen, og i virkeligheden kunne den evige kamp om karakterer og at undgå stress have været lige meget, for der hvor jeg (ENDELIG) har fundet ud af,jeg skal hen, der er der ikke engang kvotesystem. Ved godt at jeg skal være stolt af at være kommet så langt og egentlig have klaret det meget flot. Mit gennemsnit ligger pt. på 9,1, og det er altså uden at jeg sådan rigtig har taget mig sammen i de enkelte fag. Men hvad fanden? Det er jo kun et tal. Et tal som vil følge mig resten af mine dage, men som aldrig helt alligevel har kunne definere mig, som den person jeg er. Det siger ikke noget om mine evner indenfor social kunnen og ambitiøse mål, for slet ikke at tale om min egentlig personlighed og udstråling. Har det ikke også noget at sige? Eller vil de i fremtiden hellere sidde og læse den halve side, hvorpå diverse chefer har pyntet på mine kompetencer indenfor ligegyldige deltidsjobs. Mød mig. Lær mig at kende. Oplev min personlighed, for det er der jeg skinner igennem. Ikke nødvendigvis indenfor vektorregning eller danskanalyse. Fuck det, der er fri adgang på min nuværende drømmeuddannelse.

Hvorfor skal der være så meget konkurrence? Jeg endte på et tidspunkt i en diskussion med en veninde, hvor hun blærede sig med at få højere karakterer end mig, kun fordi jeg grinte af noget, som for mig var almen viden, men som hun ikke vidste. Så sad jeg der, og skulle argumentere min egen sag, og jeg endte egentlig bare med at sige: "du skal bruge det, det skal jeg ikke." For det er fandme rigtigt nok! Det er ikke os alle sammen, som behøver eller kun er tilfredse med topkarakterer, men hvorfor skal vi så blive set ned på? Jeg er ikke engang typen, som er jaloux på 12-tals-eleverne, for jeg var selv en i folkeskolen, så jeg kender følelsen af, når noget lykkes til en topkarakter. Hvad er det for en måde at dømme andre på? Det værste var, at selvom det kunne rage mig et hvis sted, det hun havde sagt, så gjorde det alligevel ondt.

Jeg skal nyde de sidste måneder, jeg har tilbage af gymnasiet, det ved jeg godt. Jeg vil bare så meget hellere bare være færdig nu, hvor jeg ved, hvad der rent faktisk venter mig efter.