Jeg ved ikke, om jeg faktisk har det godt, eller om det er noget, jeg bilder mig selv ind. I dag har ellers været en god dag. Fik tidligt fri og smuttede så op og trænede til sveden løb godt og grundigt ned over mit ansigt (og hele resten af kroppen, for den sags skyld), og var glad og frisk, da jeg kom hjem. Men der gik det så op for mig. Hvad plejer jeg at lave herhjemme? Jeg havde allerede nået mine lektier, så det var ikke engang noget, der kunne distrahere mig. Hvad laver man derhjemme udover at spise, sove, skrive afleveringer og skændes med sine forældre? Og jeg må ærligt talt svare, at det ved jeg ikke. Så kom jeg i tanke om en engelskaflevering til i morgen aften, som jeg kunne nå at lave. Men gad jeg egentlig også det? Næ. Så i stedet vælger jeg at rydde op i hele huset, så jeg måske kan få et par rosende ord fra min mor efter vores skænderi om vasketøj i går aftes. Men er det ikke trist? Altså, huset er blevet flot, men helt ærligt? Hvor blev min folkeskole-mentalitet af, hvor jeg altid havde en idé om noget at lave, når jeg kom hjem fra skole og var færdig med lektierne? Den er bare væk. Nu er jeg bare kun træt, og det jeg så overvejer at lave er flere lektier eller rydde op. Jeg glæder mig virkelig til at komme væk fra det hele lige nu.
Måske er jeg bare frustreret over de drenge, der synes de bare kan gå ind og ud af mit liv. Og ja. Drenge i flertal. Selvom jeg var ved at blive rigtig glad for ham, jeg mødte i studiepraktik, så kunne fulde mig selvfølgelig ikke helt alligevel holde mig væk, da min flirte-kollega spurgte om han måtte sove hos mig efter en bytur. Lige pludselig var alting omvendt. Ham (min kollega), som havde haft en kæreste og som jeg var fuldt besluttet på at holde mig fra fordi han tydeligvis ikke var interesseret i mig rigtig, han var lige pludselig vildt sød, og sagde han var vild med mig, og blev tydeligt jaloux, da jeg nævnte, at der var en anden. Lå og holdt om mig hele natten og kyssede mig farvel. Så er der ham, som jeg troede var den perfekte, søde fyr, som nærmest ville sætte mig op på en piedestal, fordi han virkede så vild med mig. Han er så lige pludselig fraværende og svarer mig kun i få, korte sms'er uden smiley'er, selvom han plejede at skrive 2-3 gange om dagen og som minimum kalde mig smukke. HVAD GIK DER GALT? Nu kan jeg jo ikke vælge nogen af dem. Jo, måske sidstnævnte fra studiepraktik, hvis han tager sig sammen snart, men ellers så er jeg jo tilbage hvor jeg startede. Faktisk, så er det ikke så slemt, som jeg troede, men det er stadig noget lort.
Alligevel har det på en eller anden måde afstresset mig en smule, at jeg endelig fik gået hele vejen med min kollega, som jeg har flirtet med siden sidst i juli. Som om jeg virkelig havde brug for at komme af med al spændingen og nysgerrigheden, men nu kan jeg jo ikke lade være med at lave et tilbagespring. Undrer mig over: er han vild med mig nu? Han sagde gentagne, at han synes jeg var dejlig, og at han vildt godt kunne lide mig, men igen, han var også fuld. Ikke ligesom mig (fordi 3 tequila-shots var en dårlig idé), men stadig. Og sidst skete der jo ikke rigtig noget efter, udover at jeg fik en sms, hvor han mente vi skulle droppe det, fordi der ikke var følelser. Nu sidder jeg så her. 2½ måned efter. Der er sket mere flere gange og denne sidste gang endte vi hjemme hos mig. Og jeg fik ingen sms dagen efter. Jeg fik blot et sødt smil, et par farvelkys og så en pinlig forklaring, som skulle formuleres til min mor.
Er det bare mig, eller er det som om, at hver gang man tror, at man ved hvordan det hele skal være, så sker der bare et eller andet, som akkurat skal ændre det hele, som ellers passede så godt ind i ens hoved?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar