Stuff about cancer and life...

Det er altid trist når der er et andet menneske der dør. At det lige skulle være en dejlig tøs af slagsen, er næsten endnu mere. Min venindes veninde, så var noget af det mest livsglade væsen, jeg har mødt, døde i går af leukæmi gennem ca. 8 måneder. Det er ufatteligt, hvad en sygdom kan gøre. Så ung. Selvom jeg ikke selv var særlig tæt med hende, så fik det mig alligevel til at fælde en tåre, da jeg hørte det i bussen i morges, for slet ikke at sige, da jeg gik alene til skole derefter...

Sådanne ting får en til at tænke på, om man nu egentlig selv lever livet, som man gerne vil leve det, for vi ved aldrig hvornår det ikke er der mere. Svaret er for mig ikke klart. Jeg er måske ikke tilfreds, men jeg ville ikke ændre andet, end hvis jeg havde mere tid, så få set mere til mine gamle venner. Det er blevet så sjældent. Apropos, hende der er død, så går der en dreng i min klasse, som tidligere har gået i klasse med hende, og de har næsten været bedste venner, men fordi det er så længe siden de sidst har snakket, har han ikke vidst noget om sygdommen, før jeg spurgte ham om det i dag. Kan ikke finde ud af, om jeg skulle have holdt min mund, for selvfølgelig vil han ikke vise sine følelser i sekundet, men jeg mærkede dem alligevel med det samme. Det må sgu være hårdt. Kender det jo selv fra en gang i 7. klasse med en af drengene, som fik hjertestop. Lige meget hvor tæt man er med personen, så gør det bare indtryk.

På den anden side, kan jeg jo være glad for at min farbrors kæreste overvandt kræften på kun et par måneder, og allerede er begyndt at se frisk ud igen. Så er det bare min fars kusines tur til det...

Kære Simone. Tak fordi du altid har været så dejlig en pige, hver gang jeg har set dig. Fordi du er så kærlig, så første gang, jeg ligger halvdød kl. halv elleve på stationen med bræk på bukserne, fordi vi gik lidt for hårdt til den, så låner du mig dine, så vi kunne forsætte festen. Du var så skide festlig og dejlig. Jeg har altid kun være en bekendt for dig, og omvendt, men du har allerede gjort et kæmpe indtryk på mig, så jeg tør slet ikke tænke på, hvor stort et tab og smerte det må være for dine nærmeste. Sov godt, skønne. Du er allerede savnet.

Følte lige for at linke til den her sang, fordi Emeli Sandé har skrevet den med så fantastisk at budskab om en veninde med kræft.

Hvad er livet egentlig, og hvad er døden? Jeg ved de går hånd i hånd, men hvordan lever jeg livet? Hvordan lever jeg i dag, når hele verden minder mig om i morgen? Hvordan sætter jeg pris på det, der betyder noget i tide, og viser det så meget, som jeg virkelig vil? Jeg får nok aldrig rigtig svar på det....

- Anna