Har arbejdet hele weekenden, så er nu godt smadret og kan blot vente til slutningen af måneden på at få nytte af alt mit slid. Jeg mangler alligevel lidt indhold i tilværelsen, så hvorfor ikke bruge tiden til at tjene penge. Så ved jeg da, at på et eller andet tidspunkt, skal mit liv skam nok fungere helt.
Har nu ikke hørt noget fra "kæresten" sådan rigtig, siden mandag/tirsdag, hvor han lovede at skrive hvornår vi kunne ses og få snakket igennem. Meeen, det skete så ikke. Så var jeg så til fest i fredags, hvor han også var der...
Idet jeg ankommer med tre af mine venner, ser først min ene ven sin ekskæreste og kort efter ser en anden sin ekskæreste. Jeg følte det så typisk hvis jeg også skulle mødes med min (ekskæreste? - åh gud, det gør ondt bare at tænke det). Men selvfølgelig dukker han op, og siden han er bedste venner med min bedste ven, var det alligevel forudsigeligt. Vi stod i kø til garderoben, og selvom det ikke just er det mest spændende syn, så havde jeg blikket rettet stift fremad, for ikke at skulle stå ansigt til ansigt med ham. Jeg havde godt med alkohol i blodet, og havde på forhånd besluttet at holde mig væk mest muligt, ellers ville det ende ligeså sårbart og nedslående som sidst.
Jeg kunne egentlig mærke, at han faktisk gerne ville sige hej, men jeg forstod det virkelig ikke? Hvordan kan én, som har ignoreret mig hele ugen lige pludselig have lyst til at se mig, snakke med mig og sige hej? Hvordan kan han overhovedet tro, jeg ville være okay?
Det lykkedes mig at ignorere ham det meste af aftenen og prøve at holde mig beskæftiget med noget andet og nogle andre, indtil jeg stod og snakkede med vores fælles bedste ven, og han så nærmest overfaldede mig med et kram, for at sige hej (næsten sidst på aftenen). Vores ven gik så, for at lade os være alene, men jeg havde tidligere nævnt, at det var det, jeg havde allermindst lyst til lige den aften. Det var akavet, som det er nu blevet her i "pausen". Han prøvede dog at bryde det akavede ved at sige, at vi selvfølgelig ikke behøvede snakke om det. Jeg havde det bare sådan lidt: men hvornår så? I min vrede og sorg sagde jeg "well, in that case..." og så vendte jeg mig 180 grader og gik min vej, og snakkede ikke yderligere med ham.
Det gjorde ondt at skulle være "the bad guy", men på en eller anden måde, håber jeg det har været en øjenåbner for ham, så han kan se alvoren, selvom det ikke lader til han overhovedet har nogen idé om hvad han gør mod mig..
Jeg tror jeg flæber mindst en time om dagen. Jeg tænker på ham hver gang, jeg ikke kan blive distraheret nok. Men jeg tror slet ikke han tænker særlig meget på mig, for ville han så ikke have lyst og huske at skrive til mig?
Jeg er blank for flere ord og følelser lige nu, for kan mærke at den daglige tudetur presser på...
- Anna
Ingen kommentarer:
Send en kommentar