What hurts the most.

Jeg ved godt, jeg er ved at blive til en emo, men hvad jeg virkelig tror, er det, som gør mig allermest ked af det, er at jeg ved, at alt hvad jeg lige har vænnet mig til, for at tilpasse mig hans vaner og personlighed, det skal væk. Ellers kan jeg vandre rundt som en anden zombie, der lever i en verden, som ikke længere eksisterer.

Jeg vil bare skrue tiden tilbage. Tilbage til den dag vi lå i hans seng en juli-morgen, og aldrig ønskede at stå op, fordi det var rarere at ligge og holde om hinanden og bare nyde øjeblikket. Kun med ham, har jeg prøvet bare at nyde øjeblikket. Jeg gjorde ikke andet, for så at leve videre i samme øjeblik, indtil næste gang vi sås og det næste øjeblik fandt sted. Nu kan jeg begynde at leve splittet mellem fortiden og fremtiden igen.

Jeg vandrede rundt så længe og ledte efter bare et eller andet, som gav mening for mig, og lige pludselig er det der, og selvfølgelig når det er ovre, så forsvinder al meningen og man render forvirret rundt hvor man slap. Jeg ærligt talt træt af at være forvirret, stresset, frustreret og træt! Hvor er den fucking livsglæde? Jeg er 17 år, og jeg har mistet min holdning og tro på alt. En eller anden. Hjælp mig.

- Anna