Jeg er åbenbart ikke så okay, som jeg først så ud til at være. Tårerne viste sig bare først sådan rigtigt i går. Det værste er, at jeg bebrejder mig selv. Jeg må tydeligvis ikke være en skid værd, hvis en fyr ikke en gang kan klare at være kæreste med mig bare en gang om ugen. Jeg forstår det virkelig ikke. Hvordan kan man være så lykkelig det ene sekund og så lige pludselig, får man at vide, at tingene ikke ligefrem går godt, selvom det var det, som gik allerbedst i ens liv. Hvordan skal man reagere? Jeg ved ikke hvordan jeg klarer mig lige nu, men jeg kan bare stadig ikke fatte, at jeg ikke i det mindste fik bare én chance for at vi skulle klare. Men nej. Hvorfor er det aldrig mig, der bestemmer over mit liv? Hvorfor er det min ekskæreste, min chef, mine forældre og mine venner?. Svaret er vel på en eller anden måde, at det er fordi de er en del af det, men burde jeg ikke selv kunne gøre noget? Åbenbart ikke....
Det gør mig måske også bare endnu mere ked af det, at jeg ikke bare har prøvet nu at blive slået med af en kæreste, men jeg op til flere gange er blevet "slået op med" af veninder. En, fordi hun bare syntes hun lige manglede en pause fra mig, og da hun så kom tilbage, tilgav jeg hende bare uden videre. Fordi jeg ikke overhovedet kunne overveje andet. Og en anden, fordi hun er så meget sammen med sin kæreste, at jeg har svært ved at komme tæt på hende, og så giver hun mig skylden for at droppe hende som veninde. Så hun "slog op". Det er kun fordi jeg hader at hade folk, at jeg reddede vores venskab.
Jeg døjer med stress, lavt selvværd, dårligt syn, fedtet hud, trøstespisning, manglende livslyst og mange andre ting. For bare en måned siden var jeg lykkelig. Jeg hader hvordan livet kan ændre sig så hurtigt.
Jeg var seriøst lykkelig! Hvorfor skal jeg så lige pludselig tabes på gulvet igen, som så mange andre gange før. Kun 4½ måned med ægte lykke, hvor alt bare passede sammen, for nu at se mange flere måneder i sigte, med stress, depression, hormoner og alt for mange tårer. Jeg gider snart ikke alt det her mere, hvis jeg alligevel skal miste det hele igen og igen.
Han skylder skylden på sig selv og mener ikke han var en perfekt kæreste for mig. Jeg havde bare aldrig brug for perfektion. Jeg havde brug for ham. Bare nærvær, så kunne alt andet være lige meget. Vi behøvede næsten ikke fokusere på hinanden. Han spurgte aldrig, hvad jeg ville. Han tog beslutningen for mig. For os.
- Anna
Ingen kommentarer:
Send en kommentar