Hvorfor er mennesker så forfærdelige væsner, som ikke kan finde ud af at holde sammen på hverken hinanden eller dem, som står dem tættest? Nu er det ikke blot kæresten, der er ude af sind, men også en af veninderne. Åh gud, hvor jeg hader mennesker, inklusiv mig selv...
Jeg ved jo godt hvor det hele ender efterhånden. Det har folk efterhånaden gjort det klart for mig. Men er jeg virkelig SÅ svær at holde ud? Hvorfor skal dem, som jeg elsker højt og føler mig allertættest med, altid efterlade til mig selv, som om jeg er bedre tjent uden dem og nok skal finde en måde at passe mig selv?
Jeg kan ikke passe mig selv...
Jeg er bange for at være alene. Altså, jeg kan godt sidde alene på mit værelse og lave lektier osv., uden at føle mig, som var jeg med i en gyserfilm, men virkelig bange for en dag at opdage, at der sgu aldrig nogensinde har været nogen kærlighed omkring mig og at folk bare har været "høflige" nok, til at lade mig leve i troen.
Jeg er bange for at miste troen på noget godt og på at miste troen på kærlighed. Hvad er meningen uden det? Hvad fanden skal jeg ellers bruge mit liv på, når alt hvad der nogensinde virkelig har betydet noget, forsvinder ud af hænderne på mig?
Viser jeg følelser for lidt eller for meget? Jeg har mistet så meget af min værdighed på at prøve at kæmpe for det jeg vil have (som man altid har fået at vide, man skal), og pludselig siger alle at jeg skal give op? En af mine kollegaer sagde idag at i og med, at jeg kæmpede og ville gøre alt for at få ting til at fungere, gjorde det mig kun nemmere og svagere, hvilket kun vil såre mig mere i fremtiden, fordi folk vil vænne sig til at jeg altid vil sidde tiggende på knæ til når de kunne bruge mig igen.
Jeg kan bare ikke andet. Jeg ville aldrig tilgive mig selv andet....
- Anna
Ingen kommentarer:
Send en kommentar