....

Det er jo ikke en pause mere. Nu er det mere bare ventetid, som strækkes indtil det endelige brud. Vi skal bare lige have fundet en dag at "snakke".
 Hvis målet for ham er at finde sig selv, fordi han ikke kunne det før, hvad skal han så med mig igen? Tanken gør ondt, men helt ærligt, så har jeg jo ret.

Jeg er som en hund. Kommer springende og logrende når dem jeg elsker kommer igen, også selvom det var de selv samme, som tidligere efterlod mig helt alene, og satte mig til kun at vente på, at der skulle ske noget.

Men hvordan opretholder man modet og håbet, når man gang på gang skuffes?