Jalousi er ikke angsten for at dele, men angsten for at miste...

... et smukt citat, som mn søde veninde havde stpende på sin mobil. Hun er kæreste til en af drengene fra min klasse, og efter jeg mødte hende til en fest, har vi været ret gode veninder og så var det vi sov sammen fra i søndags til mandag. Jeg har intet imod at hun har en kæreste, for jeg synes virkelig de er søde sammen, men jeg har bare haft den her forenemmelse lige siden af, at jeg ikk var god nok til at få en kæreste og at der ville gå mange år.. Og nu fandt jeg så ud af at min anden veninde også ar fået en kæreste for en uge siden, og hun var ellers typen som elskede at være single.. Er det fair at det kun er de piger med lidt sul på kroppen og lange hår som får en kæreste? For jeg troede kun det handlede om flad mave og store patter (hvilket jeg også er i stor mangel af). Altså jeg har nok hvad de fleste ville kalde en flad mave, men hvis jeg blev spurgt om jeg ville have flad mave eller en kæreste, så havde jeg med glæde lignet Lotte Heise. Jeg kan ikke fatte at det kan være så svært. Jeg var SÅ tæt på, men så fordi jeg var for desperat, så ødelagde jeg det. Og nu kan det ikke reddes og jeg er stadig fuldstændigt besat af ham. Jeg hader ham virkelig, virkelig, virkelig, virkelig meget, men et eller andet sted ved jeg jo godt, at det er fordi jeg stadig er vild med ham... Jeg ved ikke om det burde være lovligt at være så attraktiv overfor en anden person så længe uden at gengælde interessen. DET ER IKKE FAIR! Og jeg ved endda at der er to andre helt vildt søde drenge, som godt kan lide mig, men de kan bare ikke passe at jeg skal nøjes med det næstbedste, når jeg havde det bedste i næsten 2 uger.. Jeg vil ikke mere. Jeg troede faktisk det ville hjælpe at skrive blog og komme ud med det, men det sætter bare tårerne igang. Men jeg har ingen jeg kan snakke med. Min mor ville det are være akavet med og mine veninder tror enten jeg er ovre ham eller også så snakker jeg ikke med dem om det, fordi det har stået på for længe til, at det vil interesere dem at høre om det. Jeg har en-to stykker jeg kan snakke med, men jeg synes bare det er synd de skal slæbes igennem det rod jeg kalder mit liv, når nu jeg rent faktisk ikke har noget. JEG ER BEGYNDT AT BLIVE RASTLØS! Jeg kan mærke jeg ikke gider noget som helst og i skolen idag, gik jeg også bare og kunne ikke finde mig tilrette nogen steder. Jeg så ham også for første gang i lang tid igen idag og mit crush har are ikk ændret sig en meter.. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg har forskellige vennegrupper og jeg ved ikke hvor jeg hører til. Og kan folk egentlig lide mig som jeg er, eller er de are alle sammen falske overfor mig? Ingenting giver mening mere, og nu sidder jeg her med kun et halvt år tilbage af folkeskolen og har ondt i maven af dårligt slevværd og nervøsitet omkring mit liv.. Jeg ved ikke hvordan piger som har det værre er kommet gennem deres liv, for jeg kæmper virkeli hårdt.. HVER DAG.. *tårer* og lige nu hæfter jeg mig til citatet: "A good friend will smile back when you smile at them, but a TRUE friend will see that pain there's hiding behind it" hvilket får mig til at tænke på om der er nogle ægte veninder eller om de bare ikke vil stå til kende..

Tak for nu..